Centre giver ro, men udfordrer læger

Trondheim

»Det ligger til læger at være kritiske, når der sker noget nyt. De vil gerne holde sig til traditionerne. Men nu har kritikken stort set lagt sig«.

Sådan ser ledende overlæge Geirmund Unsgaard tilbage på tilblivelsen af det nye St. Olavs Hospital i Trondheim, som har en organbaseret centerstruktur. Udbygningen er sket trinvis, og center for center, hver med stor grad af selvstændighed, er skudt op. Til næste år står det indtil videre sidste center færdigt.

Geirmund Unsgaard var med i planlægningens første faser, og som sådan er han fortaler for ideen om den nye struktur. Nu lever og arbejder han i den som klinikchef på Neurocentret. Det består af to specialer, som har hver sin kliniske leder.

Der har været diskussioner om centrene, og der har været indbyrdes uenighed mellem læger. For her som i de fleste andre nye sygehusbyggerier er hele den underliggende grundtone, at lægerne kommer til patienterne og ikke omvendt. For anæstesiologer og radiologer har netop den tanke betydet en opsplitning af deres område. På Neurocentret er der både anæstesi- og radiologikapacitet, men der er kun bemanding om dagen. Konsekvensen er, at anæstesiologer og radiologer aften og nat nogle gange skal ud på nogle meget lange ture i det arealmæssigt store hospital.

Der er ikke foretaget målinger af personalets tilfredshed, efter at Neurocentret åbnede. Men Geirmund Unsgaard, mener, at den i det store og hele er høj:

»Generelt er lægerne her på neuroafdelingen tilfredse. Det meste af kritikken har lagt sig - selv om man ikke har flyttet anæstesiologi og radiologi hertil om aftenen. På positivsiden tæller også arkitekturen, som stort set alle læger anerkender som meget positiv. Ikke mindst har det meget dagslys påvirket hele huset meget gunstigt. Men også det, at vi har fået enestuer, og at vi har indrettet os med ganske små sengeafdelinger, er en succes. Der er ikke noget rend, det hele er meget roligt«.

Det kan patienterne skrive under på, viser patienttilfredshedsundersøgelser. Centerstrukturen og enestuerne er oprindeligt et krav fra patienterne, hvis mening blev efterspurgt, da hele det nye St. Olav Hospital skulle undfanges. Centre stod for nærhed, ro og overskuelighed. Enestuer stod for bevarelse af privatliv.

Og det viser sig at være en succes.

»Patienterne stortrives«, siger Geirmund Unsgaard. »De er glade for arkitekturen, for roen og for lyset, der overalt på St. Olav trænger ind«.

Centre kan udbygges

Set i arkitektens overordnede perspektiv passer centre godt til det faktum, at sygehuse hele tiden må udvikle og indrette sig efter nye behandlingsmetoder. Det siger chefarkitekt Ragnhild Aslaksen:

»Grundideen er, at et sygehus altid er i bevægelse og derfor altid bygger om. Men den ide byggede man ikke efter i de gamle kompakte sygehuse, hvor man havde en sengeafdeling med behandlingsfunktioner placeret rundt om. Hvis sådan et sygehus skal udvide, bliver det med knopskydning, og det giver over tid en meget ringe logistik«.

Der var et ønske om at bygge sådan et kompakt sygehus op på en bar mark uden for Trondheim, men det blev forkastet, forklarer hun.

»Det vi så gør, er at bygge i selvstændige enheder. På den måde kan det enkelte center udbygges, og hvis der er brug for det, er der plads på grunden til at opføre nye centre. Med selvstændige blokke kan man fortsætte med at bygge ud uden at ødelægge udgangspunktet«, siger hun.

I hvert center er samlet to eller flere specialer, der danner faglige fællesskaber - ofte vil der også i nabobygningen, som man kan komme til via en gangbro, være beslægtede specialer. Det betyder, at f.eks. en operationsstue kan benyttes af flere specialer.

Hvert center har den samme fordeling af funktioner vertikalt. Nederst er der ambulatorier. I den eller de midterste etager foregår diagnose og behandling/operation. Øverst ligger patienterne i deres senge. I princippet ser alle centrene sådan ud.

Konflikter mellem gammel kultur og nye krav

For en besøgende på et stort nyt hospital som St. Olavs er det tydeligt, at et sygehusbyggeri er resultatet af en dans mellem mange forskellige synspunkter - lægers, patienters, bygherrers, arkitekters.

»Arkitekten har helhedssynet«, siger Ragnhild Aslaksen. »Vi skal lytte til alles ønsker, men er også dem, der kan se hele hospitalet i en sammenhæng. Det er i det store og hele lykkedes at bevare den sammenhæng«.

Undtaget er kvinde-barn-centret, som trods det smukke ydre og indre på nogle områder fungerer dårligt, mener hun.

»Det er essentielt, at alle centre har samme struktur, for at sygehuset skal hænge sammen. Men nogle grundprincipper, der ellers gælder for alle centrene, er blevet brudt her. Det mindst funktionelle set fra lægeperspektiv er, at man har delt fødeafdelingen i to og har integreret dem med hver sin barselsafdeling. Resultatet er, at sengene ikke er fleksible. Barselsafdelingens senge bliver kun brugt til fødende kvinder - og står tomme, når der ikke er nok fødende. Senge bør ideelt placeres sådan, at de kan benyttes som en resurse for flere specialer og derfor ikke integreres fysisk i den enkelte afdeling. Endelig har man valgt at etablere et kvinde-barn-center - i stedet for at etablere organbaserede fællesskaber som i de øvrige i centre. Et rent barnecenter havde i det lange løb været en bedre løsning«.

Konflikter kan nok ikke undgås i store projekter som sygehusbyggerier, mener Ragnhild Aslaksen - og kompromiser heller ikke:

»Der opstår konflikter undervejs i sådan et stort projekt. Det kan være i mødet mellem gammel kultur og nye krav til logistik og helhedstanken, som arkitekten taler for. I dette tilfælde er det endt med en lokal løsning, der slet ikke harmonerer med helheden. På den måde er sygehuset nogle steder et kompromis mellem det, som var ønsket, og det som kunne lade sig gøre«.