Skip to main content

Blodprøve skal afsløre tarmkræft

Den landsdækkende screening for tarmkræft danner basis for etablering af biobanker, der vil muliggøre udvikling af nye og mere skånsomme screeningsmetoder

Annette Hagerup, annette@hagerup.info

20. nov. 2013
2 min.

Fundet af nye markører for tarmkræft, øger chancen for at udvikle en blodprøve, der kan afsløre den kræftsygdom, der hvert år rammer mere end 4.000 danskere.

Det betyder, at det landsdækkende screeningsprojekt, der starter først i det nye år, kan erstattes af noget bedre allerede om få år, fortæller professor Torben Ørntoft, Molekylær Medicinsk Afdeling, MOMA på Aarhus Universitetshospital. Han vurderer, at en blodprøve til opsporing af tarmkræft vil være en realitet indenfor fem år.

”Det stort anlagte screeningsprojekt, der involverer 1,6 mio. 50-74 årige danskere, er baseret på opsporing af okkult blod i afføringen. Det er et veldesignet og effektivt projekt, der vil opspore en lang række tilfælde af tarmkræft. Der er bare den hage ved projektet, at det kan være svært at få tilstrækkeligt med borgere til at deltage, fordi mange kvier sig ved at skulle tage en afføringsprøve.

Hvis nu folk kunne nøjes med en blodprøve, kunne vi screene langt flere,” fortæller Torben Ørntoft. Torben Ørntoft arbejder i øjeblikket sammen med kolleger fra Københavns Universitet og Hvidovre Hospital på at finde egnede biomarkører, der kan afsløre tumor-arvemateriale (microRNA – de bittesmå molekyler, der er med til at regulere informationen til kroppens celler) i blodet. Perspektivet i forskningsprojektet er – på sigt - at alle over 50 år tilbydes en simpel blodprøve en gang om året. Forskerne er meget tæt på at kunne publicere deres resultater. Og professor Torben Ørntoft vil gå så langt som til at fortælle: ”Vi har fundet nogle meget interessante, patenterbare molekyler, der kan fortælle os, om en patient har tarmkræftceller i kroppen.”

Projektet udføres i et samarbejde med biotekvirksomheden Exiquon og er støttet af Højteknologifonden.

Hos Kræftens Bekæmpelse hilser man nye og mindre indgribende screeningsmetoder velkommen. ”Vi er meget glade for at borgerne nu får tilbuddet om screening for tarmkræft, som er en af vores største kræftsygdomme og som desværre har en meget høj dødelighed,” siger formanden for Kræftens Bekæmpelse Frede Olesen og fortsætter: ”Samtidig bakker vi selvfølgelig 100 pct. op om intensiv forskning i nye og endnu bedre metoder til opsporing af tarmkræft. Her giver det planlagte screeningsprogram os en enestående platform til at indsamle biologisk materiale med henblik på at udvikle næste generation af analyser.

Ingen tvivl om, at en screening baseret på en simpel blodprøve ville øge befolkningens interesse for at deltage i screening for tarmkræft,” siger Frede Olesen.