9.00 Jeg går i bad efter min løbetur og laver morgenmad, mens min mand er på drivjagt efter fasaner med en tidligere soldat, der bor i skoven. Så spiser vi tre sammen i køkkenet.
10.00 Vi sidder og hygger os og fortæller historier, indtil jeg skal pakke det sidste. Alt skal vejes: Jeg skal være væk i to måneder og må medbringe 23 kg plus 8 kg. håndbagage, så noget skal pilles ud. Men der skal være plads til alt det, vi har fået udleveret fra forsvaret: khakitøj, t-shirts, sokker, støvler og sandaler, sovepose, myggespray og moskitonet – plus det, jeg selv vil have med. Der skal også være lidt godt til børnene.
13.30 Jeg har gået og været lidt stresset, men nu kører min mand mig til lufthavnen i Tirstrup. Der møder vi endnu en læge, to sygeplejersker og en bioanalytiker, som skal med til København. Danmarks Radio er her også – vi skal i 18.30-nyhederne. Jeg siger farvel til min mand. I begyndelsen var han ikke glad for det. Efter at den yngste er kommet på efterskole, skal han jo også være helt alene hjemme. Men efter at han var med til det forberedende arrangement i sidste uge, har mødt folkene og hørte mere, er han blevet helt positiv – nærmest stolt over, at jeg skal af sted. Han er stadig lidt bekymret, men ret tryg ved, at det er grebet meget professionelt an.
16.40 I Kastrup samles vi alle – fire mænd og 14 damer i safari-agtige outfit, militærstøvler og -jakker og store camouflagerygsække. Vi boarder og flyver to timer til Manchester, hvor en bus henter os. Vi har en længere tur foran os til militærets medicinske træningsfacilitet ved Strensall, lidt uden for York. Vi er hundesultne, da vi efter to timer stopper ved et fastfood-sted og får noget burger-snask med fritter.
22.00 Ved ankomsten til lejren får vi anvist vores indkvartering. De næste 10 dage ligger vi på sovesale i jernsenge i nogle meget gamle barakker. Meget militært. Omkring midnat er vi færdige med at rede senge. Vi er trætte og sover straks.
6.00 Vi står op i god tid, for vi er 14 piger om tre brusere. Vi går over til morgenmad kl. 7 og får at vide, at vi har ti minutter til at sluge vores bacon, æg og mysli. Uden for står de og råber og dirigerer med en gruppe canadiere, der også skal af sted. De og nogle briter skal sammen med os til Sierra Leone. Alle de andre er militære – vi er civile. Så går vi de to-tre km til træningsfaciliteterne.
8.00 Vi er i et stort auditorium, fyldt til sidste plads. Vi er cirka 200 i alt. De fortæller om missionen. En af talerne har opholdt sig i Sierra Leone i tre år. Han fortæller, at ”virus lever af menneskelig omsorg” – i den betydning, at smitten netop spredes ved f.eks. mødre, der ikke kan lade være at hjælpe deres syge barn eller mand.
9.30 Vi træner i at tage beskyttelsesudstyret korrekt på. Bagefter sprayer de os med usynlig farve, der kan ses på huden med noget særligt lys. På den måde kan man se, om der er nogle steder, der er læk. De filmer os også, så vi kan se, hvad vi evt. gør forkert. Her er totalt fokus på sikkerheden med tests, eksamen og evalueringer. Det, de sammenligner med, er Irak eller Afghanistan, hvor di skal krydse fingre for, at du ikke kører på en vejsidebombe eller bliver kidnappet. Her kan du gøre noget. Du er selv in control med ansvar for egen sikkerhed – og det er på en måde meget mere betryggende.
