Cancer ovarii - hvor skal vi hen?

Forebyggelse, tidlig diagnostik, opsporing af risikogrupper samt effektiv behandling, pleje og rehabilitering er alle afgørende elementer for en optimal bekæmpelse af kræftsygdomme. Livmoderhalskræft er i den forbindelse en succeshistorie. En samlet basalvidenskabelig og klinisk forskningsindsats har medført, at vi i dag kender livmoderhalskræftens naturhistorie og er i stand til at forebygge sygdommen ved hjælp af vaccination, gennemføre landsdækkende screening med tidlig opsporing, identificere risikogrupper og i givet fald tilbyde en effektiv behandling.

Kræft i æggestokkene er desværre en helt anden historie. Danske kvinder har på internationalt niveau en meget høj risiko for at få kræft i æggestokkene, og det er helt uacceptabelt, at deres chance for at overleve sygdommen er den ringeste i Norden. Vi har ingen umiddelbar forklaring på, hvorfor forekomsten er så høj hos netop danske kvinder, men livsstilsfaktorer, arvelige egenskaber og miljømæssige påvirkninger kan alle være medvirkende årsager. Den høje danske dødelighed peger på to indsatsområder: tidlig diagnostik og kvaliteten af den kirurgiske behandling. Mere end to tredjedele af kvinderne har i dag udbredt sygdom på diagnosetidspunktet og dermed en femårs overlevelse på mindre end 20%. Til sammenligning er overlevelsen omkring 90%, hvis sygdommen ikke har spredt sig. Optimal kirurgi er omdrejningspunktet for at bedre prognosen. Det kræver fortsat og gerne øget fokus på udviklingen af de kirurgiske teknikker, den kirurgiske uddannelse og kvalitetssikring.

Tidlig diagnostik af kræft i æggestokkene er genstand for høj forskningsaktivitet. Nye molekylærbiologiske metoder har intensiveret jagten på biomarkører [1]. I 2002 var vi mange, der håbede på, at vi stod over for et gennembrud inden for diagnostikken af cancer ovarii. Petricoin et al rapporterede, at de ved hjælp af massespektrometriske analyser af proteinmønstre i serumprøver kunne påvise sygdommen med en sensitivitet på 100% [2]. Desværre viste det sig at være vanskeligt at reproducere disse positive fund. Det er karakteristisk for disse studier, at den enkelte forskningsgruppe kan dokumentere en effektiv diagnostisk metode på en mindre population, men resultaterne kan ikke genfindes i andre målgrupper. Forskerne optimerer typisk deres målemetode på en gruppe kvinder med diagnosticeret kræft og anvender en gruppe raske kvinder som kontrol. Men hvis vi skal kunne have glæde af biomarkører, skal metoden kunne identificere symptomfri kvinder med sygdommen. Forskningen på dette område kan styrkes gennem etableringen af en biobank med serumprøver, der indsamles prospektivt fra raske kvinder. Man kunne for eksempel anmode om en blodprøve til forskningsformål ved de tilbagevendende screeninger for forstadier til livmoderhalskræft. Hos de kvinder, der efterfølgende fik påvist kræft i æggestokkene, ville man have en enestående mulighed for at undersøge ændringer i markørmønstre over tid. De enkelte forskergrupper kunne endvidere afprøve generaliserbarheden af egne positive fund på prøvemateriale fra biobanken. Forskning i de statistiske metoder, der skal anvendes til at analysere de enorme datamængder fra de molekylærbiologiske analyser og kliniske oplysninger, er et andet område, der kunne styrkes.

Samlet må vi erkende, at vi trods de store forhåbninger til ny teknologi endnu savner et gennembrud inden for forskningen vedrørende biomarkører. Dette understreger det nødvendige i at angribe problemstillingen vedrørende cancer ovarii fra mange sider.

Pakkeløsninger og centralisering af behandlingen skal der fortsat satses på. Tiden inden patienten indgår i et pakkeforløb bør også have fuld opmærksomhed. Her tænkes ikke blot på forebyggelse og screening, men også på om vi bedre kan sikre, at patienten søger læge i tide. Endelig kunne det diagnostiske samarbejde mellem primær- og sekundærsektoren måske bedres ved etableringen af fast track -diagnostik. Diagnostiske »nødder« kunne henvises til et diagnostisk center, der derefter stod for den videre udredning. Forslaget er naturligvis behæftet med en række organisatoriske, kapacitetsmæssige og økonomiske udfordringer, som med fordel kunne belyses i et forskningsprojekt i samarbejde mellem de to sektorer.

Korrespondance: Bent Ottesen, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet, DK-2100 København Ø. E-mail: bent.ottesen@rh.regionh.dk

Interessekonflikter: Ingen