Skip to main content

Bank til bioetikken

Journalist Christian Andersen- ca@dadl.dk

7. nov. 2005
7 min.

Kun fire personer ud af de 80.000, som har doneret blod i forskningens og Medicinska Biobankens tjeneste, har sagt nej til at lade deres prøver indgå i forretningsideen UmanGenomics som er skabt for at kommercialisere biobankens rige informationer.

Men de mange donorer, som ikke har sagt nej, er ikke klar over, hvad de egentlig har sagt ja til.Og det er et grundlæggende etisk problem.

Det mener Stefan Eriksson , religionshistoriker ved Uppsala Universitet.

Sammen med 11 andre forskere er han tilknyttet det tværvidenskabelige projekt »The Use Of Human Biobanks - Ethical, Social, Economical and Legal Aspects«, som koordineres af professor Mats G. Hansson , Research Program Ethics in Biomedicine, Uppsala Universitet.

Stefan Eriksson henviser til donationserklæringen, som donorerne skal underskrive, når de giver deres 20 ml blod til Medicinska Biobanken og dermed UmanGenomics i Umeå.

»UmanGenomics har været meget omhyggelige med at værne om det etiske, og har offentligt hævdet deres høje, etiske niveau, men når man kigger på formularen for at få informeret samtykke, er det et carte blanche på skrift. Som jeg ser det, kan de forske på alle mulige måder på din blodprøve«, udtaler Stefan Eriksson.

Det beskedne antal nej-sigere tager forskningsdirektør Monica Holmberg til indtægt for, at der forud for etableringen af UmanGenomics og løbende har været en sund offentlig debat om virksomhedens etik og formål.

Hun bliver igen bekræftet ved, at omkring 90 procent af alle, som får tilbud om at deltage i Västerbottens Hälsoundersökning, som er grundlaget for UmanGenomics biobank, accepterer både at give blod og udfylde det medfølgende 12 sider lange spørgeskema.

»Vi undgik at skabe angst i befolkningen for, at blodet skulle sælges til USA eller andre skrækeksempler«, siger Monica Holmberg.

Stefan Eriksson mener derimod, at den offentlige debat, som UmanGenomics forsøgte at skabe, er gået hen over hovedet på de fleste indbyggere i Västerbotten.

»Det er svært for hr. og fru Jönsson at være med i debatten, for der er så mange komplicerede etiske dilemmaer og så høj en faglighed«, nævner han.

Autonomi køres over

Monica Holmberg oplyser, at UmanGenomics ikke har nedfældet etiske retningslinier for, hvad de vil lave eller rettere ikke lave. Hun henviser til, at moralen i virksomheden og den lokale videnskabsetiske komité er tilstrækkeligt til at filtrere etisk anløbne projekter fra.

»Desuden ville en virksomhed af vores slags aldrig overleve, hvis vi gik ind i et projekt, som ikke var moralsk i orden. For vi er afhængige af folks velvilje til os. Folk skal være trygge, når de donerer blodet«, siger Monica Holmberg.

Den omtalte donationserklæring beskriver bredt, at prøven »skal anvendes til forskning i forebyggelse, diagnostik og behandling af hjerteinfarkt, slagtilfælde og diabetes, men også til at give ny viden om disse og andre sygdomme, fx cancer«. Desuden bliver donor gjort opmærksom på, at vedkommende altid kan trække sin prøve tilbage. To gange på papiret bliver den lokale videnskabsetiske komité nævnt som garant for at etikken ikke bliver besudlet.

Men heller ikke det imponerer Stefan Eriksson.

»Så længe etikkomiteerne synes, at det er o.k. at bruge mit blod til forskningen, så behøver man ikke at underrette mig om noget. Jeg finder ikke, at det er et ordentligt samtykke. Informeret samtykke må indebære, at donor har alle relevante informationer, som kan danne baggrund for en beslutning om at sige o.k. til at donere blod til forskning. Der behøver ikke at være nogle problemer, men i proceduren for at opnå samtykke er der problemer«, mener Stefan Eriksson.

»Etikkomiteen kan jo ikke vide, hvordan man som donor vil reagere over for fx en virksomhed, som bruger børnearbejde eller har en adfærd, som donoren ikke vil acceptere. Hvis donoren fx er vegetar, kunne det tænkes, at vedkommende ikke ville give tilladelse til, at blodprøven gik til en virksomhed, som var kendt for at lave dyreforsøg«, nævner han.

Stefan Eriksson kan godt se, at det er tidkrævende og besværligt at finde folk og udfritte dem, om de med deres blodprøve ønsker at deltage i dette eller hint forsøg. Risikoen for, at folk står af, er også til stede.

»Men det er lige så svært at sige, at man altid skal høres ved et nyt forsøg, som det er svært at sige, at man aldrig skal høres. Muligheden for at blive hørt bør i hvert fald være til stede. Hvis man i eksemplet med dyreforsøgene ikke spørger donoren, kører man vedkommendes autonomi over«, mener han.

Umanmodellen

På UmanGenomics er man dog stadig meget stolt over donationserklæringen og er i det hele taget forvisset om, at man i videst muligt omfang har garderet sig mod graverende etiske problemer. Endnu har biovirksomheden været forskånet for at få bank i medierne.

