Central forskningsenhed for almen praksis igennem 25 år: Den praktiserende læge har (haft) ordet

Når Central Forskningsenhed for Almen Praksis i København i morgen holder 25-års jubilæum, bliver det muligt at se, hvordan praktiserende lægers kliniske rødder er grundlaget for ikke blot de forskningsprojekter, der foregår i de almenmedicinske forskningsmiljøer, men også for udviklingen af selve specialet almen medicin. Når en organisation - eller som her et speciale - udvikler sig hurtigt, vil overordnede strukturer ofte overtage de græsrodsbevægelser, der bar den spæde udvikling. Men almen medicin har hele tiden satset på de praktiserende lægers kliniske rødder. Derfor har vi i 25 år set en sammenhængende udvikling i den praktiserende læges arbejde, forskning og uddannelse.

Forsknings- og kvalitetsudviklingsrødderne

I slutningen af 1960'erne var der mange praktiserende læger, men specialet almen medicin blev først oprettet i 1994. Forskning, som tog udgangspunkt i den praktiserende læges arbejde, eksisterede stort set ikke. De forskningsresultater, der blev implementeret i almen praksis, stammede næsten alle fra forskning i sekundærsektoren, hvor patientmateriale, kontaktårsager og arbejdsmetoder - hele grundlaget for patientkontakten - er radikalt anderledes.

En lille håndfuld praktiserende læger besluttede sig derfor for at starte videnskabeliggørelsen af almen praksis. En græsrodsbevægelse for forskning og kvalitetsudvikling. Det lykkedes dem i løbet af ganske få år at skaffe økonomi til forskningsmiljøer for de praktiserende læger, der havde lyst til at forske. Og sådan er det stadig. De fleste almenmedicinske forskere fortsætter arbejdet i klinikken, mens de forsker.

Det bidrager til, at den almenmedicinske forskning afspejler de problemer og spørgsmål, der opstår i almen praksis. Forskningsresultaterne bygger på det særlige patientmateriale og de arbejdsmetoder, som kun findes i almen praksis.

Erkendelsen af, at almen medicin både rummer naturvidenskabelige og humanistiske aspekter, har medført udvikling af såvel kvantitative som kvalitative forskningsmetoder og udviklet tværfaglige forskningsmiljøer.

Uddannelsesrødderne

Med erkendelsen af, hvor vigtig den kliniske erfaringsviden er for udviklingen af specialet, lå det også ligefor at benytte mange forskellige praktiserende lægers erfaringer, da Dansk selskab for almen medicin (DSAM) skulle udforme den nye målbeskrivelse for speciallægeuddannelsen i almen medicin. Fagets kompetencer kunne kun beskrives ud fra praktiserende lægers teoretiske viden og deres erfaringsviden fra almen praksis.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer krævede, at målbeskrivelsen skulle beskrive minimumskompetencer, dvs. hvad en nyuddannet praktiserende læge som minimum skal kunne for at kunne klare dagligdagen i almen praksis. Kompetencerne skulle opdeles i syv roller: Lægen som medicinsk ekspert, som professionel, som sundhedsfremmer, som kommunikator, som samarbejder, som leder og administrator samt som akademiker.

I overensstemmelse med den almenmedicinske græsrodsmentalitet blev den nye almenmedicinske målbeskrivelse udformet og gennemarbejdet af ialt 38 praktiserende læger fra hele landet. Opdelt i små grupper satte de ord og billeder på det, som alle praktiserende læger kan og gør hver eneste dag i alle lægens roller. På skrift ser det altid uoverskueligt ud - alt det som praktiserende læger kan og gør - også selv om det kun er et minimum. I alt 119 kompetencer blev det til - fordelt på alle syv roller - men alligevel alt sammen kompetencer som alle praktiserende læger besidder - og underviser bloklægerne i.

For at gøre det lidt mere overskueligt hvad målbeskrivelsen indeholder, udformede hver gruppe en tegning af det område de havde beskrevet - de såkaldte begrebskort.

Det overordnede begrebskort er vist på Fig. 1. Det viser at lægen som person rummer både en professionel del og en privat del. Disse to dele af lægen er i evig udveksling. Refleksion og selvudvikling bestemmer hvor stor en del af personen, der udgøres af det private, og hvor stor en del det professionelle fylder. Det professionelle rummer elementer af alle rollerne.

