Skip to main content

Basislæger på halvvejen

Journalist Klaus Larsen kll@dadl.dk

4. mar. 2009
8 min.

Det første hold basislæger er nu halvt igennem de 12 måneders kliniske basisuddannelse, som har afløst den 18 måneder lange turnus.

Ugeskriftet talte for et halvt år siden med de tre nye læger Anders Peter Skovsen, Urfan Ahmed og Maren Weischer, få dage før de skulle begynde på det første af basisuddannelsens to seksmånedersforløb.

Maren Weischer glædede sig til at begynde på Roskilde Sygehus, i øvrigt i et meget omtalt forløb, der kombinerede urologi og distriktspsykiatri; Anders Peter Skovsen skulle til Nykøbing Falster Sygehus for at tilbringe et halvt år på Ortopædkirurgisk Afdeling og derefter seks måneder i intern medicin.

Urfan Ahmed skulle efter et ortopædkirurgisk forløb på Bispebjerg Hospital seks måneder i almen praksis på Østerbro i København.

Blæs på geografien

Anders Peter Skovsen bor med sin medicinstuderende kæreste i København og må de fleste dage rejse i egen bil eller med den lægebus, sygehuset forsøgsvist har indsat i daglig - og i begyndelsen gratis - rutefart til Nørreport Station.

»Men man skal ikke lade geografien alene styre valget af basislægested«, siger han og har ikke fortrudt valget af Nykøbing. Hans råd til kommende basislæger er: Vælg den afdeling og den specialekombination, du helst vil have. Man skal ikke lade sig skræmme af geografien, og der er gode muligheder i provinsen«.

I det hele taget skal man ikke bekymre sig alverden om fremtiden. Han mener, at postyret om fireårsreglen er gået i selvsving. Han kan ikke lide reglen - men en læge har jo mange muligheder. Om nødvendigt kan han blive speciallæge i udlandet.

Det er ikke hver dag, han tager hjem til kæresten. Sammen med fire andre basislæger deler Anders Peter Skovsen en tjenestebolig. Det koster ham 900 kr. om måneden, og så har han et sted at falde omkuld efter en lang nattevagt. Dem er der en del af.

Skønt at være læge

»Det er skønt at være læge«, konstaterer han. Især er han glad for den del af arbejdet, der har med patienter at gøre. Administration og bureaukrati er knap så morsomt. Man kommer med de bedste hensigter om at lave alting om, men lærer hurtigt at vælge sine kampe og at begrænse sig - dog ikke mere, end at han allerede på første del af basisåret blev valgt som tillidsmand for afdelingens yngre læger.

Hvad uddannelsen på stedet angår, er han fuldt tilfreds med de første seks måneder. Det var kirurg, han ville være, men nu fornemmer han et træk i retning af ortopædkirurgien. »Eller anæstesi«, tilføjer han.

De seks måneder gav mulighed for at afprøve mange områder af ortopædkirurgien - forskellige operationer, ambulatoriearbejde og skadestuearbejde - han anslår vagtarbejdet til at have fyldt op mod 70 pct. Og det var der uddannelse i - »i hvert fald i starten. Men så flader læringskurven ud. Man bliver lidt træt, når man står i skadestuen for femte dag i træk og ser forstuvet ankel nr. 200 komme ind ad døren. Men jeg har da lært noget af det, og det er godt at stå med ansvaret«.

Turnus minus en tredjedel

Der tales meget om læringsmiljøer, men det lyder ikke, som om begrebet har slået rødder i den falsterske muld. Til gengæld er der meget at lære, hvis man selv er lidt opsøgende: »Man må ofre noget, hvis der er noget, man rigtig gerne vil. Så må man blive efter arbejdstid, hvis der er en spændende operation, man gerne vil udføre superviseret«.

Vurderingen af sygehuset som uddannelsessted lyder: »Der har ikke været så megen introduktion.

Man står meget på egne ben og får ansvar. Det passer mig meget godt.

