Arbejdsvilkår på sygehusene

Stress skal tages alvorligt, for konsekvenserne af at blive ramt af stress er store. Der er derfor god grund til at belyse de faktorer, der udløser stress, først og fremmest for at forebygge. At have travlt er ikke det samme som stress. Travlheden kan være en medvirkende årsag, men hovedårsagen er manglen eller følelsen af mangel på kontrol over sit arbejde. Føler man, at man ikke har kontrol over sit arbejde og udførelsen af det, at arbejdsopgaverne totalt har overtaget styringen, at kvaliteten af det, man præsterer, er utilfredsstillende, og at arbejdsglæden er væk, kan turen ned ad skråplanet mod et stresssammenbrud være begyndt.

Sygehusene er ved at udvikle sig til en stresszone. Det kom tydeligt frem i resultatet af Danmarks Radios rundspørge blandt Lægeforeningens medlemmer på sygehusene for nogle måneder siden. Sygehuskulturens historiske kerne er samarbejde og arbejdsdeling med et fælles formål - at gøre patienten rask eller lindre patientens lidelser. Denne kerne viser sig tydeligt i ekstreme situationer som katastrofer og i øvelser, hvor beredskabet testes, og hvor sygehusenes kultur viser sig fra sin bedste side. Men kulturen er under pres og ændring. Den altoverskyggende opgave - patienten - bliver mindre tydelig, fordi ansvaret for økonomien og for administrative funktioner ikke kun er noget, sygehusledelsen skal tage sig af, men ansvaret er for længst delegeret ud til alle dele af sygehuset, og dette ansvar kan skygge for patientopgaven på det udførende niveau.

Her før den største strukturændring i sygehusenes historie er der god grund til at fokusere på arbejdsvilkårene for alle medarbejdergrupper. Flere patienter, mangel på specialiseret arbejdskraft og omorganiseringer oveni udgør den største ledelsesudfordring overhovedet i sygehusenes historie, hvis ikke arbejdsvilkårene skal forringes. Alle tre faktorer kan forstærke følelsen af manglen på kontrol over egen situation og dermed resultere i stress. Man skal derfor ikke undervurdere den opgave, ledelsen på alle niveauer har med at tilrettelægge arbejdet og at skabe et godt arbejdsmiljø for alle medarbejdere - serviceassistenten, turnuskandidaten, den nyansatte unge og den erfarne ældre medarbejder - samtidig med at man skal håndtere store forandringer og opretholde behandlingskapaciteten.

Overlægerne har traditionelt været sygehusenes ledergruppe og været betragtet som den gruppe, der på alle måder har kontrol over egen og andres arbejdssituation. Når vi nu oplever flere og flere tilfælde af stress hos overlæger, er det et tydeligt tegn på, at den karakteristik af gruppen ikke længere holder. Mange af de nuværende overlæger har måske haft forventning om at indtræde i den traditionelle rollemodel og har oplevet gabet mellem forventning og realitet. Forventningen om en stilling i absolut kontrol over egen situation er afløst af en oplevelse af at være et element i en udvikling, man ikke kan øve indflydelse på. Dermed er overlægerne som andre personalegrupper omfattet af stresszonen på sygehusene.

Arbejdsvilkårene vil komme til at spille en hovedrolle i de kommende overenskomstforhandlinger for alle grupper af sygehusansatte. Arbejdsgiverne, som også er ansvarlige for strukturændringerne og løfterne til borgerne, skal indse, at en forringelse af arbejdsvilkårene kan betyde et sammenbrud af den patientrettede sygehuskultur, og at forventningerne til reformernes positive konsekvenser aldrig bliver til virkelighed.