Skip to main content

»Bogens omdrejningspunkt er et opråb om at sætte større fokus på erfaringsbaseret livsvisdom«

Forfatter og pensioneret sognepræst Preben Kok kritiserer i sin nye bog »Arvegods« sin egen generation for at have forsømt at videregive et langt livs opsparede erfaringer og indsigter. Bogen er interessant for en almenlæge, der til daglig arbejder i »The swampy Lowlands of General Practice«, skriver anmelder Carsten Albers.
Cover: Gyldendal
Cover: Gyldendal

Carsten Albers, praktiserende læge, MD, MHH

2. aug. 2021
2 min.

Fadervor, Filmen »Baronessen fra Benzintanken« og Klods Hans-eventyret. Det er, hvad du skal videregive som arvegods. Basta.

Bogens omdrejningspunkt er et opråb om at sætte større fokus på erfaringsbaseret livsvisdom og give det videre til de nye slægter – vel at mærke ud fra det kristne religiøse perspektiv.

Den præsenterer sig med guldtitel på mørk baggrund som min konfirmationssalmebag også gjorde. I relief anes kundskabens træ – ligesom trængt i baggrunden.

Den handler altså om det, der er ud over naturvidenskaberne.

Som sådan interessant for en almenlæge, som til daglig arbejder i »The swampy Lowlands of General Practice«

Det er en personlig skæbneberetning, som argumenterer ud fra ledsagehistorier og etymologiske forklaringer.

Til stadighed titter et bittert opgør med 68-generationens frihedstrang frem i teksterne.

Det grænseløse perspektiv fra 68 beskrives flere gange som årsag til aktuelle samfundsproblemer som øget forekomst af angst og depressive lidelser. Jeg føler tyngde på mine skuldre.

Teksten er klar og letlæst. Budskaberne klare, som refereret i første linje. Argumentationerne aldeles uden naturvidenskabelig ræson. Er det så noget for en forklaringshungrende lægehjerne?

Ja, hvis man ønsker at afprøve sine eksistentielle holdninger mod et religiøst perspektiv. Mere fagspecifikt i kapitel 7: visdom gennem lidelse, som opsummerer de erfaringer og handleanvisninger, som forfatteren med så stor succes har brugt i sit arbejde med lidende og sørgende patienter og behandlere. Det giver aflad.

Jeg selv ville foretrække en bredere argumentation af det eksistentielle perspektiv som f.eks. i Svend Brinkmanns »Mit år med Gud«, men jeg er jo også 68’er og først og fremmest udstyret med en »tænkehjerne«.

Faktaboks

Fakta