For hver enkelt rolle er der udformet et separat begrebskort, der illustrerer, hvad rollen indebærer. Både begrebskort og kompetencer kan ses på Sundhedsstyrelsens hjemmeside - og DSAM har finansieret en interaktiv pc-version, som man kan se på internetadressen www.telemed.dk/syv-roller

Rødderne hænger sammen

Ser man på det overordnede begrebskort og sammenligner det med den tidligere og nuværende almenmedicinske forskning, er det tydeligt, at rødderne hænger sammen.

I landets almenmedicinske forskningsmiljøer pågår nu mere end hundrede forsknings- og kvalitetsudviklingsprojekter (de fleste projekter kan ses på www.DSAM.dk). Det er et særkende for almenmedicinsk forskning, at dens resultater og den viden, som litteraturgennemgangen har givet, i høj grad formidles mundtligt, populært eller til praktiserende kolleger i efteruddannelsen, sideløbende med udgivelsen af peer-reviewede artikler.

Den gensidige vidensudveksling mellem klinikken og forskningen sætter spor: I anledning af 25-års jubilæet på Forskningsenheden i København har vi set på den forskning og aktivitet, der i øjeblikket udgår derfra, og sammenholdt den med specialets nye målbeskrivelse.

Ligesom rollerne overlapper hinanden i konsultationen og i beskrivelsen af videreuddannelsen til almen praksis, rummer en del af projekterne også bidrag til flere af den praktiserende læges roller. De enkelte projekter kan ses på Forskningsenhedens hjemmeside (www.gpract.ku.dk). Her har vi blot nævnt nogle af de brikker til det store puslespil, som forskningsprojekterne kommer til at bidrage med:

Til rollen som den medicinske ekspert vil forskningsresultater fra Forskningsenheden også fremover komme fra den kliniske forskning i hyppige henvendelsesårsager i almen praksis og i hyppige symptomer og diagnoser set i almen praksis (type 2-diabetes, astma, demens, dårligt definerede helbredsproblemer).

Rollen som sundhedsfremmer fylder meget i almen praksis og afspejles i, at mange af projekterne rummer sundhedsfremmende aspekter, eksempelvis forskning om forebyggende samtaler i almen praksis, kommunikation af risiko, brug af patientens helbredsressourcer og sociale ressourcer.

Bidragene til rollen som kommunikator kommer bl.a. fra konsultationsforskningen - forskningen i den patientcentrerede konsultation, hvordan patientens stærke sider inddrages i konsultationen, og udvikling af nøglespørgsmål. Forskning i befolkningens opfattelse og håndtering af almindelige helbredsproblemer bidrager også ti l denne rolle inden for kort tid.

Rollen som samarbejder, leder og administrator vil Forskningsenhedens projekter bidrage til med resultater fra projekter bl.a. om udviklingen af indvandrerkonsulentfunktion til almen praksis og strukturerede behandlingsforløb for kroniske sygdomme.

Rollen som akademiker kommer selvfølgelig til udtryk i alle projekterne. Dertil kommer den individuelle forskningsvejledning samt kurserne, der afholdes for praktiserende læger i kritisk litteraturlæsning og forskningsmetodologi. Et par af projekterne bidrager også til forskning om forskning/kvalitetsudvikling, og forskning om uddannelsen i almen praksis om, hvordan uddannelseslæger og tutorlæger lærer i almen praksis.

Projekterne inden for rollen som professionel undersøger lægens opfattelse af sygdom og sundhed i forhold til patientens opfattelse, udviklingen af den praktiserende læges faglige identitet og det praktiske lægearbejde set i et filosofisk perspektiv.

Den almenmedicinske forskning har påvirket udviklingen af almen praksis lige siden den lille gruppe af praktiserende læger affyrede startskuddet, og forskningen kommer også til at gøre det i fremtiden. Samtidig har praktiserende lægers kliniske erfaringsviden fra almen praksis og deres teoretiske viden altid været grundsubstansen i udviklingen af den almenmedicinske forskning og uddannelse. Så faktisk er det ikke så underligt, at udviklingen hænger godt sammen. Når både arbejde, uddannelse og forskning tager udgangspunkt i den praktiserende læges kliniske rødder, vil udviklingen give fremskridt, som kan bruges af den praktiserende læge - ligegyldigt hvilken lægelig rolle vi ser på.