I midten af 1700-tallet var medicinen i Danmark gået uhjælpeligt i stå. Universitetet uddannede ganske få læger, som skulle være heldige, hvis de i løbet af studiet så en levende patient – eller for den sags skyld overværede en forelæsning, der omfattede dissektion af et menneskeligt legeme.
Situationen var uholdbar – ikke mindst i lyset af, at naturvidenskaberne her, på højden af Oplysningstiden, stormede frem med nye opdagelser og gennembrud.
I 1736 havde den kirurguddannede barber Simon Crüger åbnet en privat kirurgskole i Købmagergade i København. Her var kapacitet til at uddanne op mod 200 barbersvende til kirurger. Sideløbende var Simon Crüger blevet udnævnt til Generaldirecteur for kirurgien i Danmark. Det var sket til stor irritation for universitetets skrantende medicinske fakultet, som med sine ganske få studerende følte, at selve den medicinske profession var truet.
Selvom kirurgskolen var en succes, var lægeuddannelsen i krise. Både fakultetet og Simon Crüger havde presset på for at få et undervisningshospital, som man havde i flere europæiske hovedstæder. Læger og kirurger havde brug for et undervisningshospital med studiemateriale (dvs. patienter) og mulighed for klinisk undervisning. Og de syge havde brug for et sted, hvor de kunne blive behandlet for deres (ikkesmitsomme) sygdomme.
Og kongen havde brug for en sund og rask arbejdsstyrke, så derfor fik projektet opbakning fra landets mægtigste mand, overhofmarskal og storgodsejer Adam Gottlob Moltke.
I 1751 fik Frederik den Femtes hofbygmester, arkitekten Nicolai Eigtved, derfor kongelig befaling til at opføre et hospital. Kongen stillede grunden – en gammel, opfyldt losseplads – til rådighed i den nyanlagte Frederiksstad.
Hospitaler fandtes – men ikke i den moderne betydning af ordet. Ordet »Hospital« betød en fattigstiftelse for gamle og uforsørgede syge. Her måtte man som fattiglem give afkald på alle borgerlige rettigheder og indordne sig under Fattigvæsenet. Bedre stillede borgere nærede derfor stadig uvilje mod alt, der hed noget med »Hospital«, og ved sygdom foretrak de at tilkalde lægen til hjemmebesøg. Derfor var idéen, at hospitalet skulle være for syge med »helbredelige« og ikkesmitsomme Sygdomme, og som ikke selv kunne betale for indlæggelsen. Herskaber kunne betale for deres tjenestefolk, mens ubemidlede havde gratis ophold. Dog var der en pris: Når patienterne døde, måtte de – som betaling for det gratis ophold – finde sig i at blive obduceret. Læger og uddannelsessøgende kunne så studere og præparere de syge organer og knogler til undervisningsbrug.
Ude i byen var det utænkeligt, at lægernes betalende patienter skulle affinde sig med at havne på dissektionsbordet, hvor studenter og andre interesserede kunne rode rundt i deres indre. De fattige kunne ikke tillade sig den slags fintføleri.
I 1754 var der rejsegilde på det firelængede anlæg med den berømte Grønnegård, som i dag huser Designmuseum Danmark i Bredgade. Bygmester Nicolai Eigtved, Simon Crüger og de øvrige, fremmødte pudderparykker tog anlægget i øjesyn. Bygningerne var smukke og velproportionerede. En pryd for kongens residensby.
Og totalt uegnede til deres formål.
Før byggeriet gik i gang, havde læger og kirurger haft lejlighed til at kommentere kongens dekret til Nicolai Eigtved, men havde ikke haft noget at bemærke. De havde heller ikke sat deres ben på byggepladsen under opførelsen. Men nu var der ingen grænser for beklagelserne.
