Belgien indfører aktiv dødshjælp

Aktiv dødshjælp er det samme som at overtræde Biblens femte bud om, at du ikke må slå ihjel! Eller: Det er at vise stor respekt for livet, hvis folk selv kan bestemme udgangen på det!

Debatten om eutanasi har været intens og langvarig i Belgien, og spørgsmålet deler stadig politikere på tværs af partierne, det officielle bioetiske råd og befolkningen. Men tilhængerne vinder mere og mere frem, og ved den seneste afstemning i senatet i oktober sidste år stemte 44 for og 23 imod. En meningsmåling i avisen »La Libre Belgique« viste, at 72 procent af befolkningen fra det flamske nord over det tyske i øst til det franske i syd er velvilligt indstillet over for eutanasi.

Når Repræsentantkammeret, som er Belgiens parlaments øverste lovgivende organ, ventes at vedtage en eutanasilov inden påske, skyldes det ikke mindst lobbyarbejde fra »Association Pour Le Droit De Mourir Dans La Dignité« (Foreningen For Retten Til En Værdig Død) og »Recht Op Waardig Sterven«, som begge har filialer i en række belgiske byer.

Forud for den seneste afstemning i senatet offentliggjorde de to foreninger underskrifter fra 2.500 læger til fordel for aktiv dødshjælp - blandt andre en række administrerende overlæger på intensive, neurologiske og onkologiske afdelinger.

Eutanasi-tilhængerne har ofte støttet sig til en artikel i »The Lancet« (25. november 2000). Her viste en undersøgelse fra hospitaler i Bruxelles og Ghent, at i op mod tre fjerdedele af de tilfælde, hvor lægen ophører med at give livsforlængende behandling eller fremskynder døden med en terminal sedering, har lægen ikke spurgt patienten til råds. Forskerne bag undersøgelsen anslog, at rundt regnet 705 dødsfald per år kan tilskrives aktiv dødshjælp.

Undersøgelsen sammenlignede med praksis i Holland, og her var situationen omvendt, og det vel og mærke på et tidspunkt, hvor debatten om eutanasi var på sit højeste kort tid forud for den endelige vedtagelse af den skelsættende eutanasilov i det hollandske parlament den 10. april sidste år.

»Måske er der mindre opmærksomhed på de krav til omhyggelig medicinsk afkortning af livet i et samfund med en restriktiv tilgang til emnet i forhold til et samfund med en åben tilgang, som tolererer og regulerer aktiv dødshjælp«, sagde undersøgelsens leder, læge Luc Deliens, Vrije Universiteit Brussels, efter offentliggørelsen af resultaterne.

Den offentlige debat om eutanasi har også fået ekstra brændstof efter at to læger fra Citadelle Hospital i Liege blev sigtet for mord på en patient. De to læger havde efterkommet en patients ønske om at afslutte vedkommendes respiratorbehandling. Den ene læge sad varetægtsfænglet i fem dage. Sigtelsen var helt efter lovens forskrifter, men det er en yderst sjældent brugt paragraf i den belgiske lovgivning.

Lovens bogstav

Den kommende belgiske eutanasi-lov kommer bortset fra få områder til at ligne den hollandske.

Loven indeholder i korthed følgende elementer:

Det frivillige, velgennemtænkte ønske om eutanasi kan kun efterkommes, hvis det gælder en myndig person (over 18 år). I Holland kan der med forældrenes tilladelse ydes aktiv dødshjælp til børn fra 12-års alderen.
Ønsket om eutanasi skal foreligge på skrift. I Holland er et mundtligt ønske tilstrækkeligt.
Patienten skal lide af en alvorlig og uhelbredelig sygdom.
Patienten skal give udtryk for ubærlige fysiske og sjælelige lidelser.
En anden læge skal konsulteres forud for eutanasien.
Hvis en patient ikke forventer at dø inden for kort tid, skal to læger konsulteres forud for eutanasien, som først kan gives en måned efter patientens skriftligt fremførte ønske. I Holland er det kun nødvendigt med en læge, og eutanasien kan udføres med det samme.
Endelig giver loven mulighed for at lave et livstestamente i stil med det danske. Her kan patienten skrive sine ønsker til ophør af livsforlængende behandling og eventuelt eutanasi i fald vedkommende skulle være ude af stand til at udtrykke sine ønsker til livets afslutning på grund af kronisk bevidstløshed.

