Skip to main content

Brug speciallægepraksis

Niels Siebuhr

31. mar. 2009
2 min.

I en tid, hvor man taler meget om samspillet mellem de private og de offentlige udbydere i sundhedsvæsenet, er det en god idé at huske speciallægepraksis. I det samlede kapacitetsbillede skal man være bedre til at udnytte den knappe ressource, som speciallægers arbejdskraft er i disse år. Ofte er man for hurtig til at se på den kapacitet, de private sygehuse rummer, før man har undersøgt muligheden for at få ydelsen leveret i speciallægepraksis, der jo er en integreret del af det offentlige sundhedsvæsen, og en både fleksibel og effektiv del.

I speciallægepraksis er der inden for flere specialer en overskydende kapacitet. En væsentlig del af de ydelser, som leveres i speciallægepraksis, er identiske med ydelser, som udføres på sygehusenes ambulatorier og i dagkirurgien. Det vil derfor være indlysende at bruge de praktiserende speciallæger, når der indgås aftaler om udførelse af de opgaver, som ikke kan løses af de offentlige sygehuse inden for de givne behandlingsgarantier.

Speciallægepraksis er et billigt og konkurrencedygtigt system. I 2008 var regionernes samlede udgifter til speciallægepraksis 2,7 mia. kr. Det svarer til en udgift på mindre end 500 kr. pr. indbygger, og for det beløb har patienterne fået 2,1 mio. første konsultationer. Desuden er der leveret en lang række operative og terapeutiske ydelser til konkurrencedygtige priser, både i forhold til det private og de offentlige sygehuse. Dertil kommer, at speciallægepraksis kan tilbyde den så efterspurgte nærhed og kontinuitet i behandlingen.

Speciallægepraksis er blandt andet kendetegnet ved, at de praktiserende speciallæger er forpligtet til at levere »hele paletten« af ydelser, som indgår i vores overenskomst med Regionernes Lønnings- og Takstnævn. Forsøg på kun at udføre de mest lukrative behandlinger, eller »cream skimming«, er således ikke en luksus, vi kan tillade os.

FAPS, Foreningen af Praktiserende Speciallæger, har i samarbejde med Regionernes Lønnings- og Takstnævn igangsat et kvalitetsudviklingsprojekt - også kaldet KVIS. Dette skal ses som et udtryk for en erkendelse af, at man i speciallægepraksis, såvel som i sygehusregi, skal kunne dokumentere sin kvalitet - naturligvis med respekt for de forskellige rammer, som de to sektorer er underlagt. Det er vi nu i fuld gang med. Så også derfor: brug speciallægepraksis.