Skip to main content

Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer

2. nov. 2005
6 min.

Nuværende formulering§ 8, stk. 2:

Stk. 2. Mødestedet vælges af bestyrelsen. Samtidig med indkaldelsen udsendes en dagsorden.

Om sager, der ikke har været optaget på dagsordenen, kan beslutning kun træffes, hvis ingen repræsentant gør indsigelse herimod.

Sager, der af et amtsreservelægeråd og/eller en kredsgeneralforsamling forlanges behandlet, skal altid optages på dagsordenen.

Ændringsforslag

Stk. 2. Mødestedet vælges af bestyrelsen. Samtidig med indkaldelsen udsendes en dagsorden.

Om sager, der ikke har været optaget på dagsordenen, kan beslutning kun træffes, hvis ingen repræsentant gør indsigelse herimod.

Et amtsreservelægeråd og/eller en tredjedel af en valgkreds' medlemmer kan altid kræve en sag optaget til behandling på nærmest følgende repræsentantskabsmøde.

Motivering

Forslaget skal ses i lyset af forslaget om nedlæggelse af kredsgeneralforsamlingerne, idet der således stadig gives medlemmerne mulighed for at kræve en sag behandlet på et repræsentantskabsmøde.

Nuværende formulering
§ 8, stk. 3 og 4:

Stk. 3. På det ordinære møde i 4. kvartal skal følgende punkter optages på dagsordenen:

  1. Formandsberetning, herunder beretning fra udvalgene.

  2. Budget for det kommende år, herunder størrelsen af kontingentet.

  3. Valg til DADL's repræsentantskab, hvilket finder sted i henhold til valgprocedure, der fastsættes af repræsentantskabet.

  4. Eventuelt.

Stk. 4. På det ordinære møde i 2. kvartal skal følgende punkter optages på dagsordenen:

  1. Formandsberetning, herunder beretning fra udvalgene.

  2. Regnskabet.

  3. Valg af formand og bestyrelse (kun de lige år).

  4. Valg af lægelige revisorer og suppleanter (kun de ulige år).

  5. Eventuelt.

Ændringsforslag

Stk. 3. På det ordinære møde i 4. kvartal skal følgende punkter optages på dagsordenen:

  1. Formandsberetning, herunder beretning fra udvalgene.

  2. Budget for det kommende år, herunder størrelsen af kontingentet.

  3. Valg af formand og bestyrelse (kun de lige år).

  4. Valg af lægelige revisorer og suppleanter (kun de ulige år).

  5. Valg til DADL's repræsentantskab, hvilket finder sted i henhold til valgprocedure, der fastsættes af repræsentantskabet.

  6. Eventuelt.

Stk. 4. På det ordinære møde i 2. kvartal skal følgende punkter optages på dagsordenen:

  1. Forberedelse af Lægemødet.

  2. Regnskabet.

  3. Eventuelt.

Motivering

Fra 2004 skal Lægemødet afholdes inden udgangen af april måned. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at afholde YL's forårsrepræsentantskabsmøde i umiddelbar tilknytning til Lægemødet som et 1-dagsmøde, således at hovedtemaet vil blive forberedelse af Lægemødet. Herudover vil regnskabet skulle behandles. Af den årsag foreslås det at samle dagsordenspunkterne om beretninger, valg samt godkendelse af budget på efterårets repræsentantskabsmøde, der som hidtil vil være et 2-dages-møde. Endelig vil ændringerne medføre en reduktion af foreningens udgifter til afholdelse af repræsentantskabsmøder.

En konsekvens af flytningen af bestyrelsesvalget fra forår til efterår vil være, at det næste ordinære bestyrelsesvalg vil finde sted i efteråret 2004, hvorved nogle bestyrelsesmedlemmer vil opnå en forlængelse af den nugældende valg- periode med år. Den 6-årige, samlede funktionstid for bestyrelsesmedlemmer berøres ikke af ændringsforslaget.

Nuværende formulering
§ 8, stk. 6:

Stk. 6. I repræsentantskabets møder deltager foruden repræsentanterne alle medlemmer af bestyrelsen, repræsentant(erne) i DADL's Hovedbestyrelse, redaktøren af Yngre Læger, de lægelige revisorer samt andre, som bestyrelsen i hvert enkelt tilfælde indbyder dertil. Formændene for amtsreservelægerådene samt suppleanter til repræsentantskabet kan efter ønske deltage i repræsentantskabets møder.

Bestyrelsen indbyder normalt repræsentanter for de lægestuderendes organisationer til at deltage i repræsentantskabsmøderne.

Ændringsforslag

2. punktum ændres således, at »samt suppleanter til repræsentantskabet« udgår.

Motivering

På det seneste repræsentantskabsmøde drøftedes muligheden for at »slanke« repræsentantskabet f.eks. i lighed med et lignende udspil omkring DADL's repræsentantskab, hvor det foreslås, at FAYL får 56 repræsentanter. Dette vil også betyde en ganske væsentlig besparelse.

Da der imidlertid endnu hersker stor usikkerhed om amternes fremtidige organisering, hvilket kan have betydning ved fastlæggelse af nye valgkredse, foreslås det at bevare det nuværende repræsentantskab med ca. 100 medlemmer, men i stedet at fjerne adgangen for suppleanters deltagelse, medmindre det sker i stedet for en repræsentant. Der er p.t. valgt ca. 60 suppleanter.

Nuværende formulering
§ 10:

§ 10: Kredsgeneralforsamlingerne.

