Auf Wiedersehen til Tyskland

BERLIN - Solen er lige kravlet op over de nordiske ambassaders fælleshus i Berlin, da fanden farer i de utålmodigt ventende foran indgangen. Der er stadig ti minutter, til jobmessen for speciallæger og sygeplejersker starter. Men ikke så snart har et par tyvstartere sneget sig ind, følger en sværm af mennesker trop. Med ansøgninger i hænderne og målrettede blikke vælter de indenfor - til forbløffelse for de danske regioners repræsentanter, der ikke har nået at indtage deres stande. Fem minutter før åbning er messen i fuld gang. Da strækker køen af tyske medicinere sig allerede ud på gaden; 300 har meldt sig til, nogle af dem er kommet helt fra München. Alle vil først til mølle, når chancen for en ny tilværelse i det danske venter forude.

»Danmark er et eventyr,« stråler Katrin Wüllenkemper, der har taget sin mand, Ulrich, med på messen. Begge er læger i slutningen af 30'erne - og fast besluttede på at drage mod nord. Kollegaer har allerede skitseret, hvad der venter i nabolandet. »Det er ikke så meget pengene, der trækker,« forklarer Ulrich. »Men vi har hørt, at hierarkierne er meget fladere, og at kollegaerne i Danmark derfor har et meget bedre arbejdsklima. Og så er arbejdet vist ikke tilværelsens omdrejningspunkt som i Tyskland. Det er vigtigt for os - for vi har en datter på fire.« Det unge lægepar inspicerer nysgerrigt de danske regioners stande. Overalt lover stillingsannoncer regulerede arbejdstider og muligheder for forskning og videreuddannelse. »Det er helt ufatteligt,« måber Katrin, hvis arbejdsuger hurtigt ryger op over 80 timer - og ingen tid levner til fordybelse.

Initiativtageren til jobmessen, Berlinambassadens erhvervsråd Merete Svendsen, havde lovet, at »den røde løber bliver rullet helt hjem i de tyske lægers stuer.« Det mærker Katrin og Ulrich Wüllenkemper, hvor de står og går. Overalt bliver de tiltalt - ja nærmest ombejlet - af venlige danske sygehusdirektører og tyske kollegaer, der allerede har sagt auf Wiedersehen til Tyskland. En af dem er Christoph Arndt, der sidste år blev overlæge ved Ortopædkirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus. Tålmodigt svarer han på parrets spørgsmål om alt fra sproglige hurdler og mulige fordomme til arbejdstider og ansættelsesforhold.

Om forholdene i sit hjemland siger han: »man kun bliver ansat i tidsbegrænsede stillinger, hvor man oplever en umenneskeligt stor arbejdsbelastning. Det skyldes ikke mindst, at private firmaer overtager mere og mere af den tyske sygehussektor - og de vil gerne tjene så mange penge som muligt.« Udviklingen fik flere af Christophs kollegaer til at pakke kufferterne - hvorpå han selv fulgte efter. »Det første skridt er det sværeste. Men nu har jeg fundet et sted, hvor jeg har det godt,« siger han og smiler tilfreds.

Det kendetegnende ved jobmessen i Berlin er, at udvandrerne ikke kun består af yngre, eventyrlystne læger som Katrin og Ulrich - men i stort omfang også af erfarne kræfter som Christoph Arndt. »Her kommer mange med fremragende kvalifikationer. Det er overlæger og professorer,« siger Bente Kowal, direktør på Odense Universitetshospital. Det overrasker de danske repræsentanter, der havde ventet flere henvendelser fra et tysk B-hold. »Men ansøgerne er ikke folk, der er blevet sat til side i Tyskland. Det er dem der vil til!« konstaterer Bente Kowal. »De spørger især til mulighederne for forskning, og der har vi meget at tilbyde dem, som de ikke finder derhjemme.« Få timer efter messens åbning ligger der således allerede omkring 30 ansøgninger hos odenseanerne. »Der er rift om dem blandt regionerne,« afslører HR-chef Frits Pedersen, »for de kan deres kram og stiller ikke de store krav!«

For at kunne håndplukke de bedste kræfter fører Regionshospitalerne Horsens, Brædstrup og Odder allerede jobsamtaler på selve messen. »Vi har fået en helt overvældende respons på vores stillingsopslag,« siger afdelingssygeplejerske Lone Hauritz gennem en kødrand af nysgerrige tyskere. Hendes hospital har godt 25 job i udbud - og omkring 60 ansøgere til samtale. For dem, der forlader ambassaden i Berlin med en underskrevet arbejdskontrakt i hænderne, er det starten på et nyt liv i Danmark. Snart følger tre måneders danskkursus fulgt af et særligt indslusningsprogram til en ny arbejdsplads og en ny kultur.

Hvornår Katrin og Ulrich Wüllenkemper vover springet, vil tiden vise. Det unge par har fyldt en pose med stillingsopslag og praktiske informationer. Derpå er de forsvundet gennem ambassadens glasdøre og ud i den tyske hverdag igen. Måske skriver de ansøgninger allerede i aften og fortæller deres datter om det forestående eventyr mod nord. Måske kan du snart hilse dem velkommen som nye kollegaer ...