Skip to main content

Bitter sygehuskrig syd for Kongeåen

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

29. aug. 2008
5 min.

Foto: Scanpix

Kongeåen glider stolt på sin vej mod Vadehavet. I mange år dannede den Danmarks grænse til Tyskland efter det forsmædelige nederlag i 1864, men det var den gang. Nu er Kongeåen grænsen til Sønderjylland, og der er noget fredfyldt over åens løb gennem det frodige land. Men tag ikke fejl: Syd for Kongeåen raser krigen. En krig, hvor argumenter skydes ned, påstande buldrer som kanoners torden, og skældsord slår ned og efterlader dybe kratere.

Det begyndte ellers så godt. Et næsten enigt regionsråd stod for ti måneder siden bag akutplanen, men på et punkt var der uenighed: Socialdemokraterne ville gerne have Sønderborg som akutsygehus, mens Venstre foretrak Aabenraa. I stedet blev man enige om, at der skulle bygges et helt nyt sygehus mellem de to byer. Men hvor? Seks muligheder kom i spil, men efterhånden snævrede det sig ind omkring to placeringer: Kliplev tæt ved Aabenraa og Gråsten i Sønderborg Kommune.

Kort før Danmark gik på sommerferie, faldt afgørelsen. Næsten hele regionsrådet kunne overordnet sige ja til planen for Region Syddanmark, men så kom afstemningen om, hvor der skulle bygges nyt sygehus. Det var en gyser, hvor kun et par stemmer blev afgørende: 21 sagde ja til Gråsten, mens 19 var imod. Hvis Gråsten ikke kan godkendes af regeringens ekspertudvalg, skal Sønderborg Sygehus udbygges.

Men hvis nogle troede, at debatten sluttede her, tog de meget fejl. Den var lige begyndt, og her efter ferien er den for alvor taget til. Høringsfristen er i dag, mandag den 1. september, men derfor kan diskussionerne godt fortsætte, og på torsdag den 4. september er der stormøde i Aabenraa.

Fornærmelse af borgernes intelligens

Avisen Jyske Vestkysten har lavet en undersøgelse, der viser, at kun 17 procent af borgerne i Syd- og Sønderjylland er enige med det snævre politiske flertal. 57 procent siger, at de er imod en placering i Gråsten. De foretrækker Aabenraa. En arbejdsgruppe er gået til kamp på internettet via Facebook. Parolen er: »Nej til sygehus i Gråsten - ja til Aabenraa«. Et argument er, at et sygehus i Aabenraa i højere grad vil være for hele den sønderjyske befolkning. Modstanderne af Gråsten peger på, at patientgrundlaget kun vil være 167.000, mens en placering i Kliplev vil have 202.000, og dermed leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedrørende patientgrundlagets størrelse.

Næstformand i regionsrådet, Poul-Erik Svendsen, (S), er formand for regionens sygehusudvalg. Han synes, at debatten er kørt noget af sporet:

»Nu er der jo ikke den store afstand mellem Gråsten og Kliplev, så det er en fornærmelse af borgernes intelligens at postulere, at det betyder noget, om det er det ene eller det andet sted. Jeg tror på, at Gråsten er et godt valg. Her har vi et udbygget bysamfund, og infrastrukturen er god med jernbane osv. Der er i forvejen gigthospitalet i Gråsten, som der kan samarbejdes med, og så er Gråsten som den gamle kongeby et sted, hvor jeg rent faktisk tror, at vi kan få dem i de hvide kitler til at slå sig ned«.

- Så du giver ikke meget for argumentet om, at befolkningsgrundlaget er større i Kliplev end i Gråsten?

»Nej, det gør jeg ikke, når de to steder oven i købet ligger så tæt på hinanden. Hvis de hørte det argument i Norge eller Frankrig, ville de jo grine højlydt«.

- Men kun 17 procent af borgerne mener ifølge Jyske Vestkystens undersøgelse, at Gråsten er en god placering. Hvad siger du til det?