Simon Crüger undrede sig over, at Nicolai Eigtved ganske vist havde inkluderet en kirke i byggeriet – men ikke havde tænkt på operationsstuer. Lægerne klagede over den lave loftshøjde og forlangte den hævet til 3,7 meter. De efterlyste også luger til udluftning, så de farlige sygdomsdunster – miasmerne – kunne slippe ud. For resten manglede der også et auditorium. Og lægerne ville heller ikke acceptere en nyttehave i »Grønnegården«; den skulle være et sted, hvor patienterne kunne trække frisk luft. Og så var der ikke gravet ud til kælder. Gulvplankerne lå lige over den bare, fugtige jord. Fugtangrebet var allerede i gang, og gulvene måtte udskiftes.
Fadæsen kunne undskyldes med, at der ikke i Danmark var erfaringer med hospitalsbyggeri. Men man kunne dog have skelet til udlandet og fundet eksempler i f.eks. Paris, Berlin, Leiden og Edinburgh, som alle havde store universitetshospitaler.
Der skulle mange ændringer til, og det ville koste lige så meget, som det indtil nu havde kostet at bygge hele hospitalet. Nicolai Eigtved var rystet. Hvorfor – indvendte han – var lægerne og kirurgerne ikke kommet frem med deres ønsker, da de havde haft muligheden? Inden en løsning kunne findes, døde den 53-årige Nicolai Eigtved af et slagtilfælde.
Det videre byggeri blev lagt i hænderne på arkitekten Laurids de Thurah, som ændrede Nicolai Eigtveds plan. Nicolai Eigtved havde opført et firelænget byggeri i ét plan, tilbagetrukket på grunden og med toetagers midterpavilloner mod hhv. Amaliegade og Bredgade. Fire hjørnepavilloner var ligesom længerne i ét plan. Laurids de Thurah forhøjede dem og tilføjede desuden fire store hjørnepavilloner ud til hhv. Bredgade og Amaliegade.
Den store kirkesal, som Nicolai Eigtved havde placeret i midterpavillonen mod Amaliegade, blev efter lægegruppens forslag delt med en etageadskillelse, som gav plads til henholdsvis et kirurgisk amfiteater (kombineret operationsstue/auditorium) og en fødeafdeling. Præsten måtte så udføre sine kirkelige handlinger i en mindre sal over vaskehuset. Det ene af de værelser, som var afsat til præstens bolig, skulle bruges til »Døbestue«.
I 1756 blev det ved kongelig resolution bestemt, at hospitalets drift »i al Evighed« skulle finansieres af det norske postvæsens overskud. Det beløb sig i perioden 1752-1771 til 157.000 Rigsdaler.
Hospitalet blev højtideligt indviet den 30. marts 1757, »Gud til Ære og Fattige og forladte Hjælpeløse og nødlidende Syge til Lægedom, Lettelse, Hjælp og Husvalelse«. Og dagen efter – på kongens fødselsdag – blev den første patient indlagt.
Hospitalet fik ikke sin egen kirkegård. Man måtte værne om hospitalets omdømme for det tilfælde, at der skulle indtræffe mange dødsfald på samme tid. Nogen foreslog så at bygge en ligvogn til fire kister – den ville vække mindre opsigt. Men Adam Gottlob Moltke foretrak at bruge fattig- og soldaterkirkegården.
I 1759 blev der i nabohuset i Amaliegade indrettet Fødsels- og Plejestiftelse, hvor fattige kvinder, som var »kommet i Ulykke«, kunne føde anonymt og bortadoptere barnet. Til gengæld skulle de, ligesom patienterne på Frederiks Hospital, stå til rådighed ved jordemoderuddannelsen og ved uddannelsen af lægekandidater i fødselshjælp.
Få år senere opførtes Almindelig Hospital – en kæmpemæssig stiftelse for fattige og gamle i Amaliegade over for Frederiks Hospital. Her var indrettet sygestuer, som snart voksede til et egentligt behandlingshospital med medicinsk og kirurgisk afdeling.
I 1787 indviedes Det Kongelige Kirurgiske Akademi i Bredgade, ved siden af Frederiks Hospital. Det begyndte med en skandale. Men det endte med at være Danmarks første campus for sundhedsuddannelser i de næste 150 år. I dag huser bygningerne Designmuseum Danmark.
