Skip to main content

Basislæger må ikke være alene på vagt

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

11. apr. 2008
4 min.

I de tre regionale råd for lægers videreuddannelse har man udarbejdet betingelser og retningslinjer til de afdelinger, der skal stå for klinisk basisuddannelse. Her har kvalitet naturligvis været et vigtigt emne alene af den grund, at den nye uddannelse kun er på et år, hvor den hidtidige turnusordning har været halvandet år. Men hvordan kan kvaliteten hæves på en måde, så man samtidig skaber større sikkerhed og tryghed? Det har de et bud på i Videreuddannelsesregion Nord:

»I Region Nord har rådet besluttet, at de nye basislæger i Region Midtjylland og Region Nordjylland ikke skal være alene på vagt«, siger sekretariatschef for Lægelig Uddannelse Jan Greve, der selv er læge.

»Det drejer sig om det første halvår, hvor kandidatlægerne har akutte patienter. Vi har stillet to vigtige betingelser: At der skal være stor akut aktivitet, og at man ikke må være alene på vagt. Under uddannelsen skal man opleve at stå med den akutte patient og at skulle tage sig selvstændigt af patienten. Men man må ikke være alene, der skal også være en erfaren læge til stede. Det skal sikre kvalitet i uddannelsen, og det skal sikre patientsikkerheden«.

Men hvorfor indfører I denne regel nu? I princippet var den vel lige så nødvendig under den hidtidige turnusordning? Mener I, at denne ordning i virkeligheden burde have været der hele tiden?

»Ja, det gør vi måske nok. Nu har tingene jo udviklet sig, og der er kommet mere fokus på og større krav til patientsikkerhed. Vi har da oplevet, at turnuslæger har været noget usikre over at skulle være alene på vagt. Derfor benytter vi anledningen til at indføre ordningen nu, hvor vi går over til en ny uddannelse, vel vidende, at den nok også burde have været der under den hidtidige turnusordning. Samtidig er den jo blevet endnu mere nødvendig nu, hvor vi skal have en basisuddannelse på kun et år. Når en erfaren læge kan stå bi med råd, vejledning og feedback, tror vi på, at det løfter kvaliteten«.

Koster det ikke ressourcer på afdelingerne, hvor basislæger det første halve år dermed i mindre grad kan ses som en arbejdskraft?

»Nej, de er fortsat en arbejdskraft, men de er også under uddannelse. Det er jo blot et spørgsmål om organisering. Med mere aktivitet på afdelinger med akut beredskab er der jo i forvejen flere læger på vagt. Det handler om at sikre, at der ikke er to basislæger på vagt sammen, men en ældre, erfaren læge sammen med en ung basislæge«, siger Jan Greve.

Landsdækkende ordning?

Formand for Yngre Læger i Midtjylland, Mads Skipper, håber, at ordningen i Nord bliver murbrækker for en ordning, der kan dække hele landet:

»Det er jo et ønske, vi har haft også under den hidtidige turnusordning. Sundhedsstyrelsen slår da også på, at der bør være supervision, men de kan ikke sige det så firkantet, som vi nu siger det. Med denne ordning kan vi få den direkte supervision, og den indebærer større tryghed. Det er både de uddannelsesgivende læger og os i Yngre Læger, der har indstillet den nye ordning, hvor man ikke kan være på vagt alene det første år. Det er værd at rose regionerne, der har sagt ja til ordningen«.

Mange turnuslæger har prøvet at stå på vagt med en akut patient en nat og vente på en tilkaldt erfaren læge, der først skal bevæge sig til sygehuset. Det kunne være nogle lange minutter for læge og patient, men det er slut nu:

»Ja, det kommer vi ud over nu med denne ordning, og vi håber selvfølgelig, at indførelsen af den i Nord kan føre til, at den også indføres i resten af landet«, siger Mads Skipper.

Sådan valgte de

Top 5 i Uddannelsesregion Nord

  1. Århus Universitetshospital/Almen praksis: Intern medicin - Almen medicin

  2. Aalborg Sygehus/Almen praksis: Ortopædisk kirurgi - Almen medicin

  3. Aalborg Sygehus/Almen praksis: Kirurgi - Almen medicin

  4. Aalborg Sygehus: Kirurgi - Intern medicin

  5. Århus Universitetshospital/Almen praksis: Ortopædisk kirurgi - Almen medicin

Top 5 i Uddannelsesregion Syd

  1. Odense Universitetshospital: Intern medicin - Klinisk onkologi

  2. Odense Universitetshospital/Almen praksis: Kirurgi - Almen medicin

  3. Vejle Sygehus: Intern medicin - Klinisk onkologi

  4. Fredericia Sygehus/Almen praksis: Intern medicin - Almen medicin

  5. Odense Universitetshospital/Almen praksis: Kirurgi - Almen medicin

Top 5 i Uddannelsesregion Øst

  1. Bispebjerg Hospital/Almen praksis: Intern medicin - Almen medicin

  2. Hvidovre Hospital/Almen praksis: Intern medicin - Almen medicin

  3. Gentofte Hospital/Almen praksis: Intern medicin - Almen medicin

  4. Herlev Hospital: Urologi - Intern medicin

  5. Hvidovre Hospital: Ortopædisk kirurgi - Intern medicin.