Skip to main content

Bioanalytikerne vil hjem til patienterne

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

27. mar. 2013
2 min.

Bioanalytikerne vil nu også være en del af det nære sundhedsvæsen, som får større og større tyngde, efterhånden som hospitalerne centraliseres. De vil være mobile og tage blod- og andre prøver hjemme hos patienterne.

I Region Midtjylland er bioanalytikerne allerede udkørende enkelte steder, og foreningen Danske Bioanalytikere (dbio) foreslår nu, at ordningen udbredes til hele regionen.

”Mobile bioanalytikere overalt vil give patienterne større tryghed”, siger Mette Thomsen, formand for dbio-Midtjylland, i en pressemeddelelse.

Formand for PLO-Midtjylland, Karsten Rejkjær Svendsen, ser ideen som en velkommen mulighed som et supplement til de eksisterende muligheder der, hvor patienterne har svært ved at komme ind til egen læge eller til sygehusambulatorierne.

”Hovedparten af de blodprøver, der tages i almen praksis, vil det ikke have den store indflydelse på. Blodprøvetagning i forbindelse med udredning og kontrol , hvor patienterne i forvejen er i konsultationen, vil fortsat tages i vores egne klinikker”, siger han.

Derimod vil ordningen kunne betyde, at almen praksis vil få færre opgaver fra sygehusene.

”Det vil kunne imødegå den opgaveglidning, vi oplever, hvor sygehusambulatorierne rekvirerer blodprøver, som skal tages i almen praksis – ofte indenfor en kort tidshorisont – dvs. sygehusene kan med en mobil laboratorieordning så at sige beholde opgaven hos dem selv”, siger Karsten Svendsen.

Men han understreger, at hvis sådan en ordning skal have mening, skal den dække hele regionen – også de tyndt befolkede områder, hvor der netop er langt til sygehusambulatorierne.

Helt overordnet stiller han sig imidlertid tvivlende over for, om bioanalytikerne vil kunne få resurser til den ønskede mobile ordning.

”Der har jo ikke ligefrem været den store entusiasme for at finde resurser til at kompensere almen praksis for de ekstra opgaver, som eks. blodprøver rekvireret fra sygehusambulatorierne har medført”, som han udtrykker det.