Skip to main content

»Børn, der dør, kan ryste selv de mest garvede«

Journalist Jacob Berner Moe, jacob@bernermoe.dk

16. okt. 2006
4 min.

Navn: Jakob HuusomAlder: 34 årFamilie: Kone Anja Julie Huusom, læge, venter barnTidligere job: Pædiatrisk Afdeling, Roskilde Amts Sygehus

Nyt job: reservelæge ved Neonatalklinikken, Juliane

Marie Centret, H:S Rigshospitalet.

Hvorfor hedder din hotmail Mendoza?

Min far beskæftigede sig med professionel boksning. Og da jeg var dreng, var der en præsident for et af de store bokseforbund, der hed Mendoza. Han havde vist ikke helt rent mel i posen, men han fik lavet t-shirts, hvor der stod: »Mendoza for President« og den slags. De t-shirts gik jeg med. Det var sejt, synes jeg. Derfor blev jeg kaldt Mendoza.

Hvor langt er du nået i uddannelsessystemet?

Jeg er ikke begyndt på speciallægeuddannelsen endnu. Det er et vikariat, jeg er blevet ansat i. Jeg vil gerne være anæstesiolog, men for et år siden mistede vi vores dreng (døde under fødslen i uge 24), og det satte noget i gang. Indtil da var jeg overbevidst om, at jeg skulle være verdensmester i anæstesi. Men så søgte jeg ind på pædiatri i Roskilde. Det var enormt spændende. Nu er jeg kommet frem til, at jeg skal være pædiatrisk anæstesiolog.

Hvordan bliver man pædiatrisk anæstesiolog?

Først bliver man anæstesiolog. Og derefter findes der faktisk en halvandenårig uddannelse i Norden, hvor man opholder sig på tre store sygehuse for at opnå kendskab og erfaring med området. Men de stillinger er der ikke så mange af, derfor skal jeg have noget erfaring med børn og især de for tidligt fødte nu.

Hvorfor vil du specielt gerne bedøve børn?

Du kan ikke fortælle dem, hvorfor du gør dem ondt. Derfor må der ikke være noget, der misser. Alt skal køre, og alt skal være forberedt på forhånd. Når du bedøver voksne, har du en plan a og en plan b. Ved børn er der også en plan c, d og e. Når børn begynder at vælte, går det stærkt. Og så kan jeg vildt godt lide børn. Jeg kan godt lide at lege. Jeg har et meget barnligt sind. Jeg synes, at det er sjovt at tale som Darth Vader ned i masken og lege jægerpilot.

Ud over at lege hvad er der så sjovt ved anæstesi?
I min yndlingsbog om lægefaget står der, at anæstesi er 90 procent boredom og 10 procent panic. Det passer mig fint. Nogle gange er alle på, og pulsen er oppe. Ind imellem er der tid til at køre lidt på rutinen. At arbejde med børn har de samme ting - bare sat mere på spidsen. En anden ting er, at man som anæstesiolog ikke kan gemme sig i et hjørne af sygehuset. Man skal kunne samarbejde med alle.

Noget af det, der trænger gennem en læges

professionelle panser, skulle være børn, der dør?


Det er rigtigt. På Roskilde havde vi to dødsfald på et halvt år. Der sænker sig et slør over hele afdelingen. Folk, der aldrig har set børnene, bliver påvirket. Jeg har to gange været med til at tage imod børn med vuggedød. Alle kan se, at barnet er stendødt. Et af dem havde endda ligpletter. Alligevel gik vi i gang med at behandle. Måske mere for forældrenes skyld. Børn, der dør, kan ryste selv de mest garvede.

Hvordan vil du undgå at tage for meget med hjem?

Ved at snakke om det, vende det med mine vejledere. Og så har jeg også en kone, som er læge. Det er nogle gange en fordel og nogle gange en ulempe. Jeg tror, at det er nemmere at læsse over på en fuldstændig uforstående. Omvendt kan det også være nemmere, for hun kan jo bedre sætte sig ind i situationerne.

Er du en blød læge?

Nej, men jeg er heller ikke uforsonlig. Jeg er god til at sætte mig ind i, hvordan folk har det. Men det hæmmer mig ikke. Det er noget jeg har lært i anæstesien. Det er synd for drengen at tage blodprøver, ja, men hvis det er nødvendigt, så skal det gøres, og så er jeg iskold. Lige meget hvor meget barnet skriger. Men jeg har også været med til et kejsersnit, hvor barnet døde - og vi kæmpede. Det rørte mig enormt meget. Jeg måtte tale med moren og faren - og da var jeg lige ved at begynde at græde. Men nej, jeg synes ikke, at jeg er en blød læge; omvendt vil jeg gøre meget for ikke at blive indifferent; det er næsten noget af det værste. Mange har en tendens til at sige »blodproppen er inde på 4.«, og »blindtarmen inde på 8.« Det prøver jeg at kæmpe imod. Jeg har en yndlingsbog, der hedder »House of God« (af Samuel Shem), som er en meget kynisk fremstilling af livet som turnuslæge i USA. Den har jeg besluttet at læse hvert tredje år for at minde mig om ikke at ende sådan.