Bedre samarbejde ønskes

Lægeforeningen er begunstiget af en tradition for, at nybagte cand.med.er melder sig ind i Lægeforeningen, og de forbliver medlem livslangt. Lægefore-ningen og delforeningerne er forpligtet af denne tradition til at sørge for at levere en medlemsrelevant service til det enkelte medlem, herunder Ugeskrift for Læger, livet igennem.

En lignende tradition gælder for medlemskab af videnskabelige selskaber. For de fleste læger fylder medlemskabet af et eller flere videnskabelige selskaber mindst lige så meget som medlemskab af Lægeforeningen. Læ-gernes samling om standsforeningen er i høj grad et resultat af lægernes faglige arbejdsmæssige fokus, som opstår tidligt og udvikles gennem hele det erhvervsaktive liv, mens samlingen om de(t) videnskabelige selskab(er) er et resultat af lægernes faglige videnskabelige fokus.

På trods af medlemmernes dobbelte fokus - standen og det specifikt faglige - er det påfaldende, at der ikke er en formaliseret kontakt og samarbejde mel-lem de videnskabelige selskaber og Læ-geforeningen. Der er masser af konkrete berøringsflader: Lægeforeningen inddrager selskaberne i udarbejdelse af høringssvar, hvis det overhovedet er muligt tidsmæssigt; Lægeforeningen stiller Fællessekretariatet til rådighed for selskaber, som ønsker hjælp til en betjening på et højt fagligt niveau; Forenin-gen af Speciallæger giver tilskud til selskabernes medlemmer af de europæiske uddannelsesboards inden for UEMS og afholder hvert år en efterårskonference, hvor selskaberne er målgruppe - for blot at nævne nogle få.

Men det formelle politiske samarbejde og en indbyrdes rådslagning er svære at få øje på. Der er en meget god grund til, at der er grænser for intimiteten i samarbejdet. Lægeforeningen og delforeningerne varetager medlemmernes interesser kollektivt og individuelt vedrørende ansættelses- og arbejdsforhold samt på en række sundhedspolitiske områder. Stillingtagen til sundhedspolitiske spørgsmål er bestemt af en faglig indgang, men ikke nødvendigvis alene den, fordi man også skal varetage andre interesser for medlemmerne end de rent faglige.

De videnskabelige selskaber har ikke til formål at varetage medlemmernes interesser vedrørende alle forhold ved et virke som læge, men alene udtale sig om den mest hensigtsmæssige måde at tilrettelægge den specialefaglige indsats på et evidensbaseret grundlag. Læge-foreningens muligheder for at opnå sine mål er baseret på den magt og indflydelse, som Lægeforeningen kan opnå, mens de videnskabelige selskabers indflydelse ikke er magtbaseret. Derfor kan selskabernes faglige troværdighed i nogle tilfælde påvirkes negativt, hvis de opfattes som tæt forbundet med Læge-foreningen, og Lægeforeningens indflydelse og position kan ikke være underkastet en af gode grunde langsommelig og til tider ikke repræsentativ behandling i selskaberne.

Men når det er sagt, er der mange, mange områder, hvor samarbejdet kunne forbedres. Reformen af den lægelige videreuddannelse, som trådte i kraft for et år siden, har mere været et eksempel på arbejdsdeling end på samarbejde. Der er netop afsluttet en høringsrunde om den ny kommunale struktur. En fællesudtalelse om den faglige rådgivning centralt, regionalt og lokalt ville have været svær at komme omkring, når love og vejledninger skal udformes. Fællesudtalelser på regionalt og lokalt niveau ved gennemførelsen af kommunalreformen må overvejes.

Lægeforeningen har iværksat en proces, som skal lægge op til en drøftelse af en ændret lægeforeningsstruktur. Tre arbejdsgrupper har udarbejdet oplæg til prioritering af Lægeforeningens fremtidige opgaver. Det er tankevækkende, at to arbejdsgrupper, som har beskrevet henholdsvis standsforeningsopgaver og sundhedspolitiske opgaver, har understreget behovet for et bedre samarbejde mellem Lægeforeningen og de videnskabelige selskaber. Lægeforeningens nye formand skal have dette på sit politiske program.