Denne sommer er det 40 år siden, at Verdenslægeforeningen vedtog det selvfølgelige: At læger under INGEN omstændigheder må medvirke ved tortur. Det har formentlig bidraget til at gøre verden til et lidt bedre sted.
Overskriften lyder som en selvfølgelighed. Ikke desto mindre er der flere læger, end man bryder sig om at tænke sig, der villigt lægger ekspertise til ødelæggende mishandling af forsvarsløse medmennesker. Verdenslægeforeningen har skønnet, at der i et eller andet omfang medvirker læger ved halvdelen af alle tilfælde af tortur.
”Lægen må ikke tillade, billige eller deltage i udøvelse af tortur eller andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling”.
Sådan lyder det i den første af de seks paragraffer, der udgør den såkaldte Tokyo-deklaration.
Denne sommer er det 40 år siden, at Verdenslægeforeningen, WMA, på et møde i Tokyo vedtog deklarationen, som med befriende klarhed forbyder, at læger under nogen som helst form medvirker ved procedurer, der kan lette udøvelsen af tortur.
”Lægen må ikke tilvejebringe lokaler eller instrumenter, stoffer eller viden med det formål at lette udøvelsen af tortur…”, hedder det også. Og: ”Lægen må ikke være til stede i nogen situation, hvor tortur eller andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling bruges, eller hvor der trues hermed”.
Og forbuddet gælder, uanset hvilke forbrydelser, offeret er mistænkt for eller skyldig i. Og i et klima, hvor man nogle gange hører argumentet, at ”mild” tortur kan retfærdiggøres i kampen mod terror eller lignende forbrydelser.
Den historiske baggrund for at nå frem til Tokyo-deklarationen var nazisternes krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig, hvor en stor del af den tyske lægestand i 1930’erne deltog i det såkaldte ”eutanasi-program”, hvor ”unyttige” mennesker – f.eks. psykisk syge, arveligt syge og mentalt handicappede – blev slået ihjel. En praksis, som var med til at bane vejen for de senere, langt mere omfattende massemyrderier og grusomme, terminale menneskeforsøg, udført af læger på kz-fanger.
Få år efter krigen, og efter retssagen i Nürnberg mod 23 førende nazilæger, vedtoges en række erklæringer til sikring af menneskerettighederne.
Da Tokyo-konventionen blev vedtaget i 1975, var tortur fortsat udbredt, også i et Europa, som burde vide bedre. Der eksisterede fortsat fascistiske diktaturer i Spanien og Portugal. Grækenland var netop blevet af med en fascistisk oberst-junta, og i Vietnam gjorde de amerikanske styrker i vidt omfang brug af grusom tortur mod tilfangetagne vietnamesiske guerillasoldater.
Men – for blot at blive i Europa: Også et demokrati som det britiske bevægede sig ud på skråplanet med sin brutale behandling af fængslede medlemmer af IRA i Nordirland, hvor læger deltog i blandt andet tvangsmadning af sultestrejkende fanger.
I Sovjetunionen deltog psykiatere aktivt i tortur ved at ”diagnosticere” og tvangsbehandle politiske afvigere. I Latinamerika var torturen udbredt i blandt andet det argentinske og det chilenske militærdiktatur og i Uruguay. Overalt var der læger, som var villige til at erklære politiske fanger ”egnede” til tortur, og til at erklære dem raske bagefter.
Så sent som 2013 dokumenterede en undersøgelsesrapport, at USA's forsvarsministerium og CIA inddrog læger og psykologer i tortur og nedværdigende behandling af terrormistænkte fanger på Guantanamo-basen.
Ifølge rapporten fik sundhedspersonerne at vide, at de ikke forbrød sig mod det etiske bud om ”først og fremmest ikke at gøre skade”, da de jo ikke behandlede syge mennesker. CIA’s Office of Medical Services beroligede deltagerne med, at ”forbedrede forhørsmetoder” som søvnberøvelse og waterboarding var ”lægeligt acceptable”.
Så tortur er langtfra forsvundet fra verden. Og med de moderne og mere sofistikerede torturmetoder er læger mange steder blevet en integreret del af torturmaskineriet.
De hjælper med at udvikle nye torturmetoder, som efterlader færre ar og andre spor, der kan tjene som bevis mod bødlerne. De undersøger fangen, så torturen kan kalibreres til ikke at slå ham ihjel, og de behandler skaderne, når torturen er afsluttet.
Ifølge pålidelige rapporter har læger i mindst 70 lande været involveret i tortur. Alligevel taler meget for, at Tokyo-deklarationen har været med til at gøre verden til et lidt bedre sted. Der er kommet langt mere projektørlys på de lyssky læger, og siden 1975 har verden set en række retssager mod torturlæger.
I 1975 var det græske læger fra junta-årene, der var på anklagebænken. I 1980’erne blev torturlæger i Argentina, Chile, Sydafrika og Uruguay stillet til ansvar. I 1990’erne kom Brasilien og Rwanda til, og i 00’erne blev læger fra Pakistan og Sri Lanka straffet for at deltage i tortur. Siden 2010 er yderligere Storbritannien, Italien og Guyana kommet til. Alene siden 2000 er foreløbig 36 læger blevet straffet for forbrydelser mod menneskeheden – flere end i de 25 år fra 1975-2000.
Alt for mange slipper stadig for retsforfølgelse og dom. Men sammen med en voksende bevidsthed om, at stater og regeringer skal stå til ansvar for krigsforbrydelser og alvorlige krænkelser af menneskerettigheder, har Verdenslægeforeningens Tokyo-deklaration formentlig fået flere potentielle lægebødler til at afholde sig fra at vælge Mengele-vejen.
Læs mere på Folkedrab.dk (link)
Bibliotek for Læger: Temanr. om tortur. Juni 2014 (link)
Health and Human Rights Journal: The new accountability for doctors who torture (link)
