Skip to main content

Beijing, Tibet & Xian

Redaktionen

7. jan. 2011
3 min.

Specialrejse med besøg på traditionelle kinesiske og tibetanske hospitaler, medicinmarkeder og et supermoderne hospital i hovedstaden Beijing. Tretten dage med dansk rejseleder.

En unik natur- og kulturrejse, der bringer os fra Kinas fantastiske, historiske og kulturelle monumenter til Tibets storslåede natur og farvestrålende, buddhistiske univers med templer, klostre og paladser.

Rejsen tager udgangspunkt i Beijing, Kinas pulserende hovedstad, hvor bybilledet byder på et spændende miks af nyt og gammelt: storslået, raffineret arkitektur fra kejsertiden og livlige, lokale markeder - side om side med topmoderne stål- og glasbygninger samt en af verdens mest eksklusive shoppinggader. Her i Beijing er der mulighed for at besøge Den Kinesiske Mur, som har 2.000 år på bagen og slynger sig mere end 6.300 kilometer gennem det kinesiske landskab.

Fra Beijing flyver vi til Tibets hellige og charmerende hovedstad, Lhasa, hvor vi besøger alle de storslåede buddhistiske klostre og monumenter med Potala-paladset som det mest berømte. Dette kolossale palads blev grundlagt i 1690 som regeringssæde for Dalai Lama. Med sine 13 etager tager det pusten fra de fleste. Det siges, at her er 1.000 rum, 10.000 altre og 20.000 statuer og figurer i ædle metaller. Her havde den religiøse leder Dalai Lama sit hovedsæde, inden han flygtede i eksil i det nordlige Indien.

Vores hotel i Lhasa er blot et stenkast fra det hellige Jokhang-tempel i centrum af byen. I det gamle Lhasa er der masser af stemning på smør- og kødmarkedet bag Barkhor, og der er også mulighed for at tage på udflugt til Ganden-klosteret - et af Tibets mange aktive klostre med over 300 buddhistiske munke.

Fra Verdens Tag flyver vi til den gamle kejserby Xian, som er kendt for det 20. århundredes største arkæologiske fund: Terrakottahæren, hvor de tusindvis af mandshøje figurer opstillet i kampformation giver et glimt tilbage i tiden med den engang så mægtige kejser Qin.

Vi runder rejsen af i Beijing, hvor der er indlagt tid til selv at tage på opdagelse - og måske få shoppet lidt her i en af verdens bedste shoppingbyer.

Fakta

Prisen inkluderer:

Dansk rejseleder.

Fly København-Beiijing t/r med SAS

Fly Beijing-Lhasa og Lhasa-Xian

Alle skatter og afgifter

Udflugter og entréer jf. dagsprogram

Indkvartering i delt dobbeltværelse

1 nat på nattog mellem Xian og Beijing i 4-6-personers kupé

Morgenmad dagligt.

9 frokoster, dag 2-7 og 9-11.

10 middage, dag 2, 3 og 5-12.

Praktiske oplysninger

Rejseperiode: 14.-26. april 2011

Pr. pers. i delt dobbeltværelse, kr. 19.990,-

Tillæg for enkeltværelse, kr.1.890,- (ikke muligt på nattog mellem Xian og Beijing)

Tilkøbsudflugt til Ganden-klosteret (dag 8), kr. 390,-

Information & bestilling

Albatros Travel, tlf. 3698 9898, e-mail grupper@albatros-travel.dk

Oplys venligst rejsekode LR-UFL

Dagsprogram

Dag 1 København - Beijing

Dag 2 Beijing/Ankomst til Beijing. Udflugt til Den Olympiske Landsby

Dag 3 Beijing/Cloisonnéfabrik, Den KinesiskeMur og lokallandsbyt

Dag 4 Beijing/Hospitalsbesøg og tid på egen hånd

Dag 5 Beijing - Lhasa/Taichi, fly til Tibets hovedstad, afslapning og let byrundtur

Dag 6 Lhasa/Jokhang, Bharkor og Norbulinka

Dag 7 Lhasa/Potala-templet og munkeklosteret i Sera

Dag 8 Lhasa/Traditionel tibetansk medicin og mulighed for tilkøbstur til Ganden-klosteret

Dag 9 Lhasa - Xian/Fly til Xian og »hotpot« i den gamle bydel

Dag 10 Xian/Terrakottahæren, bymuren og Tang-teater

Dag 11 Xian - Beijing/Lokalt medicinmarked og hospital. Nattog til Beijing

Dag 12 Beijing/Ankomst til Beijing, mulighed for shopping og pekingand-middag

Dag 13 Beijing - Danmark/Hjemrejse til Danmark