Brug os rigtigt

Han gløder, når han taler kvalitetssikring og den nye speciallægeuddannelse. Han gløder også - men af arrigskab - over statens uigennemtænkte sundhedscentertanker og diffuse ideer om ny struktur for sundhedsvæsenets ledelse. Han mener, at der er mere brug for P.L.O. end nogensinde - som selvstændig søjle i Lægeforeningen.

51-årige Michael Dupont mangler ikke kæpheste, men han rider ikke soloridt. Fællesskab er livsnerven for ham:

I privatlivet som i den 15 år gamle kompagniskabspraksis i Birkerød, i P.L.O.s bestyrelse og i talrige faglige udvalg. Måske bliver han sit speciales faglige førstemand til december.

Hvad ville du ændre i sundhedsvæsenet, hvis du var minister med et flertal?

- Sygehussektoren kunne måske lære noget af os praktiserende læger. Først og fremmest at skabe enheder, der er store nok til et fagligt miljø, men små nok til at være dynamiske. Det har egentlig også undret mig, at vi ikke i højere grad er blevet studeret som skoleeksempel på vellykket udlicitering. Vi scorer jo højt i patienttilfredsfredsundersøgelser, og er oven i købet i store træk tilfredse med vores arbejdsvilkår.

Hvorfor er der så brug for P.L.O.?

- P.L.O. har i forhandlingerne med Amtsrådsforeningen skabt grundlaget for den situation vi har i dag. Den er ikke opstået af sig selv. Og fremover bliver der endnu mere brug for os. Hvis Amtsrådsforeningen ikke bliver forhandlingspartneren fremover, skal vi til at opbygge helt nye relationer. Det bliver en stor opgave for foreningen.

Mindst 25 procent af jeres medlemmer føler sig ifølge jeres egne undersøgelser ikke tilfredsstillende repræsenteret.

Er I gode nok?

- Som organisation skal vi rumme både solofamilielægen, den deltidsselvstændige og den ansatte læge. Vi skal også dække geografiske områder, hvor lægerne har meget forskellige interesser og behov. Nogle vil derfor altid være utilfredse, men det skal vi tage som en udfordring. Vi går i stå uden nogen til at puste os i nakken.

Jeg tror, at en hel del medlemmer gerne så, at vi fik »vekslet« lægemangel til flere penge. Det kan bare ikke lade sig gøre generelt. Modparten er jo ikke naiv. Yderområderne får ikke flere læger via en landsdækkende takststigning. Jeg sagde - måske lidt provokerende - til en kritiker her i Nordsjælland, at han sagtens kunne få penge ud af situationen.

Han kunne bare sælge sin praksis, indkassere fuld goodwill og flytte til Vestjylland!

Mener du, at du arbejder i et liberalt erhverv?

- Det er stærkt reguleret, men sådan må det være i et offentligt finansieret sundhedsvæsen. Men vi er økonomisk ansvarlige for vores virksomheder. Man kan faktisk gå nedenom og hjem med en praksis - og det er sket.

Hvad kan I gøre for yderområderne?

- Som organisation er vi jo ikke interesseret i, at store dele af landet har for få praktiserende læger, for så vil det offentlige finde andre veje til at servicere borgerne. Vi må støtte en økonomisk indsprøjtning

Det offentlige kunne for eksempel betale lønnen fuldt ud til uddannelseslæger i disse områder. Selv om de er der for at lære noget, er de jo en værdifuld arbejdskraft. Nogle får måske også øjnene op for et nyt sted at slå sig ned. En sådan ordning vil givetvis tiltrække tutorlæger, og dem bliver der hårdt brug for med den nye speciallægeuddannelse.

Regeringen vil også gerne løse lægemanglen med »sundhedscentre«. Hvad er det for noget i din ordbog?

- En slags minihospitaler med sengepladser og dermed vagtbehov. En katastrofe for den offentlige økonomi. Jeg kan ikke advare nok mod at skabe en struktur med eget vagtlag mellem primær- og sekundærsektoren. På sygehusene slås de stadig med overflødige vagtordninger, som dræner afdelin-gerne for ressourcer. Det er forkert brug af sundhedspersonales tid.

Man skulle langt hellere opgradere plejehjemmene, så de færdigbehandlede gamle kan komme videre fra sygehusene. Og så skulle skadestuerne lære at afvise patienter, som hører til i lægevagten eller i vores almindelige konsultation. Så længe skadestuerne betjener alle, der kommer, bliver presset jo ved. Hvis man vil bruge ressourcer på nye institutioner og supplere vores arbejde, skulle man koncentrere sig om genoptræning, hvor der virkelig kan trækkes på en af sygeplejerskernes spidskompetencer.

I får flere og flere specialydelser på menuen. Går det ikke ud over kernen i arbejdet: At komme rundt om »hele patienten«?

- Mange specielle ydelser er meget tidskrævende, og det er nødvendigt at finansiere dem uden for de almindelige konsultationer, hvis de skal gennemføres tilfredsstillende og uden japperi. Vi har fået en internationalt anerkendt speciallægeuddannelse i almen medicin, og det indebærer jo, at vi også skal agere som speciallæger:

Opbygge viden til at løse klart afgrænsede opgaver, kvalitetssikre dem m.v. Men det må selvfølgelig ikke blive så komplekst, at vi bruger halvdelen af arbejdstiden på at studere taksttabellerne.

Mit hjertebarn er at få implementeret kvalitetssikringen i overenskomsterne, så honorarstrukturen afspejler den faglige kvalitet i ydelserne. Vi må forvente, at lægens ydelser bliver mere og mere krævende, både fagligt og tidsmæssigt, og det skal selvfølgelig honoreres. Til gengæld vil en del rutineopgaver kunne løses af hjælpepersonale.

Hvor vil du lægge din fagpolitiske energi fremover?

- Grundstrukturen i vores organisation er sund. Vores force er faglig homogenitet. Derfor vil jeg arbejde for, at P.L.O. bliver ved med at eksistere som søjle. Vi går imidlertid ind i en tid med organisatoriske udfordringer, når vi skal tilpasse os en ny struktur i sundhedsvæsenet.

Der ligger også en meget stor opgave i at få specialet på skinner. Vores arbejdspladser skal i langt højere grad være uddannelsesinstitutioner, som sygehusene er det i dag. Vi skal også finde en model for akkreditering, som lægger større vægt på kvalitetsudvikling end kontrol.

Medicinudgifterne er en meget stor faglig og økonomisk udfordring, som vi må være med til at tage op. Jeg vil dog understrege, at vi ikke kan gøre meget uden hjælp fra sygehusene. Ganske vist udskriver vi 90% af recepterne, men en meget stor del er jo genereret af sygehusafdelingerne. Især den del, der omfatter nye og dyre præparater.

Har du noget fritid?

- I de seneste par år har det knebet lidt, men nu er mine børn blevet så store, at de ikke skal serviceres så meget. Min kone er meget engageret i sit arbejde som diabetessygeplejerske på Steno Diabetes Center, og vi forsøger at prioritere aktiviteter, som vi begge synes er spændende. Vi spiller meget tennis og cykler. Familielivet kommer imidlertid i første række. Både min kone og jeg kommer fra store familier. De tager tid. Men det er en kvalificeret måde at bruge tiden på.