Skip to main content

Befolkning på kanten af afgrunden

Journalist Jesper Haller, jha@dadl.dk

2. nov. 2005
5 min.

»Forældrene fra landsbyerne kom med deres børn til hospitalet. Små børn. ,Hjælp mit barn`, sagde for-ældrene igen og igen. Men børnene var ofte så afkræftede, at de bare døde mellem hænderne på os. Jeg har set hundreder af børn dø. Nogle gange havde vi lidt medicin, andre gange ingenting. Altid for lidt«.

Den irakiske læge fra flygtningelejren i Danmark går i stå. Han har oplevet den lange deroute, der har bragt sundhedssituationen i Irak fra et topniveau efter mellem-østlig standard til en position på linje med verdens fattigste lande. Han ved også, at bunden ikke er nået. Iraks sårbare befolkning står i en krigssituation på kanten af en sundhedsmæssig afgrund, og vejen ned er næsten ubærlig at gennemtænke.

Hovedproblemerne er, at krig vil sætte landets transport- og elektricitetssystem ud af spillet i en længere periode. Selv med den bedste vilje og massiv støtte fra resten af verden vil dette medføre sult og omfattende epidemier, som der ikke er sundhedspersonale og medicin til at behandle, da sundhedsvæsenet allerede er lammet.

Omkring 17 millioner irakere eller mere end 2/3 af landets befolkning har i mange år ikke haft andet at leve af end den fødevarepakke, de får kørt ud hver måned fra regeringen. En sådan pakke indeholder typisk:

  • 2 stykker sæbe

  • 2,5 kilo ris

  • 2 kg sukker

  • 9 kg mel

  • 150 gram te

  • madolie

  • 250 gram tørrede bønner

  • 500 gram tørmælk (i perioder helt ned til 50 gram)

Ikke al maden bliver spist af modtagerne. De er nødt til at bytte sig til tøj og andre nødvendigheder.

På den kost lider 50 procent af de gravide kvinder angiveligt af blodmangel; 30 procent af de nyfødte og i alt 2 millioner børn er underernærede.

Deres helbred bliver ikke bedre af drikkevandssituationen. Diarré er blevet den mest udbredte årsag til børnedødelighed. Difteri og kolera er udbredt.

Fem millioner irakere har ikke adgang til rent drikkevand. Før 1990 havde landet et velfungerende spildevandssystem med et vedligeholdelsesbudget på 100 millioner dollars om året. Nu bruges der otte millioner på den samme opgave. Ferskvandsreserverne er mange steder forurenet af spildevand. Millioner af irakere er koblet på kloaksystemer med elektriske pumpesystemer. Disse fungerer naturligvis kun så længe, det elektriske system er intakt. Systemet er et af krigens første mål.

Værre end sidst

I noget, der angiveligt er et hemmeligtstemplet udkast til en FN-rapport fra december, tegner organisationen et frygtindgydende billede af hjælpemulighederne under og efter krigen.

»Der er en tendens til at tro, at befolkningen vil kunne klare sig lige så godt igennem denne krig som den i 1991, men det er ikke tilfældet«, advarer forfatterne.

De vurderer, at krigen denne gang vil blive mere langstrakt og ødelæggende, hvilket naturligvis vil hindre, at tilstrækkelig nødhjælp kan nå frem.

»Flertallet af befolkningen var i arbejde (under sidste krig) og havde de nødvendige materielle reserver til at klare sig igennem for en tid. I dag er flertallet helt afhængige af hjælp fra regeringen og har ingen mulighed for at klare sig uden«. Situationen vil ikke blive bedre når: »Elektricitetssystemet vil blive betydeligt forringet. Det vil ramme vandforsyning, spildevandsudledning og sundhedssektoren generelt«.

Hjælpen må altså komme udefra, når den irakiske regering er »anderswo engagiert«. Men som forfatterne pointerer: »Havnen i Umm Qasr (hovedlinjen ind i landet) vil efter al sandsynlighed blive blokeret eller alvorligt ødelagt allerede i de indledende træfninger« ... »Alle større broer, tunneller, jernbanespor vil blive ødelagt«.

Her taler vi om et land, der er skåret igennem fra nord til syd af to store floder, som stort set ikke har færgefart.

Ødelagt sundhedsvæsen

Men så kan irakerne da i hvert fald blive behandlet på deres lokale klinikker og på sygehusene? Svaret er nej. Ganske vist har internationale hjælpeorganisationer som Røde Kors gjort et stort arbejde for at genrejse sundhedsvæsenet, men stort set alle lokale småsygehuse og klinikker er lukket. Og trods nødhjælp mangler hospitaler medicin og helt basale ting som skrivepapir, stetoskoper og steriliseringsudstyr

Læger er i vidt omfang flygtet til udlandet. For de tilbageblevne har situationen været meget vanskelig. I en lang årrække var lægevidenskabelige tidsskrifter og fagbøger ramt af importforbud, og det samme gælder de computere, der kunne have givet internetadgang. International kollegial kontakt har været minimal. Uddannelsen er blevet ringere og ringere. Men den har stadig Vestens vægtning, og lægerne er derfor ikke særlig godt klædt på til at håndtere en folkesundhed a la uland.

Verden er ikke tilstrækkelig forberedt på at afhjælpe den truende katastrofe. FN's vicegeneralsekretær for humanitær bistand, Kenzo Oshima, fortalte i forrige uge om organisationens forberedelser: Der er bygget lagre op i Iraks nabolande. De indeholder mad til 450.000 mennesker i ti uger. Der er vand, telte og medicin til 240.000 og vintertøj til 118.000. Men organisationen forventer, at krigen vil tvinge to millioner mennesker til at forlade deres hjem. Mellem 600.000 og 1,45 millioner vil formentlig forsøge at flygte over grænserne. Afbrydes den irakiske regerings fødevareuddeling, skal udefrakommende uddele 460.000 tons mad om måneden. Fire gange så meget som FN leverede til Afghanistan efter krigen. »En gigantisk opgave«, som Oshima diplomatisk udtrykte det.

FN's World Food Program har bygget et kæmpelager af proteinkiks, hvede, olie m.v., som vil kunne brødføde 5,4 millioner irakere i fjorten dage. Hvis organisationen kan få hjælpen ud.

»Det værste var, at forældrene troede blindt på, at vi kunne hjælpe deres børn. Men det kunne vi alt for sjældent. De døde bare mellem hænderne på os« (irakisk læge i Danmark).

Kilder

Referencer

  1. Udlændingestyrelsen: Rapport fra fact-finding mission til Irak 8.-15. marts 2001.
  2. Internationalt Røde Kors: Iraq: 1988-1999 A decade of sanctions.
  3. UN Wire: IRAQ: »WFP Prepared To Feed 900,000 For Three Months If War Takes Place«.
  4. Center for Economic and Social Rights, New York, fact-finding mission til Irak 2003. UN-referat fra pressekonference.
  5. Angivelig hemmeligstemplet FN-rapport fra 2003: »Likely humanitarian scenarios«.