Skip to main content

Borgerpaneler om regioner

Jesper Poulsen

31. okt. 2005
3 min.

Politikerne skal i gang med en svær opgave. De skal over sommeren og efteråret køre de fem nye regioner ind i bevidstheden hos os danskere. Dels så vi går hen og stemmer ved regionsvalget den 15. november, dels får en tilstrækkelig repræsentativ og kompetent gruppe af os til at stille op til regionsrådene, så der er nogen at stemme på. Det er ikke nogen helt enkelt opgave. Derfor indledes nu en kampagne, der ved hjælp af netværk på Internettet skal søge at etablere begrebet regionsborger i vore hoveder.

Faktisk er der i regionerne tale om en størrelse i det danske administrative system, som vi ikke tidligere har set, og vi derfor ikke er blevet bedt om at tage stilling til: store enheder på tværs af amtsgrænser og landsdele med folkevalgte bestyrelser, der ikke har ret til selv at opkræve skat og er styret stramt af centralmagten. De får ansvaret for sundhedsvæsenet, herunder sygehusene, psykiatrien, sygesikringen, praktiserende læger og speciallæger. Desuden regionaludvikling, bl.a. vedrørende natur og miljø, erhverv, turisme, beskæftigelse, uddannelse og kultur, drift af en række institutioner for udsatte grupper med særlige behov på social- og undervisningsområdet, oprettelse af trafikselskaber med ansvaret for den kollektive bustrafik i regionen og de baner, der ikke overgår til staten.

Regionerne bliver derfor også en af de absolut største arbejdsgivere med over 100.000 ansatte, og som sygehusejere bliver det suverænt lægernes største arbejdsgiver. Som nævnt bliver hele sundhedsvæsenet samlet under regionerne, men for de op mod 12.000 læger på sygehusene bliver regionen den direkte arbejdsgiver. Derfor får kvaliteten af det, der kommer til at foregå i de kommende regionsråd og de holdninger, som bliver præsenteret, ganske stor betydning for lægerne i fremtiden. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at lægerne og andet sundhedspersonale er blandt de primære målgrupper for den kampagne, der nu går i gang om regionsborger.dk

Kampagnen, der er initieret af Amtsrådsforeningen, vil søge at skabe fem borgerpaneler i de kommende regioner ved hjælp af Internettet. Det skal ske ved, at man tilmelder sig panelet på www.regionsborger.dk eller via de enkelte regioners hjemmesider, der allerede er etableret. Og når der tales om borgerpaneler via Internettet, så er der ikke tale om nogen almindelig rundbordssamtale. Målet er, at hver af de fem borgerpaneler skal bestå af 8-10.000 borgere, gerne endnu flere.

Aktiviteten, der skal foregå, er spørgeskemaundersøgelser, nyhedsbreve og debat mellem deltagerne i panelerne. Dialogen skal fokusere på værdier og holdninger: hvad karakteriserer den enkelte region og dens borgere, hvordan adskiller regionerne sig fra hinanden, og hvordan stiller man sig til konkrete regionale forhold, fx udsigter til sygehuslukning, nedlæggelse af åbne skadestuer og andre sundhedsemner, som med stor sikkerhed vil kommer op.

Det er i princippet en kæmpe fokusgruppe, som kampagnen søger at etablere, og den bygger på en tiltro til, at brugen af Internettet i dag er så udbredt, at fokusgruppen bliver - om ikke repræsentativ - så dog får så brede befolkningsgrupper i tale, at den er brugbar i den videre politiske proces og i udbredelsen af kendskabet til amternes afløsere. Med den betydning, som regionerne får for det fremtidige lægeliv, kan vi kun opfordre vores medlemmer til at deltage.