Skip to main content

Blinde pletter. Om lægevidenskabens og sundhedssektorens amputerede virkelighed

Forskningschef, professor Bente Danneskiold-Samsøe, E-mail: Bente.Danneskiold@frh.regionh.dk

8. jun. 2012
2 min.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen




Blinde Pletter er en fyldig bog, som omhandler de svageste i vores samfund. Bogen er delt i tre store afsnit: I. Lægekollektivets ideologiske arv, II. Den erkendelsesmæssige udfordring og III. Lægelige og sundhedspolitiske svar på epidemien (med den danske model som eksempel).

Bogens første del har basis i filosofiens historiske betydning inden for lægevidenskaben med henvisninger til de forskellige paradigmer og religionernes diagnostiske indflydelse. Et afsnit omhandler blandt andet eurocentrisme som forståelsesmønster for vekselvirkningen mellem læge- og samfundskultur og mellem læge og patient.

I et kapitel rettes fokus på »højt kolesteroltal«, sygeliggørelse af kvindens forskellige hormonelle faser, herunder klimakteriet, de medikamentelle behandlinger og følgerne af disse. Også behandling med C-vitamin i høj dosis ved kritisk sygdom bliver beskrevet med massivt referencegrundlag.

Biofysikken anføres som en af de blinde pletter i lægekollektivets erkendelsesmønster, og i stedet for anvendelse af et specifikt symptomkompleks, stiller man hellere diagnosen multisystemsygdom, som man derefter »psykiatriserer«.

Videnskabeligt dokumenterede sygdomstilstande som kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi og andre kroniske sygdomme belyses ved hjælp af kasuistikker. De er fulgt op af videnskabeligt baserede kommentarer af forfatteren.

Blinde pletter er en bog, der er gennemsyret af referencer. Forfatteren påpeger vigtige paradigmeskift, som er af diagnostisk og behandlingsmæssig betydning for multisystemsygdommene.

Bogen bør læses af læger, studerende og i det hele taget tværfagligt personale såvel i primær- som sekundærsektoren.

FORFATTER: Isager H.

FORLAG: Højbjerg: Forlaget Hovedland, 2011

SIDER: 269

PRIS: 299 KR.

ISBN: 978-87-7070-263-8