Content area

|

Årets sidste vagter i coronaens skygge

Der er kommet bedre styr på behandlingen, rutinerne glider nemmere. Men uvaccinerede patienter fylder på afdelingerne, ligesom manglen på sygeplejersker bliver mere og mere udtalt. Og så fylder bekymrede patienter med milde symptomer i akutmodtagelsen. Tre læger fortæller om deres vagter mellem jul og nytår.
Juledage på Intensivafdelingen på Bispebjerg hospital. Foto: Claus Boesen
Forfatter(e)
Bodil Jessen, boj@dadl.dk, Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk og Anne Steenberger, as@dadl.dk

»Jeg har ikke behov for at stå og moralisere over for patienterne«

De uvaccinerede dominerer billedet blandt coronapatienterne på intensivafdelingen – og der er også yngre, fortæller overlæge Christian Wamberg.

Overlæge Christian Wamberg. Foto: Claus BoesenOverlæge Christian Wamberg. Foto: Claus Boesen

Hen over jul og nytår har vi i gennemsnit haft fire-seks coronapatienter i vores 13 intensivsenge. I de andre senge har der ligget nyopererede og patienter med stofmisbrug, selvmordsforsøg, pan­kreatit – alt det, vi plejer.

Jeg er overlæge på Intensivafdelingen på Bispebjerg og formand for DASAIM, og i ­perioden 23. december til 1. januar var jeg på arbejde fem gange.

Presset har ikke været så voldsomt, men vi ser jævnligt uvaccinerede unge. Vi har for ­eksempel lige haft en uvaccineret corona­patient i 30’erne, som måtte en uge i respirator. Selv om de uvaccineredes andel af befolkningen ikke er så stor, så er det klart dem, vi ser flest af blandt coronapatienterne på intensiv.

Den højdramatiske jul udeblev. Allerede før jul kunne vi godt se på aldersfordelingen blandt de smittede, at vi undgik sidste års pres, hvor vi måtte skrue kapaciteten op med 50 procent i julen. Men i år behøvede vi ikke at kalde ekstra folk ind.

Mange vagter

Jeg håber, at det er rigtigt, at omikron er mildere – også blandt de ældre – og at corona­virus kan overgå til at blive noget mere sæsoninfluenzaagtigt. Men jeg synes ikke, at vi helt er der endnu.

Vi er, om ikke i undtagelsestilstand, så i noget, der ligner. Vi har aflyst alt det planlagte, ventelisterne vokser og vokser, og vi har ikke tid til det ambulante. Vi er slet ikke ude af farezonen endnu.

Så kan man undre sig over, at der ikke skal mere end 700 indlagte med corona til for at vælte læsset. Det gør jeg da også. Når vi kommer over vinteren, er det nødvendigt med en holdbar og mere langsigtet løsning, hvor vi ser på prioriteringen og organiseringen af sundhedsvæsenet.

Det er en kæmpe udfordring at sikre bedre arbejdsforhold for medarbejderne – især sygeplejerskerne. Sygeplejerskebemandingen er stort set den samme døgnet rundt på en intensivafdeling, og derfor er de ­belastet af mange flere vagter på skæve ­tidspunkter, end vi læger er, som primært ­arbejder om dagen. De hænger på, når de har fået det første barn, men når det andet kommer, går det ikke længere.

Vi har på Bispebjerg kunnet opskalere fra 12 til 13 intensive behandlingspladser under coronaepidemien. Men det skyldes udelukkende et kæmpestort rekrutterings- og fastholdelsesarbejde, og det er stik imod landstendensen, hvor der bliver færre intensivpladser.

Det kræver to års efteruddannelse at blive intensivsygeplejerske, så man kan ikke bare få en sygeplejerske fra en anden afdeling til at tage nogle af vagterne. Man kan sammenligne sygeplejersker med håndværkere, og vi er jo heller ikke interesserede i, at elektrikeren laver vvs-arbejde. I takt med, at sundhedsvæsenet bliver mere specialiseret, bliver det sværere for os at hjælpe på tværs af afdelinger.

