Bibeskæftigelse til alles bedste

Så sikkert som amen i kirken kommer lægers bijob på privathospitaler til debat mindst en gang om året. Og lige så sikkert er det, at debatten hver gang styres af forargelse og fordomme om grådige læger - bakket op af manglende vilje hos politikerne til at analyse de bagvedliggende årsager. Omvendt hører man ikke kritik af det arbejde, som læger udfører i fritiden for andre offentlige institutioner, selv om denne bibeskæftigelse har et langt større omfang.

Denne gang begyndte debatten, da Region Hovedstaden forsøgte at løbe fra overenskomsten mellem Overlægeforeningen og Danske Regioner ved at kræve, at al bibeskæftigelse skal godkendes af sygehusledelsen på forhånd. Regionen måtte opgive det ulovlige krav, men debatten ruller videre og har rejst nogle spørgsmål, som fortjener svar.

Mangel på speciallæger er et af de største problemer på sygehusene. Det har konsekvenser for diagnostik, behandling og forebyggelse - og er en væsentlig årsag til de ventelister, som politikerne har sat store ressourcer ind på at få nedbragt. Alligevel forarges de selv samme politikere, når læger forsøger at mindske følgerne ved at påtage sig ekstra arbejde i fritiden. Det hænger ikke sammen.

Vi medgiver, at det kan være svært at forstå logikken i, at overlæger efter dagens arbejde på sygehuset går til et privathospital i nærheden for at behandle præcis den samme gruppe patienter på det offentliges regning. Hvorfor kan overlægerne ikke lige så godt behandle patienterne i det offentlige, lød spørgsmålet fra en fremtrædende venstrepolitiker fra Region Hovedstaden i påskedagene.

Svaret burde dog være indlysende for en politiker fra regeringspartierne. Det er jo den styring af sygehusene, som regeringen har indført, der er en væsentlig forklaring på paradokset. De offentlige hospitaler er underlagt rammestyring, der betyder, at budgettet skal holdes for enhver pris, og at afdelingerne ikke kan producere løs og behandle alle de patienter, der henvises. Men samtidig har regeringen fastsat en garanti, hvor patienterne kan tage på privathospital, hvis der er mere end en måneds ventetid. Da der ikke er så mange læger, at offentlige og de private hospitaler kan køre med hver deres stab af fuldtidsansatte læger, kan opgaven kun løses ved, at lægerne har bibeskæftigelse.

På den baggrund virker det mærkværdigt, at sundhedsminister Bertel Haarder har bebudet en stramning af reglerne for overlægers bibeskæftigelse. Hans begrundelse er, at der kan opstå tvivl om overlægers habilitet. Vi håber, at der bliver mulighed for at oplyse ministeren om det regelsæt, som er aftalt i fuld enighed med Danske Regioner. Det fastslår netop, at læger ikke kan have bibeskæftigelse, hvis der er tvivl om habiliteten. På samme måde som reglerne fastslår, at man ikke kan have bibeskæftigelse på et privathospital, hvis det påvirker muligheden for at passe sit arbejde i det offentlige sygehusvæsen.

Læger vil generelt gerne arbejde mere end de fleste, og den største del af bibeskæftigelsen går med at løse opgaver, som er nødvendige for den offentlige sektor bl.a. som lektorer, konsulenter og vikarer. Et indgreb vil derfor bl.a. ramme uddannelse af sundhedspersonale, pensionssager og produktionen på de offentlige sygehuse. Og hvis regionerne og regeringen mener, at et forbud alene skulle gælde arbejde på privathospitaler, vil det givet have den konsekvens, at regeringen må opgive en måneds garantien. Vil Bertel Haarder det?