Dansk nej

Jesper Poulsen, Lægeforeningens formand, er imod eutanasi. Han mener ikke, at der er ved at ske et skred i retning mod accept af eutanasi i de europæiske lande, fordi Holland og nu Belgien bøjer sig for eutanasien.

»Vi mener ikke, at der er behov for sådan en lovgivning i Danmark, for vi håndterer det fornuftigt efter de nugældende regler. Behandlingens formål er at lindre, og det kan man gøre på mange måder med smertestillende medicin. Behandlingen kan have som bivirkning, at det fremskynder dødens indtræden, men behandlingen har ikke til hensigt at afslutte livet. Vi er bange for de utilsigtede virkninger ved at tillade eutanasi. Dels kan det skade forholdet mellem læge og patient, og dels er der de helt forfærdelige situationer, hvor der vil forekomme misbrug eller patienter kommer under pres fra fx pårørende«, udtaler Jesper Poulsen.

Etisk Råd drøftede senest i 1996 fordelene og ulemperne ved aktiv dødshjælp, og facit blev et stort nej til en lovliggørelse af eutanasi.

Argumenterne imod aktiv dødshjælp koncentrerede sig om tre punkter:

En lovliggørelse af aktiv dødshjælp ville indebære et grundlæggende brud med den kulturtradition, som præger eksisterende lovgivning og sundhedsfaglige standarder. Denne tradition bygger først og fremmest på princippet om menneskelivets ukrænkelighed. Dette princip indebærer, at man ikke må tage et andet menneskes liv, da man derved tilintetgør det værd, som tilkommer ethvert menneske i kraft af selve dette at være menneske og uafhængigt af de individuelle fysiske og mentale egenskaber eller færdigheder, som hvert enkelt menneske måtte have eller ikke have.
Lægens traditionelle opgave og faglige pligt er at forebygge sygdomme og fremme sundhed. Lægen skal efter evne lindre smerte og hjælpe den syge med at genvinde sit helbred. En beføjelse til at yde dødshjælp vil ikke umiddelbart kunne forenes med den form for lægevirksomhed, som vi kender i dag. Hvis læger får beføjelse til som led i deres lægegerning på visse betingelser at afkorte liv, vil dette tværtimod kunne gøre lægerollen mindre entydig. Dette vil kunne kompromittere såvel lægers egen som andres opfattelse af lægehvervet, den lægelige profession og sundhedsvæsenet. En adgang til at vælge døden med andres bistand vil kunne fjerne eller mindske tilskyndelsen til at understøtte patientens lyst til at leve. Den, der møder en svært syg med bevidsthed om sin beføjelse til under visse omstændigheder at aflive vedkommende, vil kunne have vanskeligt ved med den ønskelige styrke at opmuntre patienten til at leve videre. Lægen vil - ligesom andre - lettere kunne komme til at tilkendegive eller udstråle det budskab, at patientens liv ikke er værd at leve.
Udøvelsen af aktiv dødshjælp ville kunne forstærke tendenser i retning af - mere eller mindre ubevidst - at udøve forskelsbehandling i sundhedsvæsenet. Alt andet lige må det påregnes, at de svageste - herunder de gamle, de mest alene, de særligt sagtmodige, de meget svækkede - vil være mest udsat for opgivenhed, fejl og misbrug. Visse patientgrupper måtte påregnes at være særligt sårbare over for sundhedsfaglig opgivenhed eller pression. Det ville gælde de stærkt og uhelbredeligt syge, herunder kræftpatienter og aids-patienter i fremskredne sygdomsstadier. Det ville formentlig også gælde visse grupper af sindslidende og stofmisbrugere, hvoriblandt ikke mindst sidstnævnte gruppe allerede betragtes som en særlig byrde og ikke synderlig velkommen nogen steder i hospitalssystemet. Særligt for sådanne grupper vil det kunne blive nærliggende at indlade sig på lægelig dødshjælp som værende til patientens eget bedste.