Bliver ikke forarget mere

Hvis den unge uvaccinerede coronapatient i respiratoren var blevet vaccineret i sommer, var patienten nok ikke blevet så syg. Men jeg er holdt op med at kommentere det over for patienterne.

Når de først er så syge, at de kommer ­herind til mig, så er vaccineløbet jo kørt for dem. Men vi siger til de pårørende, at de kan blive vaccineret hos os, hvis de ønsker det. Det er da lykkedes med flere.

Som behandler bliver jeg ikke forarget over, at folk er uvaccinerede. Eller kører for stærkt eller skyder hinanden eller ryger og drikker. Hvis vi skal til at se på patienternes skyld, så ender vi jo med kun at behandle en meget lille hellig skare – og den vej skal vi ikke.

Men når jeg som privatperson er på vej hjem i bilen, kan jeg da godt tænke, at det var unødvendigt, at en patient skulle blive så syg. Og at det kunne være undgået. Men det kan de ikke bruge til noget.

De kan jo godt selv se det. Når vi fortæller dem, at de skal i respirator, og at det ikke er sikkert, at de kommer levende ud igen, så ved de jo godt, at det nok havde været bedre, hvis de havde truffet andre valg. Vi kan alle fortryde. Jeg har ikke behov for at stå og mora­lisere over for patienterne – især ikke, når det kan være patientens sidste samtale i livet.

 

»Vi er lidt mere skrøbelige end vi plejer«

Selvom Gitte Anna Madsen og hendes kolleger har fået bedre styr på behandlingen af patienter med COVID-19, er situationen alligevel mere skrøbelig end sidste jul.

Gitte Anna Madsen er speciallæge i lunge­medicin, FTR og formand for Lægeforeningen Region Midtjylland. Foto: PrivatGitte Anna Madsen er speciallæge i lunge­medicin, FTR og formand for Lægeforeningen Region Midtjylland. Foto: Privat

Iår betød julen mere for mig, fordi jeg havde mine børn – dem har jeg kun hvert andet år. Jeg var spændt på, hvor mange patienter der ville komme, og om COVID-­beredskabet for læger også ville blive akti­veret ligesom sidste år, hvor alt handlede om corona, for det ville betyde, at nogle af os skulle arbejde de dage, vi ellers havde fået fri.

Jeg er ansat som afdelingslæge på Lungesygdomme på AUH. Jeg er speciallæge i lunge­medicin, og vores afdeling har en vagtforpligtigelse i akutmodtagelsen, hvor vi som lungemedicinere er bagvagter. Når vi arbejder i dagstid, er vi i vores ambulatorie eller sengeafsnit.

Jeg havde heldigvis en fredelig jul. Min første vagt var den 27. december, en aften-­natte-vagt. Vi blev ikke overvældet af ­COVID-patienter, men der var en del akutte patienter og også flere COVID-mistænkte patienter, end jeg havde set i et stykke tid.

Flere var i nærkontakt med positive. Det indebar også, at flere personaler, især på syge­plejerskesiden, gik hjem, fordi de var nærkontakter og nu testet positiv.

Jeg har også selv fået en mail den 30. om, at jeg har været inde ved en patient, som ikke var mistænkt for COVID, ad flere omgange, men først senere blev positiv for COVID. Vi er ikke i fuld isolation, når patienterne ikke er mistænkt for COVID, men har bare mundbind på. Vi spritter og holder afstand, men jeg undersøger jo patienterne.

Tingene glider dog lettere i år, vi er generelt hurtigere til rutinerne og til at få isola­tionstøjet på og få suget patienterne. Vi laver et trakealsug, altså et dybt svælgsug, for at få materiale op fra de dybe luftveje for at være sikre på, at vi får en prøve, der er repræsentativ, som man kan lave analysen på.

