Arbejdsmiljøet dræber arbejdsglæden

Mark Krasnik, du siger, at arbejdsmiljøet er elendigt. Hvad er problemet?

»Problemet med vores arbejdsmiljø er multifacetteret, men der er især tre facetter, som jeg vil pege på: de igangværende og planlagte fusioner, fokus på indtjening i stedet for patientbehandling og det offentlige sygehusvæsens finansiering af de private hospitaler. Det er ekstremt vigtigt, at fusionerne sker på ligeværdig vis. Vi kender de officielle planer, så vi ved, hvor vi skal hen, men det er måden, vi kommer derhen på«. Mark Krasnik fremhæver vigtigheden af, at man ikke bare samler faglige kompetencer ved en fusion, men at man skaber en gensidig forståelse og respekt for de kulturer, der skal blandes sammen. »Det handler om at skabe trygge og forståelige rammer for alle«, siger han.

Kender du nogle vellykkede fusioner?

»Nej, egentlig ikke«. Svaret kommer efter en tids overvejelser, og Mark Krasnik fortsætter: »De fusioner, jeg kender til, er sket ved, at den ene afdeling har opslugt den anden afdeling og dens kultur. Det har en klart negativ effekt på de mennesker, der i realiteten bliver indlemmet i og ikke fusioneret med en anden afdeling. På Gentofte Hospital har vi fokus på problemet, og i de planer om fusioner, jeg har kendskab til, indgår også overvejelser om, hvordan kulturerne kan flettes sammen på en acceptabel måde for alle. Men det kræver ressourcer; det kommer ikke af sig selv og slet ikke, hvis man bare flytter en afdeling hen til en anden afdeling, som automatisk bliver den dominerende part. Det har vi set flere eksempler på«.

Hvad mener du med, at det offentlige sygehusvæsen er med til at finansiere et privat sundhedsvæsen?

»Den politiske beslutning om stadig strammere ventetidsgarantier, samtidig med at både økonomien og personalesituationen i det offentlige sygehusvæsen er presset, medfører, at patienter flyttes til det private sundhedsvæsen. Arbejdsforholdene - og arbejdsmiljøet - er meget anderledes end i det offentlige sygehusvæsen, man har meget mere indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen, og man kan mange gange meget bedre følge sin patient. Det får mange til at overveje at skifte fra det offentlige til det private sygehusvæsen. Hvis man tilmed får mere for det her, er det da værd at tage med, men det er helt typisk ikke pengene men arbejdsforholdene, der vejer tungest, når man forlader det offentlige sundhedsvæsen«.

I følge Mark Krasnik kommer man ind i en ond cirkel, når det private sundhedsvæsen tiltrækker ekspertisen og dermed udsulter det offentlige sundhedsvæsen på det faglige plan. Rent økonomisk kan man også forvente en udsultning, idet de private hospitaler ikke kan leve af idealisme men vil gå efter de patienter, hvor pengestrømmen er størst. »Måske skulle vi overveje den - for nogle kætterske - tanke at oprette private hospitaler og behandlingsmuligheder i det offentlige regi under kontrollerede former, hvor man fx ikke kan henvise til sig selv - selvfølgelig«, foreslår han.

Hvad synes du, vi skal gøre?

»Overordnet synes jeg, at man skal tage en debat om den nuværende sundhedspolitik, som er hurtig behandling, sat over for en politik om, hvor vi vil hen med vores behandlingsmuligheder. Så skal vi videreføre den omstrukturering af sundhedsvæsenet, som er i gang, og som er nødvendig for at få et moderne sundhedsvæsen, der lever op til de faglige krav, vi kan, bør og skal stille i dag. Vi har en struktur i dag, som er meget præget af mange års sundhedspolitik, der i vid udstrækning blev bestemt af lokale forhold, uanset om det passede ind i de overordnede linjer«, begynder Mark Krasnik og fortsætter: »Og så skal vi have arbejdsforhold og en personalepolitik, der fastholder personalet«. Mark Krasnik har som lønforhandler en god finger på pulsen, og han noterer sig, at adskillige overlæger, som endnu har omkring ti gode, faglige år foran sig, stærkt overvejer at holde op. Motiverne kan variere, men gennemgående er det utilfredsheden med arbejdsforholdene og udsigten til fusioner hen over hovedet på alle. Han peger på, at alle personalegrupper føler sig pressede, og det presser arbejdsmiljøet i bund og er en klar årsag til, at vi mangler personale.

Mark Krasnik slutter af med at understrege, at målet for alle tiltag må være en bedre patientbehandling. Og her må vi ikke glemme, at den faglige patientbehandling ikke kan stå alene; den skal følges af en omsorg for patienten. Den del af patientbehandlingen kræver ressourcer i personale og tid. Effektivitetskrav og udsultning af det offentlige sygehusvæsen er en væsentlig hindring for løsning af den opgave.

Mark Krasnik råber vagt i gevær - som mange andre - men hører beslutningstagerne, hvad græsrødderne siger?