Behov for europæisk forskningsråd

»Hvad er definitionen på en kamel?«

»Det er en hest designet af et udvalg bestående af videnskabsmænd, politikere og embedsmænd.«

Ovenstående er en fri oversættelse af et indlæg holdt af præsidenten for Swiss Science & Technology Council, Gottfried Schatz , på Forskningsstyrelsens EU-konference om et fælleseuropæisk forskningsråd i begyndelsen af oktober i København.

I EU er der en begyndende erkendelse af, at forskningen skal have langt mere bevågenhed, hvis Lissabon-deklarationen (se boks) om, at EU skal være »den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden« skal give mening.

Ellers vil EU-landenes forskning blive endnu mere distanceret af andre forskningstunge regioner i verden, især USA.

Et EU-forskningsråd, som skal koordinere og støtte forskningen, er tiltænkt en central rolle, og der er blandt politikere og videnskabsmænd generel opbakning til ideen, men rådets mål og midler er stadig til heftig diskussion, som det tydeligt fremgik af konferencen i København.

Gottfried Schatz er en varm tilhænger af et sådant forskningsråd, men kamelvittigheden hentyder til, at rådet efter hans mening skal være afgørende styret af videnskabsmænd.

Ifølge Schatz er der fire måder at lave videnskabspolitik på - og kun den ene er god:

Almindeligvis får politikerne og embedsmændene en vision, laver en detaljeret strategi og hidkalder videnskabsmænd. Resultatet bliver ofte mere tilfredsstillende for politikerne og embedsmændene end videnskabsmændene, fordi fremgangsmåden ikke i tilstrækkelig grad tager højde for, hvordan forskere tænker og handler.
Forskere, politikere og embedsmænd udtænker og gennemfører en videnskabspolitik. Men den tilgang betyder ofte, at visioner og afgørelser, som en af parterne ikke kan acceptere, bliver skrottet. Resultatet er plaget af kompromiser. Politikken uklar.
Forskerne laver selv forskningspolitikken. Det sker dog yderes sjældent, for det er få steder i verden, hvor forskerne har så meget magt - og det er godt, for hvor der er offentlige penge involveret, kan de folkevalgte politikere ikke bare lade stå til.
Den fjerde og anbefalede vej, som Swiss Science & Technology Council har fulgt, er ifølge Schatz at forskere beslutter sig for, hvad de har brug for og dernæst drøfter sagen med politikere. Til slut bliver embedsværket tilkoblet. Fremgangsmåden sikrer et sundt og sammenhængende koncept, hvor kompromiserne først vil komme senere.

Gottfried Schatz mener, at et fælleseuropæisk forskningsråd er nødvendigt af flere årsager.

For det første er det ifølge Schatz godt med et centralt EU-forskningsråd, fordi de hidtidige støtteordninger i EU alt overvejende er gået uden om humaniora og socialvidenskaberne til mere »praktiske« formål som naturvidenskaberne, men det er en kortsigtet politik, for mange af Europas presserende problemer er sociale og politiske, som naturvidenskaberne og teknologien ikke kan løse.

For det andet kan et fælleseuropæisk forskningsråd blive et omdrejningspunkt og målestok for mange af vores antikverede, akademiske strukturer, mener Schatz. Nogle af de europæiske forskningsråd og andre store donorer er udmærkede, men andre er det i mindre grad. Det samme gælder universiteterne. »Det ville være halsløs gerning at prøve at modernisere alle de her systemer, men med et effektivt fælleseuropæisk forskningsråd kunne vi tilbyde forskerne et alternativ, hvis beslutninger er immune over for de lokale slagsmål om magt og indflydelse«, sagde Gottfried Schatz.

