Skip to main content

Behersket effekt af ny ansættelsesstrategi

Efter et år med nye ansættelsesregler for speciallæger har regionerne ikke opnået markante resultater. Det viser en status, som Danske Regioner har offentliggjort.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

13. dec. 2017
3 min.

For et år siden indgik de fem regioners politikere en aftale med hinanden om speciallæger. Der var tre formål:

Bremse i stigningen i antallet af speciallæger i regionerne.

En ændring af forholdet mellem overlæger og afdelingslæger, så der bliver relativt flere afdelingslæger

En bedre fordeling af speciallægerne ud over landet.

Nu har regionerne opgjort, hvordan det går med tiltagene.

Den viser, at siden december 2016, hvor strategien begyndte, er antallet af speciallæger fortsat steget. I hvert fald til august 2017, hvor de seneste tal er fra. I december 2016 var 8.388 speciallæger ansat i regionerne. I august 2017 var der 8.509.

Regionerne har sat sig for at begrænse speciallægestillingerne bl.a. ved at fastfryse antallet af speciallægestillinger på universitetshospitalerne i København, Aarhus og Odense. Det gøres ved at de enkelte regioner fastsætter et loft for antallet af speciallægestillinger på de enkelte hospitaler. De kan dog – også i de enkelte regioner – omgå reglen ved at søge dispensation. Det har de tre universitetshospitaler benyttet sig af i varierende omfang.

Flere afdelingslæger

Regionerne vil ikke bare bremse stigningen i antallet af speciallæger, de har ansat. De vil også gerne have flere afdelingslæger og til gengæld færre overlæger, forholdsmæssigt.

Det skal et krav om fem års anciennitet før en speciallæge kan blive ansat som overlæge befordre.

Her er der sket en ændring i den ønskede retning, om end beskeden, viser tallene i statusopgørelsen. I december 2016 var forholdet mellem overlæger og afdelingslæger 1:2,85 dvs., at der for hver afdelingslæge er ansat 2,85 overlæge. I august 2017 var forholdet mellem overlæger og afdelingslæger 1:2,80. dvs., at der for hver afdelingslæge er ansat 2,80 overlæge.

Antallet af dispensationer for kravet om fem års anciennitet har været med til at lægge en dæmper på den udvikling. Det er opgjort per region fra januar til november 2017. I Region Nordjylland er der givet 3, Region Sjælland 6, Syddanmark 14, i Midtjylland 18 og i Hovedstaden 19.

Både Yngre Læger og Overlægeforeningen var skeptiske, da regionerne lancerede deres nye regler.

Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen siger i dag:

”Det er for tidligt at sige noget reelt om effekten af tiltagene. I forhold til ansættelser af overlæger var en del allerede i en eller anden udstrækning blevet lovet stillinger, da de nye spilleregler gik i gang. Men Overlægeforeningen bakker op om Sofie Hjortø fra Yngre Lægers bestyrelse, der for nylig skrev et kritisk indlæg om reglen. Vi har også bemærket, at fx Svend Hartling, der er koncerndirektør i Region Hovedstaden, er kritisk. Så der er nok noget, der skal kigges på i Danske Regioner. Det er nogle tvangsmæssige regler, som vi ikke bryder os om. Ting skal løses på anden vis."

Hun tilføjer:

"Med hensyn til anciennitetskravet så synes vi, at læger skal ansættes i den kategori, som de har kompetencer og funktioner til, uafhængigt af en arbitrær tidsgrænse.”

Danske Regioner skal diskutere den nye opgørelse på et bestyrelsesmøde i morgen, torsdag.

Læs også artikel: Nye tider for speciallæger