Hvis patienterne har COVID, kan vi sætte dem hurtigere i gang med behandling. Og hvis de ikke har COVID, kan vi få dem ud af isolationen. Og det er lettere for personalet og langt mere behageligt for patienterne.

I modsætning til sidste år er der kommet mere fart på analyserne, og det gør, at man inden for 2-3 timer har en COVID-afklaring. Sidste år skulle vi vente otte timer. Hvis ­prøven blev væk eller var inkonklusiv, var det mange timer at skulle frem og tilbage fra isolationen med patienten.

Jeg oplever, at COVID-mistænkte patienter fylder meget, og vi glemmer nogle gange lidt, at der også findes andre infektioner. Sidste år var vi endnu mere fokuseret på corona, og hvis de ikke havde corona, måtte vi tilbage til tegnebrættet og tænke nye diagnoser. Vores rutine gør nu, at vi heldigvis formår begge dele på samme tid.

Personalemangel

På en af mine vagter spurgte en patient, om vi havde travlt. Jeg svarede ,ja’ og smilede. Han sagde, at det kunne han ikke mærke på os. De havde fået exceptionelt fin behandling. Der er god stemning, og det var fedt at være på arbejde.

Hver dag har jeg hørt om en ny, der har sagt op. Folk, som jeg er vant til at arbejde sammen med i akutmodtagelsen. Det er hårdt at blive mødt med, at folk skal andre steder hen. Det er det, der kan slukke humøret mest. Der er ingen, der er uundværlige, men det samlede billede er, at gode folk og viden forsvinder andre steder hen.

Det er et hårdt pres for sygeplejerskerne at arbejde på et sengeafsnit og en akut­modtagelse, hvor der er en kæmpe turnover af patienter, som skal afklares. Jeg kan godt lide at være der, men jeg ville mangle kontinuiteten med patienterne, hvis jeg kun skulle være i vagt.

Så jeg kan godt forstå, at de søger andre steder hen. Men det er et skrøbeligt tidspunkt. Der kommer nyudklækkede syge­plejersker til, men vi har mistet en masse gefühle og erfaring.

Vi er allerede nede på bemanding, og de 1.000 sygeplejersker, som er blevet lovet af regeringen, kan jeg ikke spotte.

Jeg er spændt på, hvad der kommer til at ske. Jeg håber, at vores regering indser, at corona- og vinterpakker et enkeltstående år ikke giver mening. De skal lægge en lang­sigtet plan. I fremtiden skal vi have et højere basisberedskab om vinteren, så vi ikke skal justere op og ned hele tiden, men ved, at der er ekstra bemanding. Det vil give en ro. Det er vejen frem.

 

»Vi er med, og vi tror, det holder i januar også«

Men der skal meget lidt til, for at det hele vælter, fordi vi ingen bufferkapacitet har, siger Camilla Fjord Thomsen, i HU-uddannelse på Hjertemedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital.

Reservelæge Camilla Fjord Thomsen. Foto: PrivatReservelæge Camilla Fjord Thomsen. Foto: Privat

Jeg havde en 24-timersvagt den 30. december. Jeg var kardiologisk bagvagt på akutmodtagelsen, gik derefter stuegang på Hjertemedicinsk og stod så til rådighed hele natten for for- og mellem­vagter på akut tilkald ved behov.

Ved vagtens start var der overlevering fra mellemvagterne, som havde været der den foregående dag og nat. De fortalte, at coronapatienter fylder rigtig meget. Det gjorde de også på min vagt. Det er patienter, der er testet positive, og som har symptomer, der er milde. Men de er bekymrede og ringer til egen læge eller 1813, som henviser dem til os for vurdering. Jeg er helt klar over, at det over telefonen er vanskeligt at frikende yngre mennesker for alvorlige symptomer, hvis de er bekymrede og bange. Men fornemmelsen er, at mange ikke havde behøvet at komme, og vi sender næsten alle med milde symptomer hjem igen.

