Skip to main content

Arbejdstilsynet beskriver massivt arbejdspres på akutmodtagelsen i Randers

I et påbud til Regionshospitalet Randers beskriver Arbejdstilsynet et aktivitets- og ressourceniveau, der går ud over både patienter og personale.

19. aug. 2016
2 min.

For sen ordinering af medicin og et personale, der bevidst undgår øjenkontakt med patienter af frygt for at få pålagt flere plejeopgaver. Det er nogle af de konsekvenser af et massivt arbejdspres, som Arbejdstilsynet beskriver i et påbud til akutmodtagelsen på Regionshospitalet Randers fra 20. maj i år, skriver dr.dk.

Bl.a. er der patienter, der får ordineret medicin senere, end de egentlig skulle, fremgår det.

Årsagen er travlhed. Akutmodtagelsen er normeret til 33 senge, men da Arbejdstilsynet var på besøg, var afdelingen ved at modtaget patient nummer 61, skriver dr.dk.

Sygeplejerskerne er således tvunget til at foretage prioriteringer, som har potentielt alvorlige konsekvenser. I rapporten står der blandt andet:

"Eksempelvis når sygeplejersken har ansvaret for flere patienter, og valget står mellem at give en patient den medicin, der er ordineret, monitorere en anden patient og samtidig være ved en patient, der er begyndt at blive dårligere. Sygeplejerskerne er meget bevidste om, at de prioriteringer, de er tvunget til at foretage, kan vise sig at være forkerte og dermed have betydning for patientens helbred og indlæggelsestid."

Ledelsen på Regionshospitalet Randers har ifølge rapporten fra Arbejdstilsynet udtalt, at det ikke kan dokumenteres, at der er problemer med patientsikkerheden. Men noget er der sket.

"Vi gør nu blandt andet det, at vi har flere læger på arbejde, og vi har en person ansat i afdelingen, der sørger for flowet ud af afdelingen, så de patienter, der ligger på afdelingen, ikke ligger og venter på noget, siger den personaleansvarlige oversygeplejerske i akutmodtagelsen, Bodil Clemmensen, til dr.dk.

Siden Arbejdstilsynet var på besøg, 6. april i år, har akutmodtagelsen på sygehuset ifølge Bodil Clemmensen udvidet sengekapaciteten fra 33 til cirka 40.

Læs også: Overlæge: Ekstra medicinering sker af hensyn til patienterne