Behandlingsresultater ved brystkræft: effektivitet og omkostninger

Kræftplan I i 2000 og Kræftplan II i 2005 blev iværksat, efter at der var blevet konstateret betydelig dårligere overlevelse for danske kræftpatienter, inklusive brystkræftpatienter, end for kræftpatienter i de andre nordiske lande [1], ligesom kræftmortaliteten også af brystkræft i 1990 i Danmark var højere end gennemsnittet i EU [2]. Der er heldigvis nu tegn på, at situationen er ved at bedres. Den relative femårsoverlevelse for brystkræft er støt øget siden 1960'erne [1] men specielt i de senere år, hvor den er steget fra 79% i 1994 til 85% i 2001 [3]. Brystkræftmortaliteten, som i de seneste 40 år har været ret konstant (trods stigende incidens), er nu i Danmark ligesom f.eks. i USA og England faldende med en relativ reduktion fra 1995 til 2005 på 23% [4]. Forklaringen på denne forbedring er formentlig multifaktoriel, betinget bl.a. af tidligere diagnosticering, forbedring af kirurgiske teknikker samt udvidelse af indikationsområdet for og forbedring af adjuverende radioterapi, endokrin behandling og kemoterapi.

Nærværende temanummer udgøres af artikler om screening, diagnosticering og behandling af brystkræft. Det fremgår, at der inden for de fleste områder til stadighed foregår en betydelig udvikling. Denne udvikling er sket inden for rammerne af Danish Breast Cancer Cooperative Group (DBCG), en organisation, der blev stiftet i 1976, og hvori samtlige afdelinger, der er involveret i diagnosticering og behandling af brystkræft, er repræsenteret.

I forbindelse med kræftplanerne er der afsat betydelige økonomiske resurser til kræftområdet. Det må imidlertid forventes, at de økonomiske krav inden for dette område, herunder brystkræft, vil stige betydeligt i de kommende år. Dette gælder især udgifter til medicin. Adjuverende behandling med antistoffet trastuzumab i tillæg til kemoterapi til patienter med human epidermal vækstfaktorreceptor (HER)2-positiv primær brystkræft er allerede indført som standardbehandling trods betydelige umiddelbare økonomiske udgifter, idet man i en medicinsk teknologivurdering har fundet behandlingen omkostningseffektiv på lang sigt. En lang række andre nye målrettede behandlinger med bl.a. antistoffer og tyrosinkinasehæmmere er under klinisk afprøvning og forventes at blive tilgængelige inden for de nærmeste år (ved brystkræft drejer det sig eksempelvis om bevacizumab (et antistof rettet mod vaskulær endotel vækstfaktor (VEGF)) og lapatinib (en tyrosinkinasehæmmer rettet mod HER1 og HER2)). Det er imidlertid meget dyre behandlinger, der tillige kan have betydelige bivirkninger, hvilket gælder for f.eks. bevacizumab. Det er påvist, at overekspression eller genamplifikation af HER2 er en nødvendig forudsætning for, at en patient kan forventes at respondere på trastuzumab. Ved flere af de nye målrettede behandlinger findes der imidlertid i dag ingen markører, med hvilke man kan forudsige effekt. Det samme gælder langt de fleste kemoterapeutika. Yderligere er de kriterier, der gennem årene har været anvendt til evaluering af effekten af kemoterapi, ikke hensigtsmæssige for de nye biologiske behandlinger, idet der ofte ikke - som ved kemoterapi - ses skrumpning af tumoren, men alene stabil sygdom. Det er således ikke på forhånd muligt at afgøre, om en patient vil have gavn af en dyr, biologisk behandling eller ej. Af samfundsøkonomiske årsager, men også på grund af den enkelte patient, er det derfor af overordentlig stor betydning, at der udvikles prædiktive og diagnostiske metoder med henblik på at skræddersy behandlingstilbuddene. Det kan bl.a. dreje sig om genetiske markører og profiler [5] til selektion af patienterne og monitorering af behandlingseffekten samt parakliniske undersøgelser til evaluering af behandlingseffekten. I det sidste tilfælde er funktionelle undersøgelser som fluorodeoxyglukose (FDG)-positronemissionstomografi (PET) en lovende mulighed.

Hvis vi ønsker et samfund, hvor den enkelte tilbydes den optimale, men også mest omkostningseffektive behandling, er det både ønskeligt og nødvendigt, at forskning inden for dette område opprioriteres. Vigtigheden af dette understreges af, at udgifter til kræftmedicin allerede i dag udgør en stor del af sygehusenes budgetter.

Korrespondance: Dorte Lisbet Nielsen , Onkologisk Afdeling R 54 B1, Herlev Hospital, DK-2730 Herlev. E-mail: doni@heh.regionh.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet