Billeder på sygdom og død

Sygdom og lidelse har sine billeder. Ikke blot på den enkeltes nethinde, men også i sociale fællesskaber og offentlige rum. Det kan gælde en fodboldspiller, som bliver genoplivet på grønsværen, mens millioner ser med fra sofakrogen. Det kan gælde røntgenbilleder, grynede ultralydsfilm og kliniske fotos. Og det kan gælde i den kunstneriske sfære. For malere har jo til alle tider skildret menneskers eksistentielle vilkår på godt og ondt – fra huletegninger, helleristninger og kirkelige kalkmalerier til moderne formeksperimenter, hvor kunstnere udtrykker deres livssmerte med tårer, blod og ekskrementer.

»Kunst er samfundets drømme«, hævdede filosoffen og forfatteren Villy Sørensen (1929-2001), og i billedkunsten, dramatikken, filmen og litteraturen står vi ansigt til ansigt med alt det, der giver tilværelsen modhager, kant og kontur – alt det, som er så forbandet svært for de eksakte videnskaber at indfange: gråtonerne, mellemtingene, det uafgjorte. I kunsten fortolkes og forløses komplekse menneskelige følelser som tvivl, ambivalens og længsel. Smerten og euforien ved at være i live.

I vores sundhedsvæsen færdes de største følelser som bekendt side om side. Det er her, vi fødes, og det er her, vi dør. Det er her, vi er syge, og det er her, vi forhåbentlig bliver raske igen. Det er her, vi jubler og fortvivler, håber og insisterer. I sundhedsvæsenet har ekstremerne frit spil, og det kræver kunstneriske bearbejdelser at forstå, hvad der i grunden foregår.

MELLEM LYS OG SKYGGE

I de senere år er interessen for »narrativ medicin« steget betydeligt. For noget tyder på, at litterære skildringer af sygdom og død kan hjælpe ikke bare patienter, men også sundhedsprofessionelle til at begribe det ubegribelige og sætte ord på det, der egentlig ikke findes et sprog for. Litteraturen kan være en måde at finde fodfæste i en kaotisk situation på – og den kan i bedste fald bygge bro mellem syge mennesker og deres behandlere.

Men mon ikke andre kunstarter også kan være med? Mon ikke de store scenedramaer kan sætte eksistentielle udfordringer i relief? Og mon ikke filmkunsten kan kaste nyt lys på hverdagens oplevelser af lidelse, sygdom og død? Tænk bare på biografaktuelle film som »The father«, »Sound of metal« og »Druk«. Demens, tinnitus og maskuline midtvejskriser bliver næppe det samme, efter at man har set de film.

Og dermed tilbage til malerkunsten. For også på lærredet finder man både brutale og beroligende skildringer af sygdom og død – fra barokkens mestre, der tryllede med lys og skygge og fremkalde menneskelige dramaer med et penselstrøg, til 1800-tallets store socialrealister, som skildrede ulighed i sundhed, længe før det blev til et begreb, og frem til vores egen tid, hvor kunstnerne ikke tøver med at inddrage sig selv, når tvivlen og smerten skal gestaltes med pensel og malerkniv.

I sommernummeret af Bibliotek for Læger ser speciallæge Hans Henriksen nærmere på fremstillinger af alvorlig sygdom og død i malerkunsten gennem mere end hundrede år. Vi møder klassikere som Ejnar Nielsens »Den syge Pige« (1896), Michael Anchers »Den druknede« (1896) og H.A. Brendekildes »Udslidt« (1889) – og vi møder Johannes Larsens usentimentale portræt af sin døende far (1909) og Harald Slott-Møllers rørende forevigelse af Georg Brandes’ datter, der døde som tiårig af difteritis (1890). Artiklen slutter i 1930 med en stærk dødslejescene af Olivia Holm-Møller.

Vi mennesker er betydningsskabende dyr, og i kunsten kan man finde trøst og inspiration, når hverdagen er fyldt med lidelse, sygdom og død. Vi ønsker dig god fornøjelse med det nye nummer af Bibliotek for Læger.

Læs mere og find det nye Bibliotek for Læger her.