Vi har på Hvidovre genåbnet vores ­COVID-vurderingsklinik, hvor vi kan se den slags patienter, dog kun mellem 8 og 15. På andre tidspunkter skal de ind til vurdering på akutafdelingen. Og det er en belastning, at vores for-og mellemvagter skal se den type patienter.

Afdelingen noterer overbelægning kl. 16

Overordnet var tempoet på denne vagt ikke højere, end vi kunne følge med, men dog med overbelægning.

Nogle COVID-patienter skal indlægges, og de mest syge kommer på Lungemedicinsk og Infektionsmedicinsk Afdeling. Når de er fyldt op, flyder de relativt stabile patienter over til os på Hjertemedicinsk og de øvrige medicinske afdelinger.

Vi har ikke reserverede senge, men vi ­tager i mod dem, som kommer ind, og som vi har plads til. De kommer i isolation og får fuld opdækning med det hele. Vi læger skal måske kun ind til dem ved stuegang, men sygeplejerskerne skal ind hos dem mange gange, så det tager meget af deres tid.

Alle senge for både hjerte- og COVID-­patienter blev hele tiden fyldt op på denne vagt. Lige så snart vi fik udskrevet nogle, kom der nye ind fra listen over patienter fra andre afdelinger, der venter på at blive overført.

Ved 16-tiden ramte vi ned i nul. Det betyder, at alle senge er fyldt op, og vi tager fat i overbelægning. Så vurderer en sygeplejerske, hvor mange patienter vi kan tage ind i overbelægning, eller om vi står med en mængde så dårlige patienter, at vi ikke kan modtage flere end dem, der kun kan ligge på en kardiologisk afdeling.

Vi mangler sygeplejersker. For et år siden manglede vi fem ud af cirka 40. Efter konflikten er det eskaleret, så vi nu mangler 12. Vi har måttet lukke sengepladser, normalt har vi 39, vi har været nede på 32, men har nu 34, og det er tungt og hårdt for de sygeplejersker, der er tilbage, og mange havde dobbeltvagter i julen.

Lidt optimistiske

Vi snakker meget om, hvordan det vil gå i ­januar med epidemien. I december er det gået bedre, end vi turde håbe på, da smittetallet eksploderede. Og den erfaring kan vi nok ride videre på, og derfor går vi ind i ­januar med en vis forhåbning om, at vi kan følge med og stadig vil have plads til vores egne patienter.

Men samtidig har vi baghovedet, at der er en meget lille afstand fra, at vi kan holde den kørende, til at det hele vælter. For vi har ingen bufferkapacitet på grund af syge­plejerskemangelen. Så skal der ingen stor stigning i antallet af coronapatienter til, før vi bliver lagt ned og i yderste konsekvens må lukke ambulatorier for at få læger og især syge­plejersker derfra til at passe de akut ­indlagte. De har til enhver tid forrang, men det vil gå ud over vores hjertesvigtpatienter og vurderingen af ondt i brystet-patienter.

Jeg går stuegang på Intensivafdelingen, hvis der er hjertepatienter indlagt. Sidst jeg var der, var 85 procent af de indlagte syge med corona. Og en ting er, hvad man hører og har af forestillinger, men alligevel blev jeg overrasket, da jeg så, hvor voldsomt syge yngre coronapatienter kan blive. Tænk, at en yngre person skal ligge i respirator på grund af en virus. Det virker voldsomt på mig.

Og de er i høj grad ikkevaccinerede. Jeg går ind for den frie vilje, også i forhold til vaccination. Men jeg ser med mine egne øjne, hvor markant en forskel vaccinerne gør i forhold til, hvor alvorligt et coronaforløb man får.

Blad nummer: 

Right side

af Morten Ellemose Gulev | 06/12
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 05/12
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 05/12
10 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 05/12
2 kommentarer
af Kim Varming | 05/12
1 Kommentar
af Erik Holk | 03/12
2 kommentarer
af Karen Flink Konstantin-Hansen | 02/12
1 Kommentar
af Bolette Gerd Friderichsen | 29/11
4 kommentarer