Der er nok andre, som det passer mindre godt. Der er ikke rigtig nogen formaliseret undervisning. Til gengæld er overlægerne flinke til at konferere patienter«.

De sidste turnuslæger er stadig i systemet, og Anders Peter Skovsen har sammenlignet sine seks måneder i ortopædkirurgien med forgængerens: »De er fuldstændigt identiske«, siger han. »Hvis de næste seks måneder i medicin også er identiske med turnus, er den eneste forskel, at jeg kommer til at mangle seks måneder i almen praksis«.

»Så for mig at se havde den bedste løsning været et basisår på 3´4 måneder«.

Fireårsregel og 24-års-regel

Urfan Ahmed er knap så sorgløs i forhold til fireårsreglen.

»Den stresser mig«, siger han. Det halve år på Bispebjerg har ikke rokket ved hans beslutning om at blive almenmediciner.

»Men det har været godt at lære nogle ortopædkirurgiske håndgreb. At kunne vurdere nogle led og sår og skønne, hvad der skal sendes til en ortopædkirurgisk afdeling, f.eks. fra en almen praksis«.

Foruden fireårsreglen har Urfan Ahmed også en 24-års-regel til at gøre livet lidt besværligere. Så han bor med sin kone og lille datter i Malmø og må pendle til Østerport. Også hans kone og datter rejser hver dag til København, til danskundervisning og børnehave.

Om det første halve år som basislæge siger han: »Selvom man lavede nogle af de samme ting som vikar på studiet, så var man læge nu. Den første arbejdsplads som læge tror jeg ikke, man glemmer«.

Der var travlt på Bispebjerg - bare ikke med skadestuearbejde, som han ellers havde set frem til. Mellemvagterne rendte med alle opgaverne. Det fik Urfan Ahmed og de andre basislæger dog lavet om på, så de også fik prøvet ansvaret på en skadestue.

Derimod kom han som ortopædkirurgisk basislæge ironisk nok til at se rigtig mange dårlige medicinske patienter, når afdelingerne tilkaldte en forvagt. Men så fik man da også den medicinske erfaring.

Startproblemer

Som uddannelsessted for basislæger havde afdelingen problemer. For eksempel kom de nye evalueringsskemaer bag på vejlederne. Der manglede supervision. Og der var for lidt formaliseret undervisning. Man skulle være opsøgende - men så var der også gode muligheder for at lære.

Og Urfan Ahmed roser da afdelingen for at gennemføre en undervisningstemadag, hvor de yngre læger fik gennemgået en række akutte temaer, som de selv havde bedt om:

»Det var nok den undervisning under hele opholdet, som gav mig mest, ortopædkirurgisk. Det var formaliseret undervisning med overlæger, som fortalte om hver deres felt, og som vi selv valgte. Der var mandagsundervisning, men hvordan skulle man komme til den, hvis man havde haft nattevagt lørdag og måske skulle på nattevagt mandag?«

Urfan Ahmed har talt med de turnuslæger, som var på afdelingen efter deres medicinske ophold. De har sammenlignet noter, og til forskel fra Nykøbing har Bispebjerg faktisk formået at lave et anderledes basisforløb.

»Jeg fik nok lidt flere kursusdage uden for hospitalet end dem, fordi jeg var basislæge«, siger han. »Jeg skulle ikke kæmpe for at komme på kursus, for de var skemalagt for hele mit ophold«.

Tiden løber

Urfan Ahmed skulle tilbringe næste del af basisåret i almen praksis - så månederne på Bispebjerg skulle malkes for mest mulig hospitalsrutine. Det ser han som en forudsætning for at blive en god praktiserende læge. Han er meget bevidst om, at han nu kun har tre og et halvt år til, han skal i gang med hoveduddannelsen. Problemet er ikke at vælge, men alt det, der skal nås, mens tiden løber:

»Der sætter firårsreglen en meget ubehagelig begrænsning. Efter almen skal jeg ud og have noget internmedicinsk erfaring. Så et halvt år til udlandet, og jeg skal finde og gennemføre en introstilling i almen praksis. Og så er der gået to og et halvt år. Og det er, hvis jeg får min intro med det samme, men lige nu er der et halvt års ventetid eller mere. Der er ikke megen tid at løbe på«.

