Brug et øjeblik ved bakspejlet

Et valg og en regeringsomdannelse er en god lejlighed til et øjebliks eftertanke. Er vi lige på vej i den rigtige retning med vores politik? Brug en stund ved bakspejlet. Synes vi, at ventetidsgarantien og kræftgarantien fungerer hensigtsmæssigt? Eller er vi begyndt at se nogle af de konsekvenser og skævheder, som Lægeforeningen i sine mørkeste stunder har frygtet og forudsagt, fordi ting er sat i værk uden sammenhæng og uden nogen overordnet plan? Hvordan ser det egentlig ud med den nye opgavedeling mellem regioner og kommuner?

Vi vil næppe blive modsagt af mange, når vi siger, at et godt sundhedsvæsen bør prioritere, at de mest syge bliver behandlet først. Derfor er det rigtigt og logisk, at livstruende kræftsygdomme nu bliver betragtet som en akut lidelse, der principielt skal behandles uden ventetid. Det giver mening, selv om det lægger et stort pres på et system, der lider under mangel på udstyr og personale. Det giver derimod ikke mening, at andre livstruende sygdomme ikke har garanti. Patienter, der er uheldige at have et dårligt hjerte, risikerer at trække en nitte i dette lotteri. Det giver slet ikke mening, at den generelle ventetidsgaranti på én måned indføres samtidig, så syge hjerter og dårlige knæ bliver ligestillet, og kravet til produktion presses til smertegrænsen.

Under valgkampen kom det frem, at der var sket en dramatisk stigning i ventelisterne til behandling af en række hjertesygdomme. Jamen, det er forudsigeligt, at garantier til én gruppe i et system, der kører på grænsen af sin kapacitet, vil gå ud over andre grupper. Historierne om patienterne på gangene dukkede også op igen. Det er et problem, som kan svinge dramatisk næsten med vind og vejr, men det er et faktum, at de ældre medicinske patienter, som ofte ender i gangkøerne, falder igennem det sikkerhedsnet, som er spændt ud for andre patientgrupper. Endelig har vi også på det seneste set, at man en række steder har mere end almindeligt svært ved at leve op til løftet om kræftbehandling inden for 48 timer.

For lægerne kommer det ikke som nogen stor overraskelse. Vi har tidligere opfordret til, at man ikke gav løfter, som vi ved notorisk er næsten umulige at overholde, hvis vi vil undgå at have dagens manglende garantiopfyldelse. Det gælder både regeringen og regionerne. Firkantede ventetids-garantier og statsministerens inspirationer fra ferien, hvor gode de end måtte være, er ikke den bedste måde at styre produktionen i sundhedsvæsenet. Den tvinger os til at lave en prioritering på tværs af den faglige ledelse, og den medfører en risiko for, at patienter med mindre alvorlige lidelser prio-riteres frem for svært syge patienter. Vi ønsker bestemt, at patienterne bliver behandlet hurtigt. Men det skal styres af en lægefaglig vurdering og ikke af hovsa-løsninger.

En helt særlig problemstilling er det så, at den nye arbejdsdeling mellem regioner og kommuner halter. Vi har set det med forebyggelse og rehabilitering, men det gælder tilsyneladende også tilbud til færdigbehandlede patienter, hvor der er store forskelle mellem landsdelene. I Region Hovedstaden optages permanent 120 senge af færdigbehandlede, fordi der ikke er noget tilbud i kommunerne. Det svarer til et middelstort provinssygehus, der i princippet burde være til rådighed for de medicinske patienter, der ligger på gangene. Der er nok at tænke over.