Brugerinddragelse stjæler ikke lægernes tid

Efter to år med Det Brugerinddragende Hospital (DBH) på Aarhus Universitetshospital er initiativet nu blevet evalueret i en rapport, der offentliggøres i dag.

Hovedkonklusionen er, at brugerinddragelse faktisk virker. Patienterne bliver ikke blot formelt inddraget men føler også selv, at de bliver involveret.

Hypotesen er, at inddragelse forbedrer behandlingen og dens resultater, bl.a. ved at engagere patienterne til at tage (endnu) bedre vare på dem selv, men evalueringen kommer ikke med noget bevis for påstanden. Det er ganske enkelt for tidligt at vurdere.

Men det kan komme. Infektionsmedicinsk Afdeling, Skejby Universitetshospital følger f.eks., hvad der sker, hvis patienter, der skal have langvarig antibiotikabehandling for komplicerede infektioner inddrages i beslutningen om, hvordan behandling uden for hospitalet kan varetages.

Foreløbig har mere end 30 patienter fået valget mellem at blive oplært til enten selvadministration i hjemmet, medicinering via den kommunale hjemmehjælp eller opfølgning på enten det lokale sundhedscenter eller sygehusets ambulatorium. Ca. 60 pct. valgte modellen med selvadministration.

Overlæge Merete Storgaard fortæller, at projektet er koblet sammen med et telemedicinsk projekt, således at hjemmepatienterne også monitoreres elektronisk med daglig besvarelse af et spørgeskema, samt måling af CRP og temperatur i hjemmet.

”Jeg sidder og analyserer tallene lige nu, og det er små tal, men jeg tør godt sige, at patienterne er meget tilfredse med at være i hjemmet uden at skulle til hyppige kontroller på hospitalet. Det er denne frihed, der er det vigtigste for patienterne. Derfor er mange villige til at tage opgaven, fordi de synes, at gevinsten er så stor”, siger hun.

Merete Storgaard understreger, hvor vigtigt det er at udvælge patienterne korrekt. De skal være selvhjulpne.

”Vi har kun haft én patient, som blev genindlagt, fordi behandlingen ikke kunne gennemføres i hjemmet”, siger hun.

Hvad med kvaliteten af behandlingen?

"Styrken ved denne model er, at patienten monitoreres tæt med mulighed for kontakt til sundhedspersonale. Vi har blandt vores første 30 patienter ikke set egentlige komplikationer til den intravenøse administration. Nogle har haft bivirkninger, men det har været forventede bivirkninger til den givne medicinen".

Er der noget, der har overrasket dig?

”Hvor mange patienter, der rent faktisk med den rigtige oplæring var i stand til at forstå selvadministration af antibiotika og varetage monitorering i hjemmet. Mange patienter har endda ønsket fortsat monitorering ved skift til tabletbehandling. Projektet har også peget på muligheden for at anvende infektionsmonitorering i hjemmet for andre typer af patienter. For eksempel patienter, der kræver isolation, opfølgning ved risiko for recidiv efter skift til tabletbehandling".

Læring af processen

Selv om definitive effektmålinger på behandlingskvaliteten må vente, er der en del læring at uddrage af selve processen, siger evalueringen. Bl.a. at patientinddragelse ikke har ført til noget ressourcepres på de deltagende afdelinger.

”Det er rigtigt vigtigt, at det ikke bliver misforstået. Det er, når brugerinddragelse er implementeret, at det ikke koster ressourcer i form af penge og tid. Det kan f.eks. godt være, at den enkelte konsultation tager længere tid, men så er der færre konsultationer”, siger en af forfatterne til evalueringen, professor MSO i patientinvolvering, Kirsten Lomborg, Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

Så det kan godt være, at der skal investeres tid og kræfter i at få processerne etableret og indarbejdet, men på den lange bane indebærer de ikke mere arbejde for f.eks. læger.