»Den tredje grund til, at jeg støtter ideen om et fælleseuropæisk forskningsråd er, at de europæiske lande forsømmer den langsigtede grundforskning. Jeg deler ikke den opfattelse, at grundforskningen, eller den fri forskning, fundamentalt er anderledes fra målforskningen. Der findes kun god eller dårlig forskning. De fleste opdagelser gjort i grundforskningen vil finde anvendelse til praktiske formål før eller siden, men den herskende korttidsmentalitet gør den langsigtede grundforskning særligt sårbar. Hidtil har EU's rammeprogrammer fortrinsvis fokuseret på den kortsigtede målforskning. Men hvis vi fortsætter med at koncentrere os om den anvendte forskning, vil vi på et tidspunkt ikke have noget at anvende«, mener Gottfried Schatz.

Videnskabskultur efterlyses

Jose Mariano Gago , tidligere videnskabsminister i Portugal og nu leder af Portugals Laboratorium for Partikelfysik i Lissabon, provokerede forsamlingen på konferencen ved at sige, at lykken ikke er gjort ved at etablere selv det mest effektive og kvalitetsorienterede fælleseuropæiske forskningsråd.

For uden folkets opbakning til videnskab, ingen god videnskab i længden. For det er folket, som vælger politikere, som vælger at sætte forskningen på dagsordenen.

»At få befolkningerne til at forstå og værdsætte forskning er det største problem, og i fald der kommer et fælleseuropæisk forskningsråd, bør det som det første tage sig af det problem. EU's videnskabspolitik bør indeholde en strategi for at fremme videnskabskulturen blandt Europas befolkninger. Herved styrker man grundlaget for forskning - det kan ikke kun skabes af forskere og deres arbejdsgivere. Folket må tro på videnskaben«, sagde Jose Mariano Gago.

Uddannelse i forskning og rekruttering af forskere er ligeledes et stort problem for de europæiske lande, pointerede han.

»I mange lande er det enormt svært at tiltrække unge til videnskaben. Derfor er det blevet mere og mere nødvendigt at få udenlandske forskere til kontinentet, men det er et problem, som langtfra er løst. De unge forskere tager til USA, men jeg forstår ikke, hvorfor de europæiske lande ikke gør en indsats for at få fat i de mange unge i fx Asien, som ønsker at lave forskning under frie forhold«, udtalte Jose Mariano Gago.

Professor Jens Christian Djurhuus , formand for Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, er også tilhænger af et forskningsråd i EU-regi, og han vurderer, at der inden for et par år findes et køreklart fælleseuropæisk forskningsråd. Selv om han formoder, at det ny råd kun kan eksistere med ekstra tilskud fra de enkelte medlemslande, tror han ikke, at det igen vil gå ud over støtten til de nationale råd.

»I forhold til bruttonationalproduktet (BNP) er andelen til forskning i Danmark gået ned og ned. Senest er vi faldet fra 0,7 procent af BNP til 0,67«, oplyser han.

Verdens nummer 1

Inden år 2010 skal Den Europæiske Union være »den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden«. Det erklærede EU-landenes regeringsledere på ministerrådsmødet i Lissabon i marts 2000. Særligt for forskningen lød det, at »forskningsaktiviteter på både nationalt og EU-plan skal integreres og koordineres bedre for at gøre dem så effektive og innovative som muligt for at sikre, at Europa kan tilbyde attraktive vilkår for de bedste hjerner«.

En anden afgørende udmeldi ng fra EU om forskning indtraf på Ministerrådets møde i Barcelona sidste år, hvor statsministrene blev enige om, at »de samlede udgifter til forskning og udvikling i Unionen inden år 2010 skal øges til tre procent af bruttonationalproduktet«.

En af de væsentligste drivkræfter for at sætte forskning på dagsordenen i EU er Philippe Busquin, kommissær for det forholdsvis nye Generaldirektorat for Forskning (http://europa.eu.int/comm/dgs/research/index_da.html).

Via sine rammeprogrammer donerer EU et beløb svarende til fem procent af al offentlig støtte til forskning blandt medlemslandene. Rammeprogrammer er i modsætning til de foreslåede ideer til et fælleseuropæisk forskningsråd politisk bestemte, og støtteeuroerne er hidtil næsten udelukkende gået til den anvendte forskning.