I 20 år har vi snakket om brugerinddragelse. Men alle undersøgelser viser, at det går skidt. Ny rapport anbefaler, at de lægelige ledere tager fat. Men rapporten erkender samtidig, at den tiltagende standardisering bremser de smukke intentioner.
brugerinddragelse i Hvordan pokker får vi gjort noget ved det der med at inddrage patienterne i deres egen behandling? Vi har snakket om det i årevis, uden at der er sket ret meget. Det er den slukørede konstatering efter 20 år med diverse visionspapirer om det fra regeringer, fra regioner, fra kommuner.
Nu peger forskere pilen hen på de lægelige ledere. Det er dem, der skal sætte skub i brugerinddragelse.
Med tre konkrete eksempler på succesfuld brugerinddragelse lægger en ny rapport inspiration frem, lige til at plukke for lederne. For der skal ske noget nyt og anderledes.
»Hvis drømmen skal realiseres, skal der sket noget nyt. De skridt, der skal tages for at komme fra politiske visioner til virkelighed, skal i høj grad tages af sundhedsvæsenets ledere. Af direktionerne, men i allerhøjeste grad også af de klinisk faglige ledere. Det vil kræve ledelsesrum, inspiration, hårdt arbejde, gode rollemodeller og fremvisning af gode resultater«, står der i rapporten.
Opskriften på brugerinddragelse er altså ifølge rapporten først og fremmest, at ledere skal se det som en ledelsesopgave. Det handler om at organisere relationen til patienten eller brugeren på en ny måde. Og det er ledelsen, der skal motivere medarbejderne. Lokkemidlet? Brugerinddragelse skal kobles sammen med høj faglig kvalitet. Der skal nemlig være nogle gode grunde til at gå i gang med et projekt, der skal inddrage brugerne, viser erfaringerne.
Og en pointe i rapporten er, at man kan gøre det med forskellige hensigter, og man kan ønske noget forskelligt med det.
Men hvorfor er det så vigtigt at inddrage patienterne i behandlingen?
Christina Holm-Petersen, seniorprojektleder i KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, og medforfatter til rapporten, siger:
»Fordi det er folks liv og helbred, der er på spil. Derfor er det principielt set en menneskeret at blive inddraget«.
Læger har altså en etisk ansporing til at interessere sig for spørgsmålet?
»Ja, det tror jeg. Der skal være en etisk ansporing for lægerne – også fordi, det et eller andet sted er besværligt at inddrage patienten. Men måske er det ikke nok for læger. Lige så god en ansporing er nok det faktum, at det i sidste ende viser sig, at behandlingskvaliteten bliver bedre, når patienterne bliver inddraget«.
Men bliver patienterne ikke informeret og inddraget vældigt meget i vore dage?
»Mange læger føler nok, at de inddrager patienterne – som i informeret samtykke, hvor patienten siger ja til en behandling. Vi mener, at i vore dage er valg og inddragelse i den grad en selvfølge, men egentlig brugerinddragelse kræver, at man kommer dybere ned i informationen på en mere dialogbaseret måde og fortæller patienten om bivirkninger og risici ved behandlinger. Og det er der mange steder, man ikke gør. Der er en udbredt tendens til at underbetone risici og bivirkninger ved behandlinger«.
Hvad skyldes det?
»Klinikerne synes ikke, det er vigtigt. De har som fagprofessionelle en opfattelse af sig selv som den, der ved bedst. Det er en ret naturlig indstilling. Men det er ikke den eneste forklaring. Mindst lige så afgørende er det, at selve systemet modarbejder brugerinddragelse. Og dermed nok også lægens motivation til det«.
Forklar.
»Der sker en stigende standardisering – med kliniske retningslinjer, anbefalinger og guidelines bliver der ikke lagt op til brugerinddragelse, tværtimod, så kan man jo slå op i dem og læse, hvilken behandling der er bedst at tilbyde.
DRG-systemet har også incitamenter, der modvirker brugerinddragelse. For eksempel er der en sygehusafdeling, der har indført et ambulatorium, hvor patienterne selv har indflydelse på, hvornår og hvordan – telefonisk eller fremmøde – de vil til kontrol. Men det kan være en rigtig dårlig forretning for afdelingen, hvis patienterne vælger telefonisk kontrol, fordi DRG-systemet belønner fremmødekontrol og ikke telefonkontrol«.
Læs rapporten af Christina Holm-Petersen og Laura Emdal Navne: Ledelse og brugerinddragelse – tre casebaserede eksempler. www.kora.dk.
