Skip to main content

Bevar den sunde fornuft

Formand for Lægeforeningen. Mads Koch Hansen

12. aug. 2011
3 min.

Drypvist over eftersommeren har først den ene politiker og så den anden meldt ud, at regionernes tid er forbi. Der er et element af deja-vu. Sådan var processen også, da amterne blev til regioner, og med en overskrift som »Løkke klar til at give regionerne dødsstødet« på forsiden af Berlingske, er det klart, at det offentlige sundhedsvæsens organisering for alvor er på dagsordenen igen.

Efter mere end fire år med regionerne er det en god ide at underkaste modellen med regionerne et grundigt eftersyn. Med streg under grundigt. Med al respekt for politikere, som er på vej i valgkamp, så er det et meget kompliceret væsen, vi taler om, og før man forkaster én model, bør man have et bedre alternativ. Sundhedsvæsenet har ikke brug for at skifte styringsmodel, hver gang der er folketingsvalg.

Helt afgørende for Lægeforeningen er, at vi har et offentligt finansieret sundhedsvæsen med fri og lige adgang, og at det forsat er samlet under samme myndighed. Da vi var igennem øvelsen sidste gang i forbindelse med strukturreformen, var det på et hængende hår, at almen praksis og de praktiserende speciallæger fik forankring i regionerne lige som resten af sundhedsvæsenet. Det er en organisering, som sikrer den nødvendige sammenhæng i patientforløbene og er helt afgørende for kvaliteten i behandlingen. Det er også det mest effektive middel mod kassetænkning.

En anden grund til, at det er lidt for let blot at kræve regionerne nedlagt, er, at de ikke organiserer hele sundhedsvæsenet. En del af det ligger i kommunerne. Deres håndtering af de nye opgaver, som de fik med strukturreformen - eksempelvis forebyggelse, behandling for alkoholmisbrug samt genoptræning og pleje efter indlæggelse - er generelt ikke imponerende. Faktisk vil jeg tro, at mange ikke har opdaget, at kommunerne har fået nye opgaver, og at det er derfor, at de ikke spiller nogen større rolle i den aktuelle debat. Et stort problem er den meget uens standard i kommunernes tilbud. Men politikerne bør kaste et lige så kritisk blik på dem som på regionerne og etablere en struktur, der stille lige strenge krav til, hvad befolkningen kan forvente af alle aktører.

Ser vi tilbage på de fire år med regionerne, er der klart plads til forbedring, og udfordringerne for sundhedsvæsenet er fortsat store. Det trækker f.eks. alt for lang tid ud med at få indført it-løsninger, der fungerer på tværs af regionerne. Indimellem har det virket som om, at regionerne nærmest har modarbejdet hinanden - til skade for patienterne. Der er problemer i samarbejdet med kommunerne, og viljen til for alvor at prioritere og integrere psykiatrien i resten af sundhedsvæsenet har ikke været der. Det giver evalueringen af regionerne en oplagt mulighed for at rette op på.

Men det hører også med i billedet, at regionerne har del i den mest omfattende specialeplan nogensinde. På tegnebordene ligger planer for byggeri af nye avancerede sygehuse. Begge dele er næsten umulige at forestille sig i amternes æra. Med strukturreformen har Sundhedsstyrelsen og sundhedsfaglige argumenter også fået større vægt, og det skal ikke sættes over styr ved hovsaløsninger.

Det er afgørende, at politikerne går til opgaverne med at evaluere strukturen med grundighed. At de ikke lade sig friste af at tilbyde falsk tryghed med flere små sygehuse uden det nødvendige patientgrundlag. At de ikke atomiserer en velfungerende model med den praktiserende læge som indgang til resten af sundhedsvæsenet. At de ikke indfører mere kassetænkning og styringsprincipper, der modarbejder hinanden. For Lægeforeningen er det afgørende i denne debat at bevare den sunde fornuft.