Skip to main content

Arbejdspres der fører til fejl

Arbejdstilsynet har uddelt mindst 10 påbud om arbejdspres på hospitalsafdelinger. I mange tilfælde fører travlheden til fejl og forglemmelser, der rammer patienterne.

Foto: Ugeskrift for Læger
Foto: Ugeskrift for Læger

Klaus Larsen kll@dadl.dk

5. sep. 2016
2 min.

Fra januar til starten af august i år har mindst 10 hospitalsafdelinger fordelt over hele landet fået et påbud fra Arbejdstilsynet på grund af for stor arbejdsmængde og tidspres.

Det skriver DR.dk, som har fået aktindsigt i rapporterne og siden indhentet kommentarer fra de enkelte sygehuse.

Rapporterne rummer eksempler på, at det høje arbejdstempo med mange samtidige arbejdsopgaver og afbrydelser er en kilde til, at lægerne laver fejl som at overse, at patienten ikke tåler et medikament.

Fra Køge Sygehus citeres eksempler på, at antibiotika startes eller stoppes sent, eller røntgenbilleder overses. De ansatte giver eksempler på, at der dagligt sker fejl, som at røntgenbilleder overses, væskeskema ikke lægges, medicin ikke omordineres eller gives for længe.

I rapporten står der, at fordi patienterne på intensiv er så svært syge, er der sygeplejersker omkring patienterne, som opdager lægernes fejl. Derfor får fejlene ifølge ledelse og ansatte ikke alvorlige konsekvenser for patienterne.

Det fremgår desuden, at ansatte kun registrerer alvorlige utilsigtede hændelser. De mindre registreres ikke, fordi det tager tid at skrive dem.

”Det tager vi meget alvorligt. Det påbud gør vi noget ved”, siger Beth Lilja, vicedirektør på Sjællands Universitetshospital Køge, til DR.dk.

Hun anerkender, at tidspres kan føre til flere fejl, men hun mener ikke, at fejlene på Anæstesiologisk afdeling har haft konsekvenser for patienterne.

”Det er aldrig tilfredsstillende, at nogen laver fejl. Det, der er tilfredsstillende, er, at der er nogle kontrolmekanismer, som stopper fejlene”, siger vicedirektøren.

Fra de10 hospitalsafdelinger nævnes eksempler på, at travlheden har medført medicinfejl, nedprioritering af basale hygiejne- og plejeopgaver og fejl i håndteringen af blodprøver

Som eksempel fra hjerteafdelingen på Odense Universitetshospital fortælles der i rapporten fra Arbejdstilsynet om en patient, der undrede sig over, at han var blevet kørt til sygehuset med 112-ambulance, og nu sad i en stol i en spisestue og ventede.