Skip to main content

Capio vil gerne ekspandere i Danmark

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

14. mar. 2008
4 min.

Upplands Väsby - Danmark var på nippet til at få et Capio-center for behandling af spiseforstyrrelser sidste år, men det blev aldrig til noget.

»Der skete så meget i Sverige; vores organisation blev ændret; og siden har der været valg både her og i Danmark. Vi tabte kraften«, fortæller Björn Zackrisson, der står i spidsen for den del af Capio-gruppen, som handler om enkeltstående klinikker og centre.

Men virksomheden tager gerne tråden op igen, og ikke bare hvad angår denne type centre. Capio er potentielt leveringsdygtig i f.eks. øjenklinikker og lægehuse af den tværfaglige type, der er så megen snak om i Danmark som model for fremtidens almen praksis.

Firmaet har også for nylig erhvervet en virksomhed, der driver behandlingssteder for børn med psykiske og sociale problemer.

»Danske patienter ville have stor nytte af vores stærke koncept både inden for børneomsorg og spiseforstyrrelser. Behovet er stort i Danmark. Vi ved, at patienterne er der«, siger Björn Zackrisson.

Men betingelserne må være på plads.

»Klinikkerne kunne startes med det samme, hvis vi bare kunne sikre os, at vi faktisk får nogle patienter. Det koster en masse, men hvordan sikrer vi os, at regionerne betaler for henviste patienter?«, spørger han.

»Havde vi en rammeaftale (med regionen, red.), kunne vi starte i morgen«, siger han.

Capio har skrevet til ledelsen i psykiatrien i de fem regioner og indledt de første kontakter, men der kan være andre måder at etablere sig på.

»Måske var det lettere, hvis vi købte et lille, privat sygehus. Måske gør vi det«, siger han.

Capio var faktisk inde i billedet i 2002-2003, da Hørsholm Sygehus blev sat til salg. Firmaet var et af fire, som blev indbudt til at byde på sygehuset.

Men Capio bød aldrig med henvisning til, at betingelserne var uklare. Privatiseringen blev for øvrigt sat i bero.

Telemedicin fra Kjellerup

At lede efter muligheder på tværs af landegrænserne ligger mildt sagt ikke Capio-gruppen fjernt - koncernen er til stede i otte europæiske lande. Og det bliver ikke mindre relevant fremover.

»Der er en vældig hård konkurrencesituation i Sverige. Derfor er vi meget interesserede i at gå ind i lande uden for Sverige - vi ser også meget på Finland«, siger Björn Zackrisson.

Virksomheden etablerede sig i Danmark allerede i 1997 med købet af Medicinsk Laboratorium, som nu er en integreret del af Capio Diagnostik.

Firmaet har længe leveret laboratorietjenester til såvel lægemiddelindustrien som hospitaler og har netop åbnet en klinik for billeddiagnostik i det indre København, hvor det forventer at betjene såvel forsikrede patienter som patienter henvist fra det offentlige under ventetidsgarantien.

Virksomheden vandt også for nylig en kontrakt på mammografiscreening i Region Midtjylland, som blev fremhævet af Danske Regioner for at spare mange penge.

»Det kan lade sig gøre, fordi der er en fast volumen (25.000 screeninger, red.) over et bestemt tidsrum, så vi kan give en fast pris. Vi kan regne ud, hvor mange maskiner og personale, vi har brug for«, siger firmaets danske direktør, Yvonne Lech.

Der er ansat en række radiografer primært fra Norge, mens radiologerne, der skal vurdere billederne, for det meste vil sidde andetsteds - altså telemedicin.

Yvonne Lech kan godt forestille sig, at engagementet i Kjellerup kan udvikle sig.

»Lige p.t. skal vi have det op at stå, men på et tidspunkt vil vi nok overveje at sætte en MR-scanner ind i Kjellerup. Vi har hørt, at det er noget, der er ventetid på i Region Midtjylland«, siger hun.

Hvad med på længere sigt?

»Måske er tiden inde til at prøve noget andet. F.eks. at drive laboratoriefunktionen på et hospital«, siger hun. Det var faktisk sådan, Capio Diagnostik oprindelig startede i Sverige.

Derimod tror hun ikke på, at Capio-koncernen vil kunne overtage et akuthospital e ller indgå en driftskontrakt med et offentligt hospital, som firmaet har gjort i f.eks. Sverige.

»Ikke på det område. Der er stadig en vis berøringsangst. Men diagnostik er ikke så politisk følsomt«, siger hun.

Aktieselskabet Capio AB

Capio AB er et aktieselskab, men ikke længere børsnoteret efter at det i 2006 blev købt af to kapitalfonde, Nordic Capital og Apax, som har adskillige andre sundhedsinvesteringer verden rundt.

Kapitalfonde er i Danmark blevet kritiseret for ikke at udvikle og langtidssikre deres virksomheder. Men sådan ser Capios chef for Norden, Frederik Thafvelin, ikke på det.

»Er man børsnoteret, lever man mere cyklisk efter kvartalsregnskaberne. Det er lettere at udvikle et firma langsigtet, når man ikke er på børsen«, siger han.

Og nogen gribbeagtig opførsel med henblik på hurtigt videresalg frygter han ikke.

»Vi vil da sikkert blive solgt igen, men jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være negativt. I medicinske servicevirksomheder afhænger værdien ikke mindst af, at personalet trives. Det er en grundforudsætning for at lykkes på dette område«, siger han.

»Vi har engagerede og professionelle ejere. Til sammenligning med før foretrækker jeg dette her. Det har været en vitaminindsprøjtning for os«.

Fakta om Capio AB

Capio AB er til stede i Sverige, Norge, Frankrig, Tyskland, Spanien og Storbritannien, og Capio Diagnostics er derudover aktiv i Danmark og Finland. Capio Diagnostics udskilles snart fra koncernen under navnet Unilabs.

I 2006 omsatte koncernen for ca. 1,4 mia. euro - dvs. omkring 10,4 mia. kroner.

Koncernen har ca. 100 forretningsområder fra egne hospitaler eller driftsaftaler med andre hospitaler over specialklinikker til lægehuse i primærsektoren og laboratorieydelser.

Der er omkring 15.000 ansatte.