På de to år, DBH har fungeret på Aarhus Universitetshospital, har 18 afdelinger deltaget, men initiativerne er fuldt implementeret på kun fem af dem. Og selv om evalueringen peger på ændring af kulturen på de deltagende afdelinger mod mere patientcentrering, så siger tallet også noget om, hvilke udfordringer der er forbundet med sådanne tiltag.

Skal de lykkes, skal der både en top-down og en bottom-up tilgang til, siger evalueringen.

”Det handler om ledelsesopbakning. Og hvad for et team, man har sat. Det er f.eks. vigtigt, at der er en læge med, og det skal gerne være en læge, som har noget formel og reel slagkraft i afdelingen – gerne en overlæge. Har man så også en specialist blandt sygeplejerskerne, som har noget tid, der ikke er øremærket patienterne, og som f.eks. er vant til at styre projekter, så kommer man langt”, siger Kirsten Lomborg.

”Vi har sagt til afdelingerne – I kan vælge mellem to metoder, og vi har insisteret på, at de skal bruges. Det har gjort det anderledes end andre nok så entusiastiske udviklingsprojekter”.

Men en stram styring oppefra kan ikke stå alene. Der skal også skabes ejerskab til projektet på afdelingen. I DBH’s tilfælde er det således afdelingerne selv, der har besluttet, hvilke patientforløb, patientinddragelsen skulle anvendes på.

De to metoder, der blev brugt på DBH, er hhv. Fælles Beslutningstagning og Brugerstyret Behandling.

De to ting ligger ganske vist inden for samme felt, men de er på ingen måde ensartede.

”Der er ret stor forskel. Inden for Fælles Beslutningstagning findes der masser af international litteratur, mens Brugerstyret Behandling er noget, vi har udviklet meget på, mens projektet har kørt”, siger Kirsten Lomborg.

Det har bl.a. resulteret i en statusartikel om emnet – Metodebeskrivelse af brugerstyret behandling i individuelle forløb” – som blev publiceret på Ugeskriftet.dk i juli og optrykkes i det næste Ugeskrift for Læger, der udkommer på mandag.

DBH andre steder

Inden for de to metoder har DBH udviklet i alt 18 indsatser - samt yderligere tre indsatser baseret på andre metoder - som er indført på de deltagende afdelinger. Næste fase af DBH bliver nu at undersøge, om de kan overføres til andre afdelinger og/eller andre hospitaler.

Og på Aarhus Universitetshospital har projektet sat varige spor. Både i den forstand, at afdelinger har implementeret processerne fra DBH – eller er i færd med det - men også i form af, at enkelte initiativer føres videre som egentlig forskning.

”For eksempel har diabetesprojektet dannet platform for, at en af de kliniske sygeplejespecialister fik en post.doc bevilling. Og tilsvarende på nyremedicinsk afdeling bliver et projekt videreført i et stort, gedigent ph.d. projekt.”, siger Kirsten Lomborg.

Hvad angår spredningen til det øvrige sundhedsvæsen, har parterne trukket seks konkrete anbefalinger ud af evalueringen:

• Inddrag patienterne systematisk i udvikling og implementering af metoderne

• Gå forrest som leder

• Giv de sundhedsprofessionelle stor indflydelse

• Tilbyd de sundhedsprofessionelle undervisning og processtøtte

• Brug patientens stemme og de gode historier som motivation

• Evaluer indsatsen med konkrete måleredskaber.

"De erfaringer, som AUH har gjort sig i udviklings- og implementeringsprocessen, er meget værdifulde. De viser, hvor udfordringerne ligger i forhold til at skabe kulturændringer og få opbakning fra ledelsen", siger projektleder på DBH, Helle Max Martin fra ViBIS i en pressemeddelelse.

"Evalueringen viser også, at disse udfordringer kan håndteres på en konstruktiv måde".

Læs også: Lægen ved bedst – eller …?

Læs også: »Vi skal til at arbejde på en helt ny måde«

Læs også: I Gødstrup skal patienterne selv styre deres medicin

Læs også: Patientinddragelse – nu også i forskning