Blair står fast på omstridt sundhedsreform

»Hold nu op med at belære os. Lyt til os«, råber fagforeningskvinden fra talerstolen. Hun bliver mødt med, hvad der lyder som lige dele bifald og buhråb fra den fyldte kongressal. Senere skal det vise sig, at det er et betragteligt flertal i salen, der er enige i Sharon Holders opsang til premierminister Tony Blair og sundhedsminister John Reid, der sidder på scenen lige bag hende.

Blair og Reid ser ud, som om de lytter. Men inden kongressen har premierministeren udtalt sig så kategorisk om, at han ikke har tænkt sig at rette ind efter et eventuelt nej fra kongressen, at mange tvivler på, at han hører dem. Og flere af talerne indleder med at fortælle, hvor vrede og skuffede de er.

Debatten om Labours sundhedspolitik blev den mest højrøstede og indimellem også giftige af alle debatterne på det britiske regeringspartis kongres i Bournemouth. Det var Tony Blairs tiende kongres som partileder, og kun to gange før har han oplevet at få sin politik stemt ned på kongressen. I år tabte han begge afstemningerne efter sundhedsdebatten.

Privatisering af sundhedsvæsenet

Nede på stolerækkerne sidder mange og fnyser hørligt, hver gang nogen taler til støtte for regeringens forslag. Det er fagforeningerne fra deres plads til venstre i salen, der fører an i modstanden. For dem at se er regeringen i gang med at privatisere det britiske hospitalsvæsen ved at tilbyde de bedste af Englands hospitaler større frihed til at bestemme over sig selv.

Fagforeningerne og deres støtter ser opgøret om de såkaldte fondshospitaler som det største ideologiske opgør i arbejderbevægelsen, siden Blairs moderniserede arbejderparti kom til magten i 1997. Nogle mener ligefrem, det er et afgørende skridt i en demontering af den britiske velfærdsstat, som den blev defineret i 1945.

»Det er et tilbud om et klassedelt sundhedssystem. Fremragende for få, miserabelt for mange«, siger transportarbejdernes afgående formand, Bill Morris, i en omskrivning af et af New Labours mest brugte slogans.

Som regeringen ser det, kunne det ikke være mere forkert. Sundhedsminister John Reid forsøger i sin tale at gøre rede for, at det forholder sig nøjagtig omvendt, og at målet stadig er lige adgang for alle til gratis behandling.

»Hvis dit barn eller din mor havde smerter, og der var mulighed for at lindre dem hurtigt og gratis der, hvor I havde brug for det. Ville du så nægte dem det? Det ville jeg ikke. Og hvis jeg ikke vil nægte min egen familie den lindring, så vil jeg heller ikke nægte nogen anden familie i landet den lindring. Tiden er inde til, at de mange, det store flertal i det arbejdende folk, også får en ærlig chance«, siger Reid.

»Argumentationen er meget enkel. For os, der kommer fra den socialdemokratiske tradition, er der intet højere mål, intet vigtigere formål, end at lindre individets lidelser og bedre de menneskelige forhold. Konklusionen er, at når almindelige menneskers ambitioner kommer i konflikt med samfundets nedarvede strukturer, systemer og institutioner, så må det store flertal af arbejdende folks ønsker og behov nyde forrang. Så er det de gamle strukturer og systemer, der skal reformeres«.

I løbet af sin 25 minutter lange tale lykkes det sundhedsministeren helt at undgå at nævne det, hele debatten handler om: Fondshospitalerne. Kun en enkelt gang siger han næsten ordet, som alle andre talere - både tilhængere og modstandere - bruger ivrigt. Men man kan nemt blive i tvivl om, hvorvidt det virkelig er det samme, de taler om.

Kun for de trestjernede

Ifølge Sundhedsministeriets skriftlige forklaringer er fondshospitalerne en idé, der til dels er hentet i andre europæiske lande. Der henvises blandt andet til Sverige og Spanien. Og til de danske reformer, der i slutningen af 1990'erne førte til oprettelsen af Hovedstadens Sygehusfællesskab. Men fondshospitalerne skal også i høj grad tage udgangspunkt i det særlige engelske system, hvor hvert enkelt hospital gennem årlige vurderinger bliver tildelt mellem nul og tre stjerner. Det er kun de bedste hospitaler, de trestjernede, der får adgang til at søge om fondsstatus.