»Det er klart, at når der kører en kampagne, er det noget, der påvirker folk. Men vi skal som politikere have et helhedssyn på tingene, og det er baggrunden for flertallets beslutning. I øvrigt siger de jo ikke Kliplev frem for Gråsten. De siger Aabenraa, og det ville jo betyde, at hele forliget åbnes. Det ville bringe en masse andre elementer i spil igen og rejse en masse nye spørgsmål«, siger sygehusudvalgets formand.

Haderslev frygter speciales død

Det store offer er Haderslev Sygehus, der inden for 1-2 år omdannes til et sammedagssygehus med skadeklinik. Når det nye sønderjyske sygehus står færdigt, lukkes sygehuset i Haderslev helt, og bygningerne sælges. Det har tændt en folkelig kamp for bevarelse af Haderslev Sygehus, men det handler ikke kun om følelser. Ledende overlæge, Bente Lyck, er fagligt bekymret, og for hende er der slet ingen tvivl om, at akutsygehuset burde have været placeret i Aabenraa:

»Det er ikke mindst konsolideringsplanen, vi er imod. Den hænger ikke sammen, og de opgaver, vi hidtil har løst her i Haderslev, deles op på en måde, der er stærkt bekymrende. Man opbygger fra den 1. november 2009 en helt ny akut modtageafdeling i Aabenraa, hvor akutlægerne skal kunne klare det hele. Her skal vore akutte medicinske patienter og vore hjertepatienter ned, mens geriatri og aplopeksi flyttes til Sønderborg«.

Når det gælder geriatri, hvor Haderslev årligt har omkring 700 indlæggelser og høster stor patienttilfredshed, er Bente Lyck direkte bekymret for specialets fremtid:

»Vi havde forventet, at geriatri skulle til Aabenraa sammen med vore medicinske senge. Disse afdelinger hænger sammen. Nu mister vi sammenhængen mellem sengepladserne, opsøgende hjemmebesøg og specialiseret genoptræning, som vi har det i dag. Det er ældre mennesker, og de vil fravælge Sønderborg, ikke mindst fordi det vil betyde store transportafstande og dermed problemer med besøg af pårørende. Dertil kommer, at man ikke kan forvente, at personalet vil flytte med fra Haderslev til Sønderborg. Vi kan allerede nu konstatere, at mange har fravalgt at flytte, og når det gælder geriatri, får vi et speciale uden speciallæger. Jeg frygter, at det kan blive dette speciales død«, siger Bente Lyck.

Den syddanske plan

Odense Universitetshospital/Svendborg Sygehus

  • Der bygges nyt universitetshospital, og Svendborg udbygges.

  • Nyborg fortsætter uændret men skal på sigt være samme-dagssygehus. Faaborg skal afgive opgaver til Odense og Svendborg og forventes solgt i 2012. Neurohabilitering i Ringe flyttes til Odense, når nyt hospital står færdigt.

Sygehus Sønderjylland

  • Der bygges nyt akutsygehus i Gråsten.

  • Sønderborg Sygehus og Aabenraa Sygehus får midlertidige bygninger til opgaver, der overflyttes fra Haderslev og Tønder. Når det nye sygehus er færdigt, skal sygehuset i Sønderborg sælges, og sygehuset i Aabenraa ombygges til psykiatrisk sygehus.

  • Haderslev Sygehus og Tønder Sygehus ombygges til samme-dagssygehus med skadeklinik. Haderslev nedlægges, når det nye sygehus i Gråsten står færdigt.

  • Sydvestjysk Sygehus

  • Esbjerg Sygehus udbygg es som akutsygehus.

  • Grindsted Sygehus skal være specialsygehus.

  • Brørup Sygehus afgiver opgaver til Esbjerg og Grindsted. Veneklinikken i Brørup fortsætter.

Sygehus Lillebælt

  • Kolding Sygehus udbygges til akutsygehus.

  • Vejle Sygehus bygges om til kræfthospital og akutsygehus for det medicinske område.

  • Fredericia Sygehus får skadeklinik og skal muligvis være sammedagssygehus. Stationære opgaver flyttes til Middelfart, Vejle og Kolding.

  • Dagklinik i Give flyttes til Vejle. Friklinik fortsætter.

  • Middelfart Sygehus omdannes til regionens rygcenter.