Arbejdsevnemetoden

Ellen Ryg Olsen et al skyder med spredehagl mod arbejdsevnemetoden i bred almindelighed og mod min bog om emnet i særdeleshed. Beklageligvis forstår forfatterne, så vidt jeg kan læse mig til, ikke ret meget af hvad det hele går ud på.

Arbejdsevnemetoden sigter mod at løse følgende praktiske problemer:

1. Er det muligt at synliggøre hvilke sociale og personlige forhold, der spiller en rolle for hvordan, man klarer sig som lønarbejder på arbejdsmarkedet? Problemstillingen har hærget systemet siden 1921 til stor skade for retssikkerheden.

2. Er det muligt at udvikle en sagsbehandlingsmetode som på en gang fremmer borgernes aktive deltagelse i sagsbehandlingen og skaber grobund for en mobilisering og udvikling af de tilstedeværende ressourcer?

Løsningen på de skitserede problemer består i at overføre den tankefigur, som præger klinisk lægearbejde til det socialfaglige område og herefter udvikle en beskrivelsesmodel, som tydeliggør, hvad der skal beskrives og vurderes for at fastlægge arbejdsevnen = muligheden for at bestride den og den konkret specificerede jobfunktion. Fornyelsen har to sider i den forstand, at der med udgangspunkt i en bestemt metateori udarbejdes en konkret model. Tanken er herefter, at det er et fremskridt med hensyn til at forbedre forudsætningerne for at præmisbasere de socialfaglige konklusioner om arbejdsevnen og tilgodese ligebehandlingsprincippet at tage udgangspunkt i en bestemt model, frem for at rode rundt i et anarkistisk og subjektivistisk mørkekammer.

Som bekendt kan man altid diskutere både validiteten og reliabiliteten af en konkret model. Med hensyn til det første bygger de forskellige vurderingstemaer, som indgår i en hvilken som helst model, altid på teoretiske overvejelser om hvad, der har betydning for den foreliggende problemstilling. Det er her ret så patetisk at forfatterne puster sig op til at hævde, at faget »systematisk sagsarbejde« omhandler de samme forhold, som specificeres i arbejdsevnemetoden. Faget systematisk sagsarbejde beskæftiger sig overhovedet ikke med at udvikle operative modeller til brug for en fastlæg-gelse af arbejdsevnen. Svarende hertil har jeg aldrig - heller ikke i udtalelser fra den institution hvor forfatterne er ansat - kunnet læse mig til, at man har interesseret sig for at afklare eksempelvis vurderingstemaerne »arbejdsidentiteten«, »præstationsforventningerne«, »omstillingsevnen«.

Selvfølgelig er der som med så mange andre modeller også reliabilitetsproblemer i forhold til arbejds-evnemetoden. Det er herunder trivielt, at der altid er brug for den berømte dømmekraft og at en afklaring nærmer sig det meningsløse, hvis borgeren lyver, spiller komedie eller møder med en skjult dagsorden. Problemet er velkendt inden for psykiatrien, fysiurgien og psykologien hvilket imidlertid ikke får disse discipliner til at skrotte modeltænkningen.

Det er trivielt, at det ikke er helt tilfældigt, om man ender som eksempelvis læge eller førtidspensionist i »det store samfundsbestemte identitetsspil«. Paradoksalt nok bekræfter forfatternes fremhævelse af de velkendte sociologiske sammenhænge, at offertænkningen stadig er udbredt blandt velmenende behandlere inden for socialsektoren. Herre jemini, hvorfor er det ellers så svært at forstå, at hele øvelsen med arbejdsevnemetoden går ud på at hjælpe de berørte borgere til en aktiv og selvstændig tilværelse frem for som hidtil at parkere dem på et sidespor uden kontakt til de fællesskaber, som gør det muligt at opretholde og udvikle en positiv social identitet? Mon ikke forståelseskløften skyldes, at forfatterne mener, at målgruppen fortjener en førtidspension som en slags plaster på de sår, de har pådraget sig i »det umenneskelige samfund«? Imidlertid er problemet, at de godhjertede hverken kan eller vil se, at den tilsyneladende noble solidaritet med de lidende skaber kroniske klienter, som ikke har andre (samfundsskabte) muligheder end at klynge sig til en identitet som førtidspensionister.

Så er der forfatternes ubehjælpsomme udlægning af »diskrepansproblemet«. Det handler ikke - som forfatterne vist mener - om at diskutere sygdomsbegreber, men om at forklare et foreliggende klageudbud og funktionssvigt i kliniske situationer, hvor de objektive fund er utilstrækkelige. Det er faktisk et megaproblem i den administrative praksis, at det er vanskeligt at få læger til at forholde sig til dette påtrængende forklaringsproblem og herunder begrunde deres prognostiske skøn ved at henvise til forløbsundersøgelser, som tager højde for ansøgningssituationen. Fra sagsbehandlersiden efterlyses en sagsfremstilling, som tydeliggør hvordan man har arbejdet med problemstillingen. Det er forbløffende - for ikke at sige forstemmende - at tre erfarne revalideringsfolk slet ikke har øje for et praktisk problem, som ganske ofte har afgørende betydning for udfaldet af diverse afprøvningsforløb.

Forfatterne fremfører også nogle juridiske overvejelser om den praktiske anvendelse af modellen og om mulighederne for at indføre forbedringer. På baggrund af det foregående undrer det næppe, at forfatterne støtter sig til de mavesure og reaktionære jurister, som med forstokkede legalistiske argumenter anlægger en indskrænkende fortolkning af de juridiske rammer for at udvikle en smidig administrativ praksis. Heldigvis er der alternative udlægninger af teksten, som betoner, at det vist er oplagt, at Folketinget har vedtaget en metode, som implicit forudsætter åbenhed over for hensigtsmæssige fornyelser, og som selvfølgelig skal anvendes efter principper, som begunstiger en administrativ praksis, hvor der hverken rekvireres flere eller færre oplysninger om borgeren, end hvad der er nødvendigt og tilstrækkeligt til at fastlægge arbejdsevnen.

Forf.s adresse: Lundsgade 8, 3. tv. 2100 København Ø.