For billigt for ledelsen at gøre det forkerte

Yngre Lægers repræsentantskabsmøde

Tingene kan gøres bedre - meget bedre - på akutområdet. Det var konklusionen på et møde, Yngre Læger holdt i begyndelsen af november om kvalitet og yngre lægers opgaver i det akutte arbejde på sygehusene.

Og det var også, hvad Mette Worsøe tog udgangspunkt i, da hun holdt den mundtlige formandsberetning på Yngre Lægers repræsentantskabsmøde i sidste uge.

Vagtarbejdet hører med

Mødet om akutarbejdet havde gjort det klart, at mange problemer i arbejdstilrettelæggelsen omkring modtagelsen og visitationen af den akutte patient er lægeskabte, og derfor må løses af læger.

Konsekvenserne mærkes typisk hos de yngre læger i form af dårligt arbejdsmiljø og uddannelsesproblemer og påvirker dermed også kvalitet og sikkerhed i behandlingen.

Derfor lod Mette Worsøe hele første halvdel af sin mundtlige beretning fokusere på problemer i akutarbejdet og opridse forslag til måder at gøre det bedre på.

»Et meget gennemgående problem er den snævre faglige tilgang og fokusering på de enkelte specialer, som virkelighedens patienter ikke passer ind i«, sagde hun.

Den akutte modtagelse på hospitalet burde således kunne organiseres som et tværfagligt fysisk område, hvor der er aftalt formaliserede procedurer for modtagelse og behandling af den akutte patient, og hvor der er afsat de nødvendige ressourcer. Man kunne fx lade et team af speciallæger og uddannelsessøgende læger på tværs af de eksisterende specialer være ansvarlige for at modtage og diagnosticere de akutte patienter.

»Forløbsansvarlige læger er helt centralt her for at sikre kvaliteten og for at undgå gentagelser og dobbeltarbejde i udredningen«, sagde Mette Worsøe.

YL-formanden var selvfølgelig klar over, at højere kvalitet i akutbetjeningen vil betyde, at flere speciallæger må gå i vagt. Og hvis nogen havde troet, at Yngre Lægers politik handler om at slippe af med vagtarbejdet, kan de godt tro om:

»I Yngre Læger har vi sagt det igen og igen: Vagtarbejdet er en naturlig del af lægearbejdet«, sagde Mette Worsøe og glædede sig over, at mange speciallæger i anæstesiologi, kirurgi, obstetrik og pædiatri nu har tilstedeværelsesvagt »til gavn for både patientbehandlingen og lægekulturen«.

»Derfor er det beskæmmende, at man stadig kan høre tidligere yngre læger stille krav om vagtfrihed - og få held med det! - når de skal tiltræde et nyt job. Vi kommer ikke uden om en diskussion og revurdering af, hvem der bør være i vagt hvor, hvornår og hvordan, hvis kvaliteten af det akutte arbejde skal øges. Det handler om kvalitet, og det handler om lægekultur«.

På vej mod fælles akutpolitik

Skal akutområdet have øget faglig status, kræver det dialog med de relevante specialeselskaber om ændret arbejdstilrettelæggelse og prioriteringen af ressourcer på skadestuer og akut modtagende afdelinger. Yngre Læger er lige nu i gang med, i samarbejde med bl.a. Dansk Selskab for Intern Medicin og Amtsrådsforeningen, at undersøge mulighederne herfor.

Det sker ved et konkret arbejdstilrettelæggelsesprojekt, der skal styrke videreuddannelsen gennem en bedre organisering af akutarbejdet på de medicinske afdelinger på Viborg Sygehus og Amager Hospital.

Men Mette Worsøe pegede også på, at der skal ske en politisk afklaring internt i Lægeforeningen.

I den forbindelse hilste hun Praktiserende Lægers Organisations nye akut-rapport velkommen som et skridt i den rigtige retning »med hensyn til at tage deres del af den samlede akutbyrde«. Der mangler dog noget endnu, før der er enighed om, »hvordan vi kan etablere en mere smidig lægelig visitation i dagtiden«.

Men det handler ikke kun om viderevisitationen til skadestuen. Viderevisitationen til resten af sekundærsektoren, altså til egentlig sygehusbehandling, er lige så væsentligt et problem.

»Vi mener, at dette også er vigtigt i det videre arbejde med akutområdet. Og i den sammenhæng er det Yngre Lægers mærkesag, at disse problemer bliver løst«, sagde Mette Worsøe.

Ingen undskyldninger

Et YL-repræsentantskabsmøde uden debat om vagtbelastningen er utænkeligt, og i beretningen lå dette spørgsmål i naturlig forlængelse af afsnittet om akutarbejde. Mette Worsøe henviste til en nylig undersøgelse i New England Journal of Medicine, som viste en sammenhæng mellem belastning og fejl, mellem træthed og opmærksomhedssvigt. Flere andre undersøgelser, især fra USA, viser lignende sammenhænge.

Mette Worsøe kunne ikke finde nogen undskyldning for ikke at gøre noget ved de permanent for store vagtbelastninger - og redskaberne er jo allerede velkendte.

»Man kan sige, at det primært er en ledelsesopgave at sørge for, at arbejdet tilrettelægges, så kvaliteten og vagtbelastningen er rimelig. Og når det ikke sker, viser det sig desværre, at Yngre Lægers overenskomst generelt er for fleksibel. Det er for let og for billigt for ledelserne at gøre det forkerte«.

Debatten gav flere konkrete eksempler på dette. Således kunne Morten Charles fortælle om en kollega, som var gravid i 28. uge, Pga. plukveer havde hun svært ved at passe skadestuen om natten, men mente godt, hun kunne arbejde og lære meget i dagtiden. Hun spurgte derfor overlægen, om hun kunne blive fritaget for skadestuearbejdet under graviditeten, da natarbejdet jo også vides at forøge abortrisikoen væsentligt. Nej, det kunne ikke lade sig gøre. Jamen, indvendte lægen, så måtte hun jo sygemelde sig. Jamen, det måtte hun jo så gøre, lød svaret fra den lidet fleksible overlæge.

Morten Charles' eksempel på dårlig kultur i vagtarbejdet stod ikke alene. Søren Hjortshøj opfordrede til, at man allerede fra de første kurser for nyuddannede sætter ind på at aflive opfattelsen af, at »bagvagten ikke vil komme ind«, både mentalt og ved, at ingen nogen sinde må komme til at opleve det. Kvaliteten i akutarbejdet blev nævnt af mange, og Berit Bjerre Handberg samlede mange indlæg med udtalelsen, »det handler ikke om hvem, der skal passe vagten, men hvad der skal passes«.