Det nære sundhedsvæsen kan ikke overtage sygehusopgaver. Men måske kan det gribe borgerne, inden de bliver så syge, at de når ind på sygehusene. Hvordan blev debatteret på Folkemødets anden dag.
Hvordan kan kommunerne og almen praksis tilbyde gode løsninger i det nære sundhedsvæsen?
Det var spørgsmålet i formiddagsdebatten i KL’s telt på Folkemødets anden dag.
Ved teltets mikrofoner stod PLO-formand, Christian Freitag, formand for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt, kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, Anja Lauersen og KL-direktør Kristian Heunicke.
Det nære sundhedsvæsen, og hvordan det skal hænge sammen, er ikke just en ny diskussion.
”Men det bliver ikke mindre aktuelt,” sagde Christian Freitag.
”Både kommuner og praktiserende læger blev fanget af sygehusplanen fra 2006 og 2007. Den var rigtig god for sygehusene, og på den måde også for patienter, men den tog ikke højde for, hvilke krav det stiller til kommuner og praktiserende læger. Men det her er også borgernes problem, for der er borgere, der lider under, at den plan ikke blev lavet for 10 år siden.”
Ifølge Christian Freitag bliver der, når der tales om det nære sundhedsvæsen, talt for meget om ”udflytning af sygehusopgaver”. I stedet skal fokus være på, hvordan borgerne undgår at komme på sygehusene.
”For vi kan ikke løse sygehusopgaver. Kommuner og praktiserende læger skal i fællesskab arbejde på at undgå, at så mange bliver så dårlige, at de bliver indlagt,” sagde han.
Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt, gav Christian Freitag ret i, at borgerne skal gribes tidligere. Det, mener hun, kræver en opkvalificering af personalet, der i forvejen er involveret i borgerens liv. Og det skal starte helt fra begyndelsen.
”Det starter med sundhedsplejerskerne. Hvis de tidligt kan spotte, hvor der er en høj risiko – for eksempel en usikker far eller mor – kan de give enkle vejledninger til, hvordan man bedre kan håndtere barnet. Så kan man tage fat, før skaden er sket. Og det skal fortsætte hele vejen op,” sagde hun.
Men i dag er indsatsmulighederne uden for det psykiatriske system ikke gode nok, fortalte hun.
”Der er et kæmpe gab i indsatsmuligheder. Mange børn og unge har en masse symptomer, før de får den mere alvorlige psykiatriske diagnose. Symptomerne kan de praktiserende læger se, men så er det blot et identificeret problem, og der er ikke indsatsmuligheder nok i forhold til at stoppe udviklingen, der kan føre dem over i psykiatrien. Det har vi ikke gode modeller for i dagens Danmark.”
Det er rigtigt, at almen praksis i dag ikke kan bidrage med meget mere end at erkende problemerne, fortalte Christian Freitag.
”Vi gør det. så godt vi kan i forhold til det beskrivende. Men man må ikke bilde sig ind, at de praktiserende læger kommer til at løse problemerne med dysfungerende unge. Vi kommer formentlig aldrig til at have praktiserende læger, der tager opgaven at hjælpe barn og familie igennem sådan et forløb, for det kræver en intensiv indsats. Vi skal have adgang til specialister, som kan hjælpe os,” sagde han.
Men hvad hvis man kan fange dem, inden de bliver dysfungerende unge? Christian Freitag foreslog, at man kan se på fordelingen af de forebyggende børneundersøgelser. I dag stopper de, når barnet fylder fem år.
”Så går de over til skolesystemet, og derfor mister vi kontakten med rigtig mange, når de bliver fem. Er fordelingen af børneundersøgelserne rigtig? Det er ofte i teenageårene, at de får det dårligt, så kan vi måske have forebyggende undrsøgelser, når de er 10 eller 12 og få sat ind tidligere, når symptomerne opstår?”
Han nævnte også tiltag i Holland, hvor klinikkerne har ansat personale til at være kontaktpersoner til borgere med psykiske lidelser som fx depression og angst. De tilbyder blandt andet støttesamtaler.
”Det, jævnligt at tale med en fagperson, gør, at man måske kan holdes ude af det psykiatriske system. Men sådanne støttesamtaler kommer praktiserende læger ikke til at være klar til, for vi skal kunne tilbyde lægetid til de allerdårligste. Men hvis der i klinikkerne er veluddannet personale, som kan tilbyde støttesamtaler, behøver de unge, som har brug for det, ikke at bede om en lægetid – som de også først kan få 14 dage senere.”
Snakken faldt også på borgere i den anden ende af livet. Og modsat unge med psykosociale lidelser er det ikke viden, de praktiserende læger mangler, når det kommer til de ældre borgere. Det er kapacitet.
”Der ligger mange ældre i kommunale senge, som har behov for mere sygepleje og mere lægehjælp, end ældre havde for 10 år siden. Det er en anden opgave i dag, og den kan vi godt løse i almen praksis. Men vi har ikke antal til det,” sagde Christian Freitag.
Blandt publikum sad formanden for fagforeningen Kost & Ernæringsforbundet, Ghita Parry. Hun opfordrede til at tænke andre faggrupper ind i løsningen af kapacitetsproblemet. For eksempel i forhold til diabetikere eller fedme blandt børn.
”Der er kompetencer til stede, som skal ind i jeres kabale, så I ikke lukker jer om jer selv,” sagde hun.
Det mente Anja Lauersen fra Dansk Sygeplejeråd også. I dag udnyttes ressourcerne ikke godt nok.
”Kommunale hjemmesygeplejersker kan løse rigtig meget inden indlæggelse, så flere sygeplejersker kunne aflaste almen praksis. Men der er stor forskel i de forskellige kommuner på, hvor meget der går over til sygeplejersker. Og over 65 procent af sygeplejerskerne i kommunerne peger på, at der mangler en plan for de ældre borgere,” sagde hun.
Christian Freitag takkede ja til mere personale.
”Men vi kan ikke dække kommunale behov for lægeservice, fordi vi får ansat mere personale. For det er os, der skal træffe de svære beslutninger i forhold til patienten – skal patienten indlægges? Henvises? Opereres? Medicineres? Det kan ikke overtages af andre.”
Men han anerkendte, at der godt kan uddelegeres i højere grad.
”Det er vi ikke dygtige nok til i Danmark. Heller ikke i almen praksis. Det vil være rigtig godt med systematisk uddelegering inden for rammer udstukket af læger. Eksempelvis i forhold til kronikere, som skal ses på, kontrolleres og reguleres.”
