Det myldrer med retningslinjer, vejledninger, beskrivelser mm på hospitalsafdelingerne. Sørger de ledende overlæger ikke for, at der er instrukser om det alt sammen, risikerer de kritik.
Du har aldrig set patienten, der døde, efter at have rundet den afdeling, du er ledende overlæge på. Så det overrasker dig måske, da du lang tid efter bliver udsat for kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, efter at en efterladt har klaget.
Noget sådant er netop hændt for en ledende overlæge på et hospital i Region Hovedstaden.
Den efterladte havde klaget over behandlingen på hospitalet, hvor patienten blev sendt hjem, uden at der blev fulgt op på et prøvesvar, der viste kraftigt forhøjede infektionstal. Den manglende opfølgning skyldtes ikke mindst, at den behandlende læge var gået hjem på det tidspunkt, hvor prøvetallene forelå.
Der er også klaget over, at patienten ikke blev tilset af en vagtlæge efter henvendelse dagen efter hospitalsbesøget til Region Hovedstadens 1813 akutsystem. Forløbet endte med, at patienten blev indlagt akut, men det lykkedes ikke lægerne at få bugt med den grasserende infektion, og patienten døde.
Den behandlende læge på hospitalet slipper for kritik. Disciplinærnævnet finder, at vedkommende ikke kan klandres for at sende patienten hjem eller for selv at holde fyraften, før de afslørende infektionstal forelå. For de andre prøver – leukocytter og D-dimer – antydede ikke, at der skulle være nogen betændelse i patientens krop.
Derimod får to læger, der ikke har set patienten, kritik. 1813-lægen for ikke at have erkendt symptomernes alvor hos patienten og sendt en vagtlæge ud. Og den ledende overlæge på den afdeling, patienten kom ind på akut, får kritik for mangelfulde instrukser.
Den stigende specialisering i arbejdsdelingen mellem de enkelte specialer betyder, at afdelingens retningslinjer får større betydning. Sundhedsjurist Kent Kristensen, Syddansk Universitet
Som afgørelsen fra nævnet bl.a. siger: ”Det fremgår ikke, hvorledes der reageres på akutte svar i en vagtsituation, hvor den ordinerende læge har forladt afdelingen”. Det fremgår ifølge afgørelsen heller ikke af instruksen, hvordan sådanne svar håndteres vedrørende patienter, der ikke er indlagt – og i dette tilfælde altså hjemsendt.
Det er ikke godt. For Sundhedsstyrelsens krav til sådanne instrukser nævner bl.a, at det skal fremgå, hvordan afvigende og betydningsfulde prøvesvar videreformidles – også når patienten ikke længere er på hospitalet.
Summa summarum: ”Det er….. disciplinærnævnets vurdering, at instruksen ikke sikrede, at der skete en rettidig information om afvigende undersøgelsesresultater”.
Så vidt den enkelte sag. Men den er et tegn på en bredere tendens, mener sundhedsjurist Kent Kristensen, Syddansk Universitet.
”Dette her er en klassisk sag om ansvarsfordeling. Der er forskellige arbejdsgange på de enkelte sygehuse, men især der, hvor man arbejder på tværs af afdelinger, faggrupper og vagthold, skal der være styr på, hvem der har ansvar for hvad. Uden klare instrukser for, hvem der har ansvar for at følge op på ordinerede prøver, risikerer man som her, at der ikke bliver handlet på et akut prøvesvar”, siger han.
”Den type sager er der flere af, hvor den indlæggende afdeling ikke får fulgt op på ordinerede blodprøver, vævsprøver, røntgenbilleder, som er udført et andet sted”.
Efter hans mening bliver det stadigt mere vigtigt at sørge for orden i de interne instrukser og procedurer.
”Den stigende specialisering i arbejdsdelingen mellem de enkelte specialer betyder, at afdelingens retningslinjer får større betydning og indgår med betydelig vægt i nævnets bedømmelse af de konkrete sager”, siger han.
”Det er et ledelsessansvar at sikre, at der på afdelingen er de nødvendige instrukser, og det er altså den ledende overlæge, der har det ansvar, og det gælder særligt der, hvor arbejdsgangene kører på tværs af afdelinger”.
De ansatte kan vel ikke unddrage sig ansvar?
”Den overordnende tilrettelæggelse af arbejdsgange er et ledelsesansvar og ikke at ansvar, der falder tilbage på den behandlende læge. Det betyder ikke, at den behandlende læge er ansvarsfri, så længe instruksen er fulgt, og blodprøven er bestilt. Den læge, der har ansvar for at behandle patienten, skal som autoriseret sundhedsperson udvise omhu og samvittighedsfuldhed”.
I den konkrete sag får den behandlende læge ikke kritik?
”De overvejelser har nævnet rent faktisk haft. Nævnet lægger til grund for afgørelsen, at lægen konkret havde taget stilling til, at der ikke var tegn på, at patientens smerter skyldtes en infektion i operationssåret, og at det derfor også var forsvarligt at vente med at følge op på blodprøvesvaret til næste dag”.