Kredsgeneralforsamlingerne består af samtlige yngre læger i valgkredsen.

Stk. 2. Ved amtsreservelægerådets foranstaltning afholdes mindst ét ordinært møde hvert år efter bestyrelsens anvisning normalt i 1. kvartal, og indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel enten ved skriftlig meddelelse til medlemmerne i valgkredsen eller ved meddelelse i Yngre Læger.

Stk. 3. Den ordinære kredsgeneralforsamling har følgende faste punkter på dagsordenen:

  1. Drøftelse af foreningens anliggender,

  2. Evt. forslag til ændringer i foreningens vedtægter mv., jf. stk. 5,

  3. Beretning fra amtsreservelægerådet,

  4. Eventuelt.

Stk. 4. Bestyrelsen og kredsenes B-repræsentanter skal være repræsenteret på de ordinære kredsgeneralforsamlinger.

Stk. 5. En kredsgeneralforsamling kan altid kræve en sag optaget til behandling på nærmest følgende repræsentantskabsmøde. Forslag til ændringer i vedtægter og kollegiale vedtægter kan ikke vedtages af repræsentantskabet, før de efter skriftlig forelæggelse for medlemmerne har været behandlet på kredsgeneralforsamlingerne. Bestyrelsens oplæg til overenskomstforhandlinger om løn og ansættelsesvilkår for underordnede sygehuslæger skal behandles på kredsgeneralforsamlingerne.

Stk. 6. En tredjedel af amtsreservelægerådet eller en tredjedel af val gkredsens medlemmer kan til enhver tid med skriftlig motiveret dagsorden kræve, at der afholdes ekstraordinær kredsgeneralforsamling. Ekstraordinære kredsgeneralforsamlinger indkaldes af amtsreservelægerådet efter samme regler som angivet i stk. 2, men hvor en sags særlige karakter gør det nødvendigt, kan indkaldelsesvarslet afkortes, dog ikke til under 2 dage. Bestyrelsen kan ikke afslå at lade sig repræsentere ved en ekstraordinær kredsgeneralforsamling, og den har altid adgang til at deltage.

Ændringsforslag

§ 10 udgår

Nuværende formulering
§ 13, stk. 1:

Overenskomst- og aftaleforhandlinger tilrettelægges af bestyrelsen og overenskomst- og aftaleudvalget. Forhandlere udpeges af bestyrelsen. Repræsentantskabet kan dog bemyndige bestyrelsen til at anmode Hovedbestyrelsen om at træffe aftale med andre organisationer om at indgå i et forhandlingsfællesskab. I disse tilfælde følger FAYL de til enhver tid for fællesskabet aftalte forhandlingsregler.

Ændringsforslag

Overenskomst- og aftaleforhandlinger tilrettelægges af bestyrelsen og overenskomst- og aftaleudvalget. Bestyrelsens oplæg til overenskomstforhandlinger om løn og ansættelsesvilkår for underordnede sygehuslæger skal udsendes til amtsreservelægerådene med henblik på lokal drøftelse. Forhandlere udpeges af bestyrelsen. Repræsentantskabet kan dog bemyndige bestyrelsen til at anmode Hovedbestyrelsen om at træffe aftale med andre organisationer om at indgå i et forhandlingsfællesskab. I disse tilfælde følger FAYL de til enhver tid for fællesskabet aftalte forhandlingsregler.

Nuværende formulering
§ 17:

Ændringer af vedtægter og kollegiale vedtægter kan foretages af repræsentantskabet med 2/3. For så vidt angår formål, jf. § 1, og ophør, jf. § 18, dog 3/4 af de afgivne stemmer, når ændringen forinden har været udsendt skriftligt til medlemmerne og er behandlet på kredsgeneralforsamlinger.

Ændringsforslag

Ændringer af ... dog 3/4 af de afgivne stemmer, når ændringen forinden har været annonceret i Ugeskrift for Læger samt på foreningens hjemmeside mindst 8 uger før afholdelse af repræsentantskabsmødet, således at medlemmerne har haft mulighed for at debattere vedtægtsændringsforslaget.

Motivering for ændringer i § 10, 13 & 17

Kredsgeneralforsamlinger har i flere år været et utilfredsstillende forum for drøftelse af foreningens politik mv., idet fremmødet har været meget beskedent. Det foreslås derfor, at kredsgeneralforsamlinger som institution afskaffes.

Ud over ovennævnte har kredsgeneralforsamlingerne ovennævnte to vedtægtsfastsatte funktioner:

  • En forudsætning for fremsættelse af forslag til vedtægtsændringer på repræsentantskabsmøder er, at de forinden har været præsenteret på kredsgeneralforsamlinger. Reglen medfører, at ændringer i vedtægterne reelt kun kan ske en gang om året/hvert halvandet år og ikke løbende på repræsentantskabsmøder. I et sygehusvæsen under forandring vil der være behov for, at foreningen hurtigere vil kunne tilpasse vedtægterne i forhold til matchning af arbejdsgiverne mv.

  • Det fremgår tillige, at bestyrelsens forslag til krav i forbindelse med overenskomstfornyelse skal behandles på kredsgeneralforsamlingerne. For at opretholde muligheden for behandling blandt medlemmerne foreslås det, at kravene udsendes til amtsreservelægerådene med henblik på lokal behandling, da en offentliggørelse i Ugeskrift for Læger er uforeneligt med fortrolighedshensynet.