Skip to main content

BLOG - Gunver Lillevang: Specialevalg med glæden som pejlemærke

Der er rigtig mange betydende og væsentlige faktorer, som vi hver især må tage med i vores overvejelser, når vi vælger speciale, og når vi vælger, hvilken vej vores karriere skal gå. Jo mere bevidste vi er, om hvad der er vigtigt for os, jo bedre valg kan vi træffe.

20. sep. 2011
3 min.

Der er rigtig mange betydende og væsentlige faktorer, som vi hver især må tage med i vores overvejelser, når vi vælger speciale, og når vi vælger, hvilken vej vores karriere skal gå. Jo mere bevidste vi er, om hvad der er vigtigt for os, jo bedre valg kan vi træffe.

Særligt er valget af speciale et stort og afgørende valg for, hvordan vores lægeliv vil forme sig. Og netop i disse år, hvor dette valg stresses yderligere af en 4-års regel, er det nødvendigt at bruge tid og energi på at tænke sig om og mærke godt efter mavefornemmelsen. En række centrale spørgsmål vil kunne hjælpe dig godt på vej.

Grundlæggende er det formålstjenligt at tænke over, hvilken slags læge, du gerne vil være. Hvad vil og kan du bidrage til lægegerningen med, og hvad skal lægelivet bidrage til dit liv med? Hvilke værdier er grundlæggende vigtige i dit liv og i dit arbejdsliv?

Undersøgelser viser, at vi hver især kan blive lykkelige læger i flere forskellige specialer, - så det gælder bare om, at få de relevante specialer identificeret, så du har et antal gode muligheder åbne. Men hvordan er det lige, at du får kogt de 38 specialer ned til nogle få, eller får fundet dine alternativer, hvis du ikke kan få dit drømmespeciale?

Her er det, at glæden kan vise sig at være din bedste ven og pejlemærke. Hvornår er det, du går glad på arbejde og dårligt har tid til at gå hjem igen? Hvad kendetegner de dage, hvor du er glad, interesseret og fyldt med energi, – og hvad kendetegner modsat de dage, hvor du er træt, energiforladt og keder dig? Hvilke forhold er det, der påvirker dig på afgørende vis? Og i hvilke specialer er det så, at du kan finde de forhold, der gør dig glad?

I overvejelserne er det afgørende, at du inddrager både personlige og specialespecifikke forhold og karakteristika. Hvordan passer forskellige typer af opgaver og arbejdsforhold til netop dig? Tag alle relevante specialer med i dine overvejelser. Prøv at lade være med at udelukke specialer, du ikke kender nok til, eller som du kun har hørt om på rygtebasis, - det kan være, at det lige præcis er specialet for dig.

Måske er du en af dem, der er god til at komme rundt om mange overvejelser på egen hånd, men formentlig vil du som de fleste andre have glæde af at tale med andre og måske få noget feedback og input fra familie, venner og kolleger, der kender dig. Hvis du har brug for det, kan YL også bidrage med karrierevejledning. Brug tiden og ressourcerne på den proces, som specialevalget er.

Specialevalget begynder allerede som studerende og slutter, før du er i gang med en hoveduddannelse i et speciale, du trives i. På den måde er der jo lang tid at tage af – men også risiko for, at du aldrig rigtig får taget dig tiden til at tænke og tale det grundigt igennem.

Det er et vigtigt valg i dit liv, så mit råd er, at du er opmærksom på, hvor glæden viser sig for dig, og at du så styrer efter det.