I regeringens forklaring handler det om at give hospitalerne større økonomisk frihed og befri dem for en del af centraladministrationens kontrol og overvågning. De hører dog stadig under det nationale sundhedsvæsen, NHS, og skal stadig leve op til de nationale standarder. Men ideen er, at de skal drives af beboerne i lokalområdet gennem en lokalt valgt bestyrelse i stedet for at blive styret fra London.

Fondshospitalerne får blandt andet mulighed for selv at bestemme over deres investeringer, og hvordan de finansierer dem. De kan altså hente penge på det private marked, de kan sælge for eksempel bygninger og beholde pengene selv, og de kan selv sætte deres lønniveau. I modsætning til rent private hospitaler er det dog ikke meningen, at fondshospitalerne skal tjene penge, og eventuel profit skal bruges i det lokale sundhedsvæsen.

Foreløbig har kun fire af Englands i alt 29 trestjernede hospitaler udtrykt interesse for at prøve den nye model, når den efter planen bliver lanceret til april næste år. Men det er ikke kvaliteten på de få udvalgte hospitaler, der bekymrer kritikerne. Det store debatemne er, hvad der så sker på alle landets andre hospitaler, hvis der opstår konkurrence om både patienter og personale.

Og så er kritikerne vrede over, at hele ideen først er blevet præsenteret et stykke inde i den nuværende regeringsperiode og derfor ikke har været med i partiets valgprogram og heller ikke har været igennem en grundig diskussion i baglandet.

»Det er kun et lille skridt fra den fulde privatisering. Denne her lov vil gøre det nemmere for Det Konservative Parti at pille hele vores sundhedsvæsen fra hinanden. Og den er hentet ud af den blå luft - uden diskussion, uden debat«, råber Sharon Holder fra industriarbejdernes store fagforening GMB. Hun høster endnu et stort bifald, inden hun må vige talerstolen for sundhedsminister John Reid.

Reid opfordrer de delegerede til at være pionerer. Og direkte henvendt til en af de andre højtråbende talere, David Prentis fra sundhedsarbejdernes fagforening UNISON, siger ministeren, at Prentis måske nok taler for sine 240.000 medlemmer, men at regeringen er nødt til at tale for alle 60 millioner briter.

Blair kører videre trods modstand

Men i stedet for at dæmpe gemytterne er det, som om John Reids tale bare gør stemningen endnu mere højspændt. Man kan næsten mærke, at hele salen kollektivt sætter sig frem i stolen, da Reid er færdig, og der skal stemmes om to resolutionstekster. Først en, der ikke nævner fondshospitalerne med et ord, men bare generelt klapper regeringen på skulderen for at være dygtig og fremsynet i sin drift af sundhedsvæsenet. Derefter en lang, skarp tekst fra UNISON, der opfordrer regeringen til at droppe ideen om fondshospitalerne. Samtidig med at hænderne ryger op til støtte for regeringen i første afstemning, begynder især venstre side i salen at råbe på skriftlig afstemning. Så må de delegerede have fat i deres små hæfter med stemmesedler, og en lille hær af unge mennesker bliver se ndt rundt i den enorme sal med små stemmebokse af træ.

Til anden afstemning er der ikke brug for stemmeboksene. Skoven af hænder til støtte for fagbevægelsens bandbulle mod regeringen er overbevisende nok i sig selv.

Det er nok op mod to tredjedele af salen, der stemmer fondshospitalerne ned. Optællingen af papirstemmerne fra den første afstemning viser senere, at selv den ellers meget bredt formulerede støtteerklæring til regeringen også blev stemt ned med 56 mod 44 procent.

Men kritikerne ved godt, at regeringen alligevel ikke har tænkt at bøje sig. Det gjorde premierminister Tony Blair helt klart i et interview med avisen The Observer allerede inden kongressen i Bournemouth. Da sagde han, at de dage for længst er forbi, »hvor kongressen stemte, og regeringen bare stod ret«.

Nu har kongressen stemt. Det blev et klart nej. Efter alt at dømme får Storbritannien sine første fondshospitaler til april næste år.