Som Monica Holmberg siger:

»Der findes ingen etiske regler, som er hårdere end dem vi arbejder med. Etikerens professionelle opgave er at opstille problemer og diskutere dem, men han vægrer sig ved at komme med løsninger på problemerne. På UmanGenomics lytter vi til etikerne - og så løser vi problemerne«.

Selvfølelsen hos teamet bag Medicinska Biobanken og UmanGenomics har fået en ekstra glans eftersom det er en udbredt opfattelse blandt mange andre biobanker i Sverige, at den etiske brandmur, som UmanGenomics har udtænkt, Umanmodellen, er mønsterværdig (Boks 1 ).

Først og fremmest handler bioetikken om at beskytte det enkelte individ, at sikre at personfølsomme oplysninger ikke kommer i forkerte hænder (fx forsikringsselskaber) og dermed risikerer at blive misbrugt til ugunst for den enkelte person, men på sigt også for forskningen, som vil få sværere ved at finde samarbejdsvillige donorer.

Det store spørgsmål er, hvordan man beskytter de følsomme data uden at sætte forskningen i stå eller besværliggøre den. Ud fra en erhvervsmæssig synsvinkel kan det være en ulempe, hvis etiske og juridiske regler og love hæmmer forskningen og virksomhedernes muligheder for at udvinde viden via bio-bankerne - især hvis konkurrerende virksomheder - og forskningsmiljøer i andre lande - ikke er underlagt samme restriktive rammer.

Umanmodellen forsøger at ramme balancen mellem de to hensyn. For det første gives der mundtlig og skriftlig information om donationen. For det andet er der den videnskabsetiske komité og slutteligt er der en repræsentant fra landstinget i både UmanGenomics bestyrelse og ledelsen af Medicinska Biobanken.

Grænse for samtykke

Informeret samtykke er det store mantra i kommende svensk lovgivning om biobanker, som ventes at træde i kraft i sommeren 2002. Det hidtidige lovforslag er Stefan Eriksson forbeholden over for, men han finder det meget tiltrængt med en lov, for de svenske tilstande ligner kaos (Boks 2 ) .

»På instituttet har vi lavet enqueter, hvor vi spørger lægerne, om de har en biobank, og får ofte et nej. Spørger vi derimod om de har en samling blod- eller vævsprøver liggende, så er der pludselig mange, der svarer ja ... Ofte har lægerne indsamlet prøverne uden at fortælle donorerne, hvilken forskning det vil blive anvendt til. De læger, som har taget og opbevaret prøverne, har haft den underforståede opfattelse, at en patient selvfølgelig vil støtte sygehuset, for et af sygehusets formål er at drive forskning«, fortæller Stefan Eriksson.

Han mener, at det højt besungne informerede samtykke har en grænse i den genetiske forskning, og han stiller spørgsmålstegn ved, om begrebet altid kan anvendes på biobankerne, som den svenske lov stiler mod.

Lovforslaget blander to etiske modeller for forskning, vurderer Stefan Eriksson. Dels en model for donation, hvor giveren skal have en vis indflydelse på det donerede, og dels Helsinki-deklarationen om biomedicinsk forskning på mennesker. I Helsinki-deklarationen er det en afgørende ret, at man altid har mulighed for at afbryde forsøget og trække sig, men kan man etisk sætte lighedstegn mellem en blodprøve og et menneske, spørger Stefan Eriksson.

Den genetiske forskning ved hjælp af biobanker minder ofte mere om registerforskning. Det interessante ved biobanker er, at det meget ofte er genetisk forskning, som føres, og så har man at gøre med informationer mere end individer.

Jeg kan let forestille mig en række rutinemæssige forsøg med anonymiserede prøver, som er helt ukontroversiel, hvor det ikke er nødvendigt med informeret samtykke. Forskningen kunne bestå i en virtuel proteinbase på nettet med 50.000 prøver, som man kører lynhurtigt gennem systemet, for at se, om et protein er koblet til en speciel funktion. Dér har jeg svært ved at se, at man er med som individ efter Helsinki-deklarationens definition«, udtaler Stefan Eriksson.

Han mener, at det grundlæggende ville skade forskningen, hvis lovforslaget om biobanker blev vedtaget i sin nuværende form. Det informerede samtykke vil blokere for megen forskning og være næsten umuligt at håndtere for forskerne.

»I yderste konsekvens burde man ikke blot have samtykke fra den enkelte person, men også fra genetiske slægtninge og kommende børn. Det virkelige etiske dilemma opstår, hvis en donor ikke ønsker at vide, at vedkommende efter en genetisk screening vil udvikle en dødelig sygdom. Det er fair nok. Men hvad med de genetiske slægtninge? Har de ikke krav på at få at vide, at de har risiko for at få en genetisk betinget dødelig sygdom?«, spørger biobanketikeren Stefan Eriksson.

Han mener, at svenskerne fremover vil opleve flere kommercielle biobanker med afsæt i offentlige biobanker, og han kender til konkrete planer, men det er ikke noget, som vil ske overnight . For biobankerne er meget spredt, og ikke sjældent er opbevaringen ikke optimal. For at øge kvaliteten og kendskabet til en kommende kommerciel biobank forudser Stefan Eriksson, at to eller flere biobanker fusionerer.