Skip to main content

Boganmeldelse: Emotional success

Foto: Pan Macmillan
Foto: Pan Macmillan

Christina Svanholm,
Praktiserende læge

27. jan. 2020
3 min.

Du er forandringsparat, men udbrændt, du føler dig ensom i fællesskabet, og du stresser rundt for at slappe af – dikotomien er entydig og iøjnefaldende i det danske sundhedsvæsen, hvor flere og flere rammes af udbrændthed og stress. Den fremherskende nulfejlskultur gør det vanskeligt at balancere på de udstukne platforme, og vi får tiltagende svært ved at skabe de resultater, vi selv og samfundet drømmer om.

Historisk set er drivkraften i et samfunds udvikling menneskets viljestyrke. Det forekommer derfor paradoksalt, at de nytårsforsæt, som de fleste af os med stor tiltro til egen viljestyrke netop har fremsat, kun lykkes i 8% af tilfældene, og at hele 25% allerede er forkastet i sidste uge.

I bogen »Emotional succes« kobler den amerikanske professor i psykologi David DeSteno gammel buddistisk lærdom sammen med økonomiske og udviklingspsykologiske teorier. Resultatet er en ganske overbevisende fremstilling af prosociale følelsers overlegenhed i forhold til viljestyrke, når det handler om at motivere bæredygtige resultater i vores moderne verden. Referencerne er udvalgt, så de henholdsvis underbygger og udfordrer DeStenos teorier om prosociale følelser, og det hele er sammenvævet i en sprudlende litterær ramme.

Helt konkret er prosociale følelser kendetegnet ved, at de får mennesker til at hjælpe, trøste eller samarbejde med andre og samtidig modstå umiddelbare fristelser til fordel for langsigtede gevinster. Generelt er følelser, hvad enten de er prosociale eller antisociale, ikke dem, vi lærer at bruge i skolen, når vi skal have succes med en opgave. Derimod lærer vi, at viljestyrke og disciplin giver os gode karakterer og succes. Men som DeSteno argumenterer, kan det være en fejltagelse at stole på viljestyrke alene, »hvis følelser altid ledte os i fristelse og fordærv ville de nok være havnet i den evolutionære skraldespand for længe siden«. I stedet fremhæver han følelser som taknemmelighed, medfølelse og stolthed som bæredygtige prædiktorer for succes.

Som læger er vi naturligt motiveret til at udføre vores arbejde af medfølelse med vores patienter og af faglig stolthed. Taknemmeligheden kan være lidt sværere at få øje på, men brug et øjeblik og tænk på kollegaen, der lader dig sove, mens hun/han tager den næste patient, kollegaen der ringer tilbage med et fagligt råd til en svær problemstilling eller kollegaen i supervisionsgruppen, der tilkendegiver sin støtte og indlevelse. Din taknemmelighed, medfølelse og stolthed er tillige smitsom og vil ifølge DeSteno hjælpe dig selv og dine kollegaer til at blive mere modstandsdygtige over for udbrændthed, stress og ensomhed. Som en bonus kan de endda øge din selvkontrol, evne til behovsudsættelse og mindske uønsket impulsiv adfærd.

Måske ender vi i sidste ende med både at kunne leve op til samfundets og vores egne forventninger.

David DeSteno er ansat ved Northeastern University i Boston, er til daglig chefredaktør for tidsskriftet »Emotion« udgivet af Foreningen for Amerikanske Psykologer og er desuden leder af gruppen Social Emotions. Hans arbejde er publiceret i flere veletablerede psykologiske tidskrifter samt refereret og omtalt af flere større medier herunder New York Times. Hans første bog »Out of Character«, som han skrev sammen med Piercarlo Valdesolo, var en bestseller på det amerikanske marked. Laver man en googlesøgning finder man flere interessante foredrag, herunder Googletalks og TEDX talks, hvoraf især sidstnævnte kan anbefales.

Faktaboks

Fakta