Skip to main content

Barfred-Pedersen prisen til de svages ven

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

7. maj 2007
3 min.

Da han var ung, var Preben Brandt temmelig genert. Det der med mennesker var lidt svært.

Siden blev mødet med andre mennesker - i begrebets dybeste forstand - ikke blot hans levevej men en livslang passion.

Som uddannet psykiater med et stærkt socialt engagement har han i årevis sat de mest udsatte danskeres liv og levned på dagsordenen. Bl.a. har han været formand for regeringens Narkotikaråd, ligesom han er stifter og arbejdende bestyrelsesformand i »Projekt udenfor« samt formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Den indsats har han nu fået en af den danske medicinske verdens fornemste priser for - Barfred-Pedersen æresgaven - som blev uddelt ved Lægemødet i Korsør sidste weekend.

»Modtageren af dette års Barfred-Pedersen pris er en mand med integritet, stort engagement, høj faglighed og med hjertet på rette sted«, sagde Lægeforeningens formand, Jens Winther Jensen, ved prisoverrækkelsen og knyttede Preben Brandts virke sammen med lægeløftets passus om at »drage lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse«.

»Dit arbejde har altid taget udgangspunkt i respekt for de såkaldte ,skæve` eksistenser«, sagde han.

Svære valg

I sin takketale forklarede Preben Brandt, hvordan han som student vaklede mellem teologi, jura og medicin.

»Jeg kunne se på menneskers rettigheder, på omsorgen - hvis vi lader teologen styre den - eller på mig selv som en, der skulle helbrede«, sagde han og mente, at han med sin kombination af noget lægefagligt, noget socialt og et blik for de svages sundhedsmæssige rettigheder i virkeligheden opnåede alle tre dele.

At det inden for lægevidenskaben netop blev psykiatrien, som fængede, lå ellers ikke i kortene. Preben Brandt turde først slet ikke.

»Jeg var bange for at bryde så meget ind i andre menneskers liv, tanker og følelser«, sagde Preben Brandt til Ugeskrift for Læger efter prisceremonien.

»Men man skal jo have noget psykiatri, og der gik kun to timer, så var angsten helt fjernet. Jeg fandt ud af, at jeg godt turde alligevel«.

Faktisk mener Preben Brandt, at psykiatriens p.t. manglende popularitet netop skyldes, at faget har bevæget sig væk fra at have hovedfokus på det mellemmenneskelige møde.

»Jeg tror, at psykiatrien har tabt ved at lægge sig så meget op ad den biologiske psykiatri - der er kommet afstand til individet. Men jeg tror, at bølgen er ved at vende - at der er begyndt at komme mere interesse for at møde mennesket«, siger han.

Engagement koster

At arbejde med hjemløse, narkomaner og andre socialt udsatte er tydeligvis personligt givende for Preben Brandt, men arbejdet har også omkostninger.

»Du ... synes ikke at skelne mellem fritid og arbejdsliv - i hvert fald ikke ud fra en opfattelse af ,traditionel` arbejdstid«, som Jens Winther Jensen sagde i sin præsentation af prismodtageren.

Et arbejde med meget svage mennesker kan simpelt hen ikke skemalægges. En sådan fleksibel holdning kan Preben Brandt godt efterlyse hos sine lægekolleger.

»For eksempel tidsbestillingssystemet gør det vanskeligt for de udsatte at komme til lægen. Vi holder lidt nogle grupper ude. Ved at holde åbent på andre tidspunkter - eller ved at møde dem ude, hvor de er - kunne man øge ligeværdigheden«, sagde han og satte dermed en finger på et af de ømme punkter i tidens diskussioner om lægeverdenen - tilgængeligheden, især for de praktiserende læger.

Som Preben Brandt selv siger, så er han for længst sluppet af med sin ungdommelige generthed.