Skip to main content

Bøvlet tidsrøver eller ’bare et computerprogram’?

Sundhedsplatformens indtog i Region Sjælland opleves forskelligt af lægerne. Reaktionerne efter de første døgn spænder fra gråd og frustration til forsigtig optimisme.

Computerarbejdet fylder - her er det læger på Herlev Hospital. Foto: Claue Boesen.
Computerarbejdet fylder - her er det læger på Herlev Hospital. Foto: Claue Boesen.

Dorte R. Jungersen, doj@dadl.dk

29. nov. 2017
4 min.

Få døgn efter, at stikket blev sat i til Sundhedsplatformen på alle Region Sjællands sygehuse, er tilbagemeldingerne om, hvordan det er spændt af, ret brogede.

Flere læger oplyser, at det i det store og hele er gået smertefrit, men med en tilføjelse om, at ’vi har heller ikke så mange patienter’, eller ’vi er jo også dobbeltbemandet’.

På de sociale medier er der tilkendegivelser om, at den tilsyneladende stille og rolige start blot er en slags ’stilhed før storm’.

Sundhedsplatformen har et ’generalieblad’, som gør den svær at tro på. Kritikken har haglet ned over den, siden den gradvist blev indført i Region Hovedstaden. Rigsrevisionen har iværksat en fuld undersøgelse af den. Og formand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) har vedgået, at regionens syn på Sundhedsplatformen har været for "rosenrødt".

”Gammeldags og antiintuitiv”

Ortopædkirurg Anna Kathrine Pramming mødte mandag morgen ind på Køge Sygehus, hvor hun skulle operere tre sammedagspatienter – færre end normalt.

”Mandag var ret kaotisk. At ordinere medicin var komplet umuligt – det var ikke alt, vores superbrugere var gearet til at bistå med. Det er især receptudstedelse og FMK, der fungerer dårligt. Brugergrænsefladen er gammeldags og antiintuitiv. Og man bliver utryg ved, om det man nu har gjort, er det rigtige” siger Anna Kathrine Pramming og fortsætter:

”Det er værre, end jeg havde forventet. Vi har været på kursus og haft 40 timers e-læring. Jeg troede, at det bare var mig, der skulle lære det - ikke at det var nogle strukturelle problemer. I dag gik jeg stuegang med en sygeplejerske, jeg kender godt, og på hendes spørgsmål om, hvordan det gik, måtte jeg med tårer i øjnene konstatere, at det var bøvlet. En oplevelse, hun også delte”

”SP får alt for meget fokus”

På Roskilde Sygehus’ kirurgiske afdeling mødte også Steffen Brisling ind mandag morgen.

Han erklærer sig som ”helt bestemt forhåndsskeptisk”, men har oplevet overgangen fra Opus til Sundhedsplatformen som bedre end forventet.

”Vi har været godt forberedt. Vi har dobbeltbemanding i ambulatoriet og også mere personale i sengeafsnittet. Der er nogle udfordringer undervejs, som vi forsøger at løse. Og det tror jeg på, vi kan – i hvert fald i kirurgisk regi”, siger Steffen Brisling, der er superbruger.

”Den titel indebærer altså blot, at jeg har modtaget undervisning i SP inden de fleste andre, og at jeg har været nogle af modulerne igennem mere end en gang. Jeg føler mig ikke som superbruger”.

Steffen Brisling mener i øvrigt, at Sundhedsplatformen har fået ”alt for meget fokus” og at den tillægges ”for megen værdi”.

”Vi køber hele tiden nye smartphones og installerer opdateringer i ét væk. Sundhedsplatformen er bare er et computerprogram til dokumentation. Det vigtigste er fortsat at snakke med og behandle patienterne. Det skal vi holde fast i”, lyder det fra Steffen Brisling.

Et andet sted på Roskilde Sygehus træffer Ugeskrift for Læger Anne Poulsen, overlæge og TR på intensivafdelingen.

”Umiddelbart har systemet virket smertefrit, selv om der jo er en del børnesygdomme. Og så er vi dobbeltbemandet i øjeblikket. Når vi ikke længere er det? Jamen, så vil patienterne komme først – dernæst systemet. Og så må vi efternotere”, siger Anne Poulsen.

Varigt produktivitetstab

Ole Jakobsen var indtil 1. august overlæge på Næstved Sygehus. Til Ugeskrift for Læger sidste efterår udtrykte han bekymring for, om systemet fordrer så mange klik, at lægerne vil komme til at bruge længere tid på journalen.

Nu arbejder han bl.a. som vikar i skadestuen på Glostrup Sygehus, hvorfra han har høstet erfaring med Sundhedsplatformen. En erfaring, som imødegår enhver forestilling om, at man kan komme tilbage på samme produktionsniveau, som før Sundhedsplatformen blev indført.

”Jeg har lært at bruge systemet godt og hurtig, men jeg er alligevel 20 procent langsommere, end jeg var før. Og jeg arbejder endda ikke med medicinmodulet, som er noget af det, der har været meget kritiseret. Alene det at afslutte en patient i skadestuen kræver seks klik. Sundhedsplatformen tærer på den lægelige arbejdskraft. Det bliver man nødt til at være ærlig om. Måske det opvejes af andre fordele? Sundhedsplatformen er sikkert en gevinst andre steder i systemet, f.eks. i forhold til at opnå tidstro data. Men jeg tror ikke, at man hverken i Region Hovedstaden eller i Region Sjælland vil opnå at komme tilbage til samme produktionsniveau som før Sundhedsplatformen”.

Læs også: Alle hospitaler i Region Sjællands sætter strøm til Danmarkshistoriens største it-projekt på én gang

Læs også. Lovende premiere for Sundhedsplatformen i Region Sjælland