Asbestofre snydes for erstatning

I 2001 fik 95 danskere stillet diagnosen pleuramesotheliom - en malign tumor i lungehinden, som typisk skyldes inhalation af asbestfibre.

Alligevel blev kun 46 af disse tilfælde indberettet til Arbejdsskadestyrelsen.

Mønstret er det samme år efter år (se Tabel 1 ).

»Det er urimeligt«, siger miljømedicineren, professor Philippe Grandjean, Institut for Sundhedstjenesteforskning.

»Mesotheliom er en veldokumenteret effekt af asbesteksponering, som normalt vil kunne udløse en erstatning. Som arbejdsbetinget sygdom skal den anmeldes, og det er noget sjusk, når det ikke sker«.

»Sygdommen har en relativt flad dosis-responssammenhæng: Selv en meget lille eksponering medfører en vis, om end beskeden risiko. Men man vil næsten altid kunne finde en eksponering, hvis man virkelig søger i patientens anamnese«.

Philippe Grandjean finder det vigtigt at anmelde tilfældene til Arbejdsskade-styrelsen. Ikke af hensyn til Arbejdstilsynet, for med en latenstid for sygdommen på op til 40-45 år, og med et efterhånden mangeårigt totalforbud mod asbest, vil der ikke være behov for indgriben mod en virksomhed.

»Men for Arbejdsskadestyrelsen er der en interesse, da der kan blive tale om en erstatning. Og man skylder patienten at sørge for, at den mulighed bliver forfulgt«, siger Philippe Grandjean.

Danmark slap for epidemi

I januar advarede British Medical Journal om en forestående epidemi af pleuromesotheliom, som ventes at toppe i 2015-2020 med ca. 2.000 årlige dødsfald i Storbritannien. Ifølge tidsskriftet er situationen den samme i det øvrige Europa.

Philippe Grandjean tror dog ikke, at antallet af tilfælde vil stige tilsvarende i Danmark. De vil i den samme periode snarere holde sig på det niveau, som kendes i dag, hvorefter det - takket være et tidligt asbestforbud - vil klinge af:

»Dels havde vi ikke under krigen, som England og USA, en omfattende produktion af krigsskibe med brug af masser af asbest og under dårlige arbejdsmiljøforhold. En anden vigtig faktor er, at Arbejdstilsynets overlæge Aage Grut allerede i 1970 fik gennemført de første begrænsninger i brugen af den blå asbest i Danmark. Og ti år senere var Danmark et af de første lande, som helt forbød asbest. De faktorer betyder, at Danmark vil opleve en mindre samlet epidemi end andre lande«, siger Philippe Grandjean.

Når de asbestrelaterede tilfælde ikke længere dukker op, vil der formentlig stadig forekomme sjældne tilfælde, som må tilskrives genetiske forhold eller måske en virusinfektion, der kan disponere for mesotheliom. Hvor mange, det drejer sig om, er dog uklart, og foreløbig vil den altovervejende årsag til de tilfælde, som dukker op, være mineralske fibre - og først og fremmest asbest på arbejdspladsen.

Philippe Grandjean mener derfor, at en læge, som diagnosticerer denne sygdom, skal have »en meget god undskyldning« for ikke at indrapportere den som formodet erhvervsbetinget.

»Alene det, at man har mistanke om, at den kan være erhvervsbetinget, betyder nemlig, at man har pligt til at indberette«, understreger han.

Pligt til at hjælpe

Som undskyldning for ikke at indberette gælder heller ikke, at eksponeringen skete, mens Statens Institut for Arbejdshygiejne stadig eksisterede, mange år før man tænkte på en egentlig arbejdsmiljølov.

Philippe Grandjean kan fortælle om et amerikansk mesotheliomtilfælde, hvor kun en kollegas vedholdenhed førte til, at sygdommen blev erkendt som erhvervsbetinget: Lægen vidste, hvor de største asbestvirksomheder lå: Havde patienten på noget tidspunkt været i byen Paterson? Jo, for resten, for 40 år siden havde han da en kæreste der. En sen aften nåede han ikke den sidste bus hjem til New York, og den nat havde han da ganske rigtigt været på virksomheden. Han havde fået otte timers arbejde på natholdet og tog bussen hjem næste morgen - asbestforbindelsen var fastslået.

Der kræves med andre ord en grundig anamnese.

»Men selv om man ikke har fundet den formodede eksponering, har man stadig pligt til at indberette til Arbejds-skadestyrelsen«, fastslår Philippe Grand-jean.

»Herhjemme kendes også tilfælde, hvor husstandsmedlemmer har fået asbestsygdomme. Formentlig, fordi den pågældende medarbejder har slæbt støv med hjem i skoene eller arbejdstøjet, så familien er blevet udsat - endda nok til at udvikle en pleural asbestose, som kan ses på røntgenbilledet. Det er altså ikke kun personen selv, men hele husstanden, man skal tænke på«.

Pårørende, som på denne indirekte måde har fået en asbestlidelse, har ganske vist ikke umiddelbart krav på erstatning. Philippe Grandjean ville dog indberette den slags tilfælde. »Og man får jo honorar for det«, tilføjer han. »Så det skulle da bare mangle!«

Det vil sjældent være den alment praktiserende læge, men derimod en speciallæge der stiller den vanskelige diagnose: Typisk en onkolog, en lungemediciner, en patolog eller en radiolog.

»Pleuramesotheliom kan være svær at adskille fra en primær lungetumor, som bare sidder perifert. Derfor er man som regel nødt til at foretage en biopsi. Hvis diagnosen da ikke først sker ved obduktionen«.

Philippe Grandjean »kan leve med«, at vi har to nationale statistikker, der ikke stemmer overens.

»Men hvis der er mulighed for at skaffe en erstatning, skulle det bare mangle, at man hjælper med til det«, siger han.