Og så tør han slet ikke tænke på konsekvenserne, hvis han tvinges til at overveje et andet speciale.

Hans bedste råd til nye basislæger er, at de skal være meget bevidste om, hvad de skal nå på det første halve år, hvis de ikke har andet hospitalsophold: »Sørg for at få nok hospital under huden. Og kom på nogle kurser, for de vejer tungt, når man skal vælge intro- og hoveduddannelse«.

Barsel på halvvejen

Maren Weischer havde hørt, at mødet med den kliniske virkelighed kunne være barsk. At man ville gå hjem efter hver vagt og ruge over alle de fejl, man sikkert havde lavet. At man ikke kunne sove af angst over Det Store Ansvar. Så det var med nogen præstationsangst, hun første gang tog turen fra Farum til Urologisk afdeling på Roskilde Sygehus. Men det var slet ikke så slemt. »Nærmest som en fortsættelse af de kliniske ophold«, siger hun.

Det hjalp, at afdelingen var velforberedt og desuden i god tid havde fodret hende med informationer og i det hele taget lod hende mærke, at hun var ventet og velkommen. Også selv om hun havde varslet afdelingen om, at hun skulle føde fire måneder inde i forløbet. De sidste to måneder i urologi er derfor lige nu på standby indtil slutningen af juni, hvor hendes mand kan tage over, indtil lille Erik kan få vuggestueplads.

Barselsorloven kan - lige som et eventuelt ph.d.-arbejde - fratrækkes, når det en dag skal opgøres, om fireårsreglen er overholdt.

En regel, der i øvrigt ikke bekymrer Maren Weischer meget, da biokemi ikke ligefrem er et speciale med lange ventelister.

Højt prioriteret uddannelse

Urologiopholdet overraskede hende ved at være så varieret. »Jeg har haft 5-6 skadestuevagter om måneden, passet ambulatoriet og været til operationer, gået tilsyn og gået stuegang. Der er ingen funktioner, jeg ikke har fået lov til at prøve, og endda prøve næsten ugentligt«.

På skadestuen var det så heldigt, at urologerne delte fællesvagten med plastik- og mave-tarm-kirurger. Her fik hun set kirurgiske patienter fra alle de tre specialer. »En gang imellem kunne der også snige sig en gynækologisk patient ind. Jeg har været så heldig at se næsten alt det kirurgi, man kan få at se«, siger Maren Weischer. »Og man er til operation hver uge. Er man interesseret, må man alt«.

At dømme efter Maren Weischers oplevelser, tager afdelingen uddannelsesopgaven yderst alvorligt. F.eks. sendte den uddannelsesansvarlige overlæge Nina Holm hende en uge til Køge for at følge ortopædkirurgerne. Overlægen var bekymret for, at urologi alene var for snævert - så måtte produktiviteten vige pladsen.

Da Roskilde ikke har akutfunktion, sørgede man også for at sende hende på - og betale for - et akutkursus på Urologisk Afdeling på Herlev Hospital.

Hver onsdag har afdelingen intern undervisning, hvor det både er yngre og ældre læger og eksperter fra universitetet og de andre store cancersygehuse, der kommer ud og fortæller.

»Du får svært ved at finde en basisafdeling, der gør det bedre«, sammenfatter Maren Weischer.

Fireårsreglen

For at afkorte speciallægeuddannelsen, blev det i 2007 bl.a. besluttet at erstatte den 18 måneder lange turnus med en etårig »klinisk basisuddannelse«. Samtidig indførtes den kontroversielle fireårsregel, som går ud på, at en ung læge skal være i gang med en hoveduddannelse fire år efter påbegyndt basisuddannelse. Efter denne frist er vedkommende i princippet afskåret fra at søge uddannelsesstillinger, der kan føre til autorisation som speciallæge.