Skip to main content

Bent Hansen: stem nu ja!

På Danske Regioners generalforsamling i Aalborg i dag kom formand Bent Hansen (S) med ros til almen praksis og en umisforståelig opfordring til de praktiserende læger om at godkende den nye overenskomstaftale ved urafstemningen.

27. mar. 2014
2 min.

Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner lagde ikke skjul på, hvad han ønsker sig af den urafstemning, de praktiserende læger er i gang med, da han holdt tale på Danske Regioners generalforsamling i Aalborg i dag.

”Jeg håber natuligvis,, at den enkelte læge…. bakker deres forhandlingsdelegation op ved at stemme for aftalen”, sagde han.

”Sidste år var vi i forhandlinger om en ny aftale for almen praksis med PLO meget tæt på en rigtig alvorlig konfliktsituation. En sådan udvikling har på intet tidspunkt været regionernes eller RLTNs ønsker”, sagde han med henvisning til sidste sommers nær-konflikt, hvor de praktiserende læger truede med at aflevere deres ydernumre.

En sådan oplevelse ønskede Bent Hansen tydeligvis ikke igen. Og der var ingen ende på de positive ting, han havde at sige om almen praksis.

”Vi har stor respekt for det arbejde, som de praktiserende læger udfører. De praktiserende læger er patienternes fortrolige og værdsatte tovholder, og de er ofte også indgangsdøren til det øvrige sundhedsvæsen. Det skal de blive ved med. Vi har hele tiden ønsket et stærkt samarbejde om patienterne på tværs af sygehus, almen læge og kommuner og dermed en udvikling af den praktiserende læges funktion”, sagde han.

”Derfor er jeg også meget glad for, at PLO forhandlede videre, og at vi nu har indgået en aftale, der giver begge parter